Jordskælvet i Kashmir dræbte for nylig titusinder af mennesker, og sidste vinter forårsagede et jordskælv i Sumatra den katastrofale tsunami, der dræbte omkring 275.000 mennesker og rystede hele verden. Jordskælv sætter fortsat deres spor i verdenshistorien. De minder os om, at jorden er i stadig bevægelse, og at de for det meste umærkelige forskydninger af de plader, der udgør jordens ydre, pludselig – og uden varsel – kan få frygtelige konsekvenser.
På tirsdag er det 250 år siden, at et jordskælv i Lissabon dræbte omkring 60.000 mennesker og ødelagde det meste af byen. Nyheden om jordskælvet spredte sig hurtigt rundt i Europa i aviser og på flyveblade. Det var ikke kun en frygtelig naturkatastrofe. Det var også en skelsættende begivenhed, der rystede folk ud over hele Europa og satte sig spor i deres tro og tænkning. Jordskælvet satte spørgsmålstegn både ved oplysningstidens optimisme og ved den traditionelle gudstro.
Jordskælvet blev efterfulgt af en tsunami og en brand, der næsten totalt ødelagde Lissabon. Moderne geologer vurderer, at jordskælvet nåede ni på richterskalaen. Det er blandt de voldsomste jordskælv, der nogensinde er målt, og den samme styrke som det jordskælv, der i vinter forårsagede tsunamien i Sydøstasien. Tsunamien i 1755 nåede så langt væk som Nordafrika, Finland og Barbados. Også omkring 10.000 mennesker i Marokko mistede livet.
Ifølge professor Susan Neiman, der er filosof og leder af den tværfaglige forskningsinstitution Einstein Forum i Potsdam, har filosofien brugt de sidste 300 år på at bruge en bedre forklaring på ondskaben end den, religion giver.
– Før jordskælvet i Lissabon skelnede folk ikke mellem synd og lidelse. Man betegnede alle frygtelige ting som onde, hvad enten de var moralske eller naturlige. Efter jordskælvet i Lissabon holdt folk op med at tænke på naturkatastrofer som onde. Det onde er det, folk gør mod hinanden med onde hensigter, siger Susan Neiman, der har beskæftiget sig med jordskælvet i Lissabon i bogen "Evil in Modern Thought: An Alternative History of Philosophy" fra 2002. Ifølge professor Neiman blev katastrofen i Lissabon skelsættende i europæisk idehistorie og indledningen til moderniteten, fordi den for altid ændrede opfattelsen af ondskab.
I samtiden anså mange naturkatastrofer for Guds straf for menneskers synd. Det mente blandt andre en samtidig dansker, biskoppen og salmedigteren H.A. Brorson. Han skrev lejlighedsdigtet "Lissabons ynkelige Undergang ved Jorskielv den 1. nov, 1755". I digtet beskriver Brorson den rige og smukke bys ødelæggelse. Jordskælvet fandt sted, mens folk var i kirke på allehelgensdag, "Og Sangens Lyd forgik i Bævelse og Graad". Brorson tolker jordskælvet i gammeltestamentlig stil som Guds straf over det syndige Lissabon og advarer læseren om, at det gælder om at omvende sig i tide:
"O Naadens Tiid, som her saa let gaaer over styre, Hvad varstu nu saa kiær, hvert Øyeblik saa dyre, Nu var det ikke som utidigt, at man før Til Gud sig vendte om, end Siælen skal paa Dør."
Denne traditionelle kristne reaktion blev delt af katolske præster i Lissabon. Her gik det oven i købet så vidt, at præsterne gennemsøgte ruinerne for kættere, som de beskyldte for at have forårsaget katastrofen. De udpegede kættere blev straks hængt.
Men der var mange, for hvem jordskælvet i Lissabon var et historisk og filosofisk problem. Det ramte hovedstaden i et fromt katolsk land på en katolsk helligdag, allehelgensdag, og ødelagde næsten alle store kirker i byen, mens nogle bordeller slap uskadte. Hvordan kunne man forklare, at Guds vrede kunne ramme så brutalt og meningsløst?
Filosoffen Gotfried Leibniz (1646-1716) havde opfundet begrebet "teodice" for at forklare, hvordan Gud kunne have skabt en ond verden. Leibniz mente, at dette var den bedste af alle mulige verdener, fordi den var skabt af en perfekt Gud. Når gode mennesker syntes at lide ondt, var det, fordi mennesker ikke besad Guds alvidenhed.
