Frivilligt arbejde har været genstand for fornyet debat i den senere tid, og flere samfundsdebattører har ment, at de frivillige burde overtage en del af statens sociale forpligtelser. Enkelte har peget på kirkens diakonale arbejde i tiden før velfærdsstaten som inspiration. Kristeligt Dagblad har i den sammenhæng spurgt en række forskere, hvor megen fattighjælp kirken egentlig stod for.
LÆS OGSÅ: Præster som pionerer
Lektor Karin Lützen, Institut for kultur og identitet på Roskilde Universitet, har beskæftiget sig meget med velgørenheden i 1800-tallets Danmark. Hun mener, at flere kirkelige aktører spillede en vigtig rolle i indsatsen mod den sociale ulighed og nød, særligt i København.
Jeg synes, at der blev ydet en betydelig indsats, og der var en kæmpe opmærksomhed omkring meget af arbejdet. Ikke mindst fik man sat en vigtig diskussion i gang om den sociale nød, siger hun, men peger på, at man for at forstå den kontekst, som velgørenheden blomstrede op i, må se på de samfundsmæssige forandringer, som fandt sted i løbet af 1800-tallet.
Man skal tænke på tiden som en tid, hvor mange mennesker gerne ville hjælpe deres medborgere. I 1849, hvor demokratiet blev indført, havde de såkaldte pæne borgere først lige selv oplevet at få nogle rettigheder, de ikke tidligere havde haft. Og det var disse borgere, som nu kunne se, at mange uforskyldt og på grund af arbejdsløshed og økonomisk krise levede i dyb fattigdom især i København og det syntes de ikke var retfærdigt, fortæller hun.
Især fandt middelklassen det urimeligt, at modtog man først fattighjælp fra det offentlige, mistede man samtidig mange af sine rettigheder, såsom retten til at stemme, retten til selv at vælge, hvem man ville giftes med, og hvor man ville bo. Derfor ønskede middelklasseborgerne at skabe et sikkerhedsnet, der gjorde det muligt at bevæge sig uden om den offentlige forsørgelse.
Dette sikkerhedsnet kom til at tage form som såkaldte understøttelsesforeninger, der arbejdede under mottoet Hjælp til selvhjælp. Det betød, at der udelukkende blev givet penge til den værdige borger, som man forventede havde potentiale til igen at komme på fode. Alkoholikere, prostituerede og andre af samfundets laveste overlod man stadig til den pauvre offentlige forsørgelse.
Den første understøttelsesforening blev stiftet i 1866 af pastor Johan Holck ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn og hans hjælpepræst Wilhelm Munck. Som præster kunne de, når de var på hjemmebesøg med egne øjne se, hvor omfattende nøden på Christianshavn var. Det lykkedes de to præster at få engageret kvinder og mænd fra sognets middelklasse til at udføre frivilligt arbejde ved blandt andet at samle penge ind samt tage ud og undersøge, hvorvidt de borgere, der havde søgt om hjælp, kunne anses som værdigt trængende.
Når de frivillige såkaldte undersøgere gik på hjemmebesøg med det formål at vurdere, hvorvidt borgere var værdigt trængende, havde de faste kriterier, som de vurderede ud fra. Hvis manden i huset var alkoholiseret og ikke villig til at arbejde, og hvis konen var sjusket og ikke formåede at holde huset rent og pænt, var man ikke værdigt trængende. Var børnene klædt i pjalter, og hvis der i det hele taget herskede en fattiglugt i hjemmet, var det heller ikke muligt at få hjælp. Understøttelsesforeningernes midler var samlet ind hos lokale og var således begrænsede, og derfor gjaldt det om at bruge pengene, hvor de gav mest nytte.
I kølvandet på Christianshavns Understøttelsesforening stiftedes en lang række foreninger af samme karakter. Rigtig mange af disse, som i 1874 blev samlet og lagt sammen under Københavns Understøttelsesforening, blev drevet af præster, der havde fået øjnene op for den sociale nød. Det betød dog ikke, at arbejdet kunne anses som værende egentligt kirkeligt, pointerer Karin Lützen.
Man kom ikke gående med Jesus under armen, når man ydede de værdigt trængende hjælp. Foreningerne blev drevet udelukkende ud fra et humanitært synspunkt. På den måde var det også muligt at modtage støtte fra jødiske bidragsgivere, siger hun.
