Jordreformen er muligvis glemt i den almene historiebevidsthed i dag, men i årene omkring dens tilblivelse i 1919 fik den stor opmærksomhed. Det handlede om at ophæve grevskaber, baronier og stamhuse med det formål at ”udstykke deres jord til almindeligt husmandsbrug”. Det betyder, at jord skulle deles og gives videre til almindelige håbefulde landarbejdere. Og også kirken og dens ejendom blev en del af det regnestykke.
Så sent som i 2016 blev den gamle reform brugt som argument mod daværende kultur- og kirkeminister Mette Bocks (LA) forslag om, at staten skulle ændre på sit tilskud til præstelønninger, som har eksisteret i mange år. Flere var af den opfattelse, at tilskuddet til præstelønninger i sin tid blev givet som erstatning for kirkens jord. En opfattelse, som er almindelig i kirkelige kredse, men som også er tvivlsom ifølge professor i jordbrugsøkonomi fra Københavns Universitet Niels Kærgård.
”Kirken havde stor interesse i at sælge sin jord, og det, at tilskud til præsteløn skulle have været kompensation, er ikke rigtigt,” siger han.
Han har beskæftiget sig en del med folkekirkens økonomi og er aktuel med et kapitel om de historiske aspekter af den siden år 1900 i den aktuelle bog ”Individualisation, marketisation and social capital in a cultural institution: The case of the Danish Folk Church” (Individualisering, markedsgørelse og social kapital i en kulturel institution som folkekirken).
I perioden omkring år 1900 skete der flere ting, som havde indflydelse på kirkens økonomi. Indtil da var folkekirken økonomisk uafhængig af staten. Dens primære indkomst kom gennem tiende, en årlig afgift, som bønderne betalte til sognepræst og sognekirke. Herudover var præsten landmand, der dyrkede sin præstegårdsjord.
Tiendeafgiften blev afskaffet allerede fra slutningen af 1800-tallet. Denne udfasning resulterede i et drastisk fald i kirkens indkomst, blandt andet på grund af Første Verdenskrig og en efterfølgende inflation, der som eksempel reducerede 100 kroner fra år 1915 til en værdi af kun 38 kroner i år 1920 ifølge Niels Kærgårds beregninger.
På den tid havde præster forskellige indkomstniveauer, for der var stor forskel på den præstegårdsjord, de levede af. Var man præst i et område med gode afgrøder, blev man en rigere præst end den, der havde den dårlige jord. For at komme denne forskel til livs blev præster i 1913 til lønmodtagere ved lov. Til sidst blev præstegårds-jord i 1919 udstykket til husmandsbrug.
Ingen af disse på hinanden følgende ting kom til verden af sig selv. Både afgiftssystemet og jordforpagtningen var længe blevet opfattet som gammeldags af kirke og præster selv, fortæller Niels Kærgård. Derudover var jordreformen noget, store dele af kirken selv efterspurgte.
”Jordreformen var noget, både stat og kirke var interesserede i. Staten stod og skulle bruge jord til fattige landarbejdere, og præsterne begyndte at have en grundig teologisk uddannelse i stedet for forstand på landbrug. Idéen med præster, som levede af landbrugsjord, passede dårligt til den moderne type præst,” siger han.
Han får opbakning af kirkehistoriker Per Ingesman fra Aarhus Universitet, der forklarer præsteløn, jordreform og tiendeafløsning som tre adskilte faktorer, der hænger sammen som en del af en ny kirkelig selvforståelse:
”Præsterne blev mere og mere opfattet som en særlig statslig embedsmandsgruppe, der skulle have de samme vilkår som andre embedsmænd. Og det vil blandt andet sige fast løn. Allerede i 1896 var Den Danske Præsteforening blevet stiftet som en slags fagforening for de danske præster. Præsterne begyndte at betragte sig selv på linje med andre tilsvarende professionsgrupper i samfundet som læger og jurister, der udførte et arbejde og skulle have en løn for det. Jeg ved ikke, hvordan de almindelige præster har set på det. På en måde var det jo nemmere at få sin faste løn hver måned og sin pension frem for at skulle forpagte sin præstegårdsjord ud og få omsat naturalier. Den almindelige præst har godt kunnet se, at det var et gammeldags system. At det kun var et spørgsmål om tid, før det måtte afløses af noget mere moderne,” siger han.