Men jordskælvet i Lissabon fik oplysningstidens forfattere med Voltaire i spidsen til at se kritisk på Leibniz' teodice. Voltaire skrev om jordskælvet i et digt, "Poème sur le désastre de Lisbonne", i 1756. Her spørger han, hvordan man kan forestille sig en god Gud, der spreder ondskab. Han vender tilbage til katastofen i romanen "Candide" fra 1759, der former sig som et opgør med Leibniz' tænkning. Her starter den naive hovedperson Candide med at få at vide af sin lærer Pangloss (en karikatur af Leibniz), at alt sker til det bedste i denne den bedste af alle verdener. I løbet af romanen oplever Candide en række uretfærdigheder og rædsler, blandt andet jordskælvet i Lissabon, men Pangloss holder stædigt på sit positive livssyn. Bogen slutter med, at Candides ven Martin konkluderer, at kun ved at arbejde kan man udholde livet. Candide helliger sig dyrkningen af sin have.
Susan Neiman hævder, at ortodokse kristne var glade for katastrofen, fordi den genskabte en følelse af mysterium i menneskelivet. Men blandt oplysningstidens tænkere forårsagede jordskælvet et teologisk traume:
– Det var den første katastrofe, der blev kendt verden – det vil sige Europa – over. Det blev også den første gang, folk holdt op med at forbinde skyld med naturkatastrofer. Dengang var det almindeligt at læse betydning ind i hændelser i naturen. Men denne gang mente oplyste mennesker, der i øvrigt alle var deister, at naturlovene er en gave fra Gud, og man kunne ikke se Gud som en, der springer ud og ind af naturen. Voltaire var særligt chokeret over jordskælvet, fordi han troede på idealet om fuldstændig forståelighed, det vil sige, han forstod verden som et hele. Den naturlige verden var et sted, hvor man forventede orden og harmoni.
Efter jordskælvet i Lissabon kunne naturkatastrofer ikke længere forklares af den gamle teodice-forestilling. Den naturvidenskabelige forståelse af verden vandt frem, og samtidig opstod den moderne økonomi. Gradvist forsvandt ideen om, at en naturkatastrofe var et onde, og fremover blev kun bevidste handlinger anset for onde.
I sin bog sammenligner Neiman reaktionen på jordskælvet i Lissabon med reaktionen på Auschwitz: – Begge var en begivenhed af den slags, der skabte en forståelseskrise og usikkerhed. I begge tilfælde satte folk spørgsmålstegn ved livets mening, når ondskaben rammer, selvom der var forskellige opfattelser af ondskab på spil.
Lærte menneskeheden noget af jordskælvet i Lissabon?
– I Vesten spørger vi ikke, hvis skyld det er, når en naturkatastrofe rammer. Men alle, selv budhister, leder efter skyld. Folk har svært ved at leve med meningsløs lidelse. Men vi er i stadig højere grad blevet i stand til at påvirke naturen på dramatiske måder, således at distinktionen mellem naturlig og moralsk ondskab er ved at bryde sammen igen. Den fungerede i 200 år efter jordskælvet i Lissabon. Nu er det blevet ligegyldigt, hvad der er skyld i ondskaben, siger Susan Neiman, der også har påpeget, at reaktionen på tsunamien i Østasien sidste år viste, at vi stadig søger efter moralske svar på naturkatastrofer. Nogle miljøfolk så tsunamien som naturens hævn for menneskers vanrøgt. Ifølge Susan Neiman begærer vi moralske kategorier så meget, at når naturkatastrofer rammer, vil vi hellere skyde skylden på nogen end at indrømme, at vi lever i en verden, der ikke afspejler de moralske kategorier.
– Verden før Lissabon vrimlede med moralske kategorier, nu ved vi ikke længere, hvor vi kan finde dem, siger Susan Neiman.
historie@kristeligt-dagblad.dk
Jordskælvet i Lissabon
Allehelgensdag, den 1. november 1755 om morgenen, ramtes Lissabon af et jordskælv. Styrken anslås til ni på richter-skalaen. Jordskælvet varede mellem 3 og 6,5 minutter, og epicenteret var i Atlanterhavet cirka 200 kilometer vestsydvest for Kap Vincent. Man antager, at cirka 60.000 mennesker døde i Portugal. Jordskælvet medførte en tsunami, der dræbte cirka 10.000 mennesker i Marokko. 85 procent af Lissabon, herunder berømte slotte, biblioteker, kirker og kunstskatte, blev ødelagt af jordskælvet og en efterfølgende brand.