På et tidspunkt vandt den tanke dog indpas i flere københavnske menigheder, at det velgørende arbejde burde knyttes tættere til kirken og også indeholde et missionerende sigte. Det var sådan, de såkaldte små menighedsplejer ved de enkelte kirker opstod, som senere i starten af 1900-tallet blev samlet under det, vi også i dag kender som Samvirkende Menighedsplejer.
Særligt Indre Mission ydede en stor social indsats, og det var således også Harald Stein, den senere formand for Københavns Indre Mission, der i 1876 holdt en foredragsrække, der blev udgivet som et skrift med titlen: Hvad vil den indre Mission? et skrift, som for alvor fik sat skub i det diakonale arbejde i hovedstaden.
Vi vil navnlig organisere kærlighedens gerning i den store stad: vi vil antage os børnene, de unge mænd og kvinder, de faldne piger; vi vil hjælpe dem ikke blot til legeme, men også til sjæl, så at vi fører dem tilbage til Jesus og giver dem fodfæste på klippen. Derfor går Ordets forkyndelse altid hånd i hånd med vor gerning, lød nogle af Steins ord om hovedformålet for Indre Mission i København, hvis aktivitet imponerer lektor i kirkehistorie Liselotte Malmgart, Aarhus Universitet.
I forhold til den borgerlige velgørenhed, som måske var meget knyttet til enkeltpersoner, formåede den kirkelige at organisere sig på en måde, så arbejdet kunne fortsætte, selvom samfundet blev udsat for forandringer, siger hun og fremhæver blandt andet Sankt Lukas Stiftelsen i København, som begyndte i 1886 som et arbejde blandt børn på Nørrebro, og som blev organiseret med en rigtig bestyrelse bestående af blandt andre driftige forretningsmænd. Stiftelsen eksisterer den dag i dag og driver blandt andet hospice.
Trods begejstringen for Indre Missions evne til at organisere arbejdet mener Liselotte Malmgart dog, at den fornemste rolle, som den kirkelige diakoni spillede i 1800-tallet, var som debattør og pioner.
De kristelige foreninger var med til at sætte en debat i gang om sociale forhold i samfundet, og så var de pionerer, der kunne påpege problemer og løsninger, som det offentlige endnu ikke havde fået øjnene op for, siger hun og peger på, at det er samme rolle, som eksempelvis Kirkens Korshær spiller i dag, når de som sociale aktører blander sig i samfundsdebatten og sætter fingeren på sociale uligheder.
Lektor, ph.d. Kurt Ettrup Larsen fra Menighedsfakultetet er ikke i tvivl om, at den sociale velgørenhed, som udsprang fra kirkelige aktører, gjorde en markant forskel for mange mennesker i 1800-tallet.
Før 1890, hvor man fik de første understøttelseslove, var der reelt set ingen hjælp at hente hos det offentlige, hvis man var fattig. Kom du på fattiggården, mistede du samtidig alle dine rettigheder, så det var i høj grad de kirkelige kredse, der tog initiativ til det sociale arbejde, siger han og pointerer, at det var alle kirkelige retninger, som var aktive inden for velgørenheden.
Grundtvigianerne drev blandt andet børnehjem flere steder i landet, og katolikkerne stod i spidsen for oprettelsen af adskillige hospitaler. Men ifølge Kurt Ettrup Larsen var det dog Indre Mission, der var mest aktivistiske, også uden for København, påpeger han.
I alle byer af en vis størrelse arbejdede Indre Mission. Der blev bygget missionshuse med særskilt plads til socialt arbejde i Slagelse og Odense, og i Esbjerg bespiste man i slutningen af 1800-tallet i missionshuset hver dag 500 børn. En opgave, som gradvis blev delt med Esbjerg Kommune, der i starten af 1900-tallet overtog det økonomiske ansvar for foretagendet, mens Indre Mission stadig stod for den praktiske udførelse, siger han.
Kurt Ettrup Larsen oplyser, at det i mange tilfælde netop foregik på den facon, at det offentlige overtog ansvaret fra de kirkelige aktører, og at det særligt var de socialdemokratiske kommuner, der var foregangsmænd på området. Samarbejdet mellem de kirkelige initiativer og det offentlige er også ofte i dag strikket sammen, som det var i 1800-tallet.
Skal man for eksempel i dag igennem alkoholafvænning, vil det ofte ske hos den kirkelige forening Blå Kors, som udfører det konkrete arbejde, mens de bliver betalt for det af det offentlige, siger han og kalder 1800-tallets kirkelige velgørenhed for velfærdssamfundets grundlag.