Den almindelige opfattelse af, at statens tilskud til præstelønningerne blev indført som kompensation for ekspropriering af præstegårdsjorden er dog tvivlsom, for man kan ikke direkte forbinde de to ting, siger økonom Niels Kærgård. Også historiker Jes Fabricius Møller ved Københavns Universitet gør op med den forestilling:
”Det er en forståelse, som er kommet ind senere. Loven om præsters aflønning blev vedtaget seks år før jordloven, og begge love var dele af en lang og stor proces, der omlagde hele kirkens økonomi fra at være baseret på en afgift på landbrugsproduktion til, at den blev en pengeøkonomi baseret på medlemsbidrag.”
I eftertidens diskussioner om den nu hundrede år gamle lov indgår også spørgsmålet om, hvorvidt staten overhovedet havde ret til at overtage jorden, og om den kompensation, folkekirken fik, var tilstrækkelig. Man kunne i årene efter finde reaktioner på jordreformen i landets aviser. Paul Nedergaard, præst ved Eliaskirken i København, skrev eksempelvis i Kristeligt Dagblad den 17. november 1924 om ”den uretfærdige tiendeafløsning og salg af præstegaardsjorderne”. Ifølge hans tekst anså ”mange præster og menighedsråd” begge dele for ”ubegribeligt og uretfærdigt”, da jorden i flere tilfælde skulle være blevet solgt til langt under salgsværdien.
Også historiker Jes Fabricius Møller påpeger i dag, at erstatningsbeløbet dengang var i underkanten.
”Det blev udregnet efter en takst, der var særligt gunstig for tiendeyderne dengang, det vil sige for bønderne – ikke for kirken. Desuden kom hele afløsningssummen ikke nødvendigvis menighederne til gode, så afløsningen var ikke til fordel for kirken,” siger han.
Niels Kærgård fra Københavns Universitet medgiver, at fordi loven fra 1919 pålagde kirken at sælge jorden på et bestemt tidspunkt, har markedsværdien muligvis ikke været optimal. Men, siger han, salget af jorden har ikke haft den betydning for kirkens økonomi, som mange tillægger det i dag:
”Når man får en sum én gang for alle i stedet for tiendeafgiften eller i stedet for at have en gård, er det jo utroligt vigtigt, hvordan den sum ser ud i fremtiden. Erstatningssummen for tiende bliver mindre og mindre værd, men det gælder ikke værdien fra jord og gårde, der sælges efter 1920,” siger han og fortsætter:
”Der er ingen inflation i 1920’erne, tværtimod. Pengene bliver mere værd, fordi man efter verdenskrigen går tilbage til at bruge guld. Så der er et afgørende argument vedrørende kompensation for tiende, men ikke vedrørende præstegårdsjord.”
Derfor, hvis man skal diskutere et tab i kirkens økonomi, skal man have fat i tiendeafløsningen – og ikke den udskældte jordreform, der i efteråret fyldte 100 år.
Jordreformen fra 1919 var en del af en kompleks udvikling af det danske samfund som helhed, men også specifikt af folkekirkens økonomi, som siden har haft konsekvenser for diskussionen af samme.
Som Kristeligt Dagblad skrev den 5. april 1973:
”Intet har vel ændret folkekirkens situation så radikalt i forholdet dels til staten, dels økonomisk til sine medlemmer, som salget af kirkens jord og kapitaliseringen af tiendeafgifterne ved dette århundredes begyndelse.”
Tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) har som før nævnt flere gange i nyere tid diskuteret en økonomisk reform af folkekirken, og både hun og hendes modstandere har diskuteret på grundlag af argumentet om, at tilskuddet til præstelønninger i sin tid blev givet som erstatning for kirkens jord. Mette Bock siger i dag til Kristeligt Dagblad, at hun accepterer Niels Kærgårds research, men at det ikke ændrer noget ved hendes holdning til kirkens økonomi:
”Jeg er jo ikke forsker, og jeg har ikke den forskningsmæssige baggrund til at udfordre den nye research. Jeg har som så mange andre troet, at det forholdt sig på en bestemt måde, for det lyder jo meget sandsynligt. Der er et tidsmæssigt sammenfald mellem de to ting, men hvis Niels Kærgård har forskningsbelæg for, at det forholder sig på en anden måde, så er det jo sådan, det er.”
”Argumentet er blevet brugt af både tilhængere og modstandere af en økonomisk reform. I sidste ende er det ligegyldigt, om det er forkert eller ej, for det handler stadig om et regnestykke og en afvejning af, at hvis kirkeskatten skal betale for præstelønninger, skal staten overtage ansvaret for kulturarven som kompensation. De to ting opvejer hinanden, og hvis man bytter dem rundt, så at sige, går det op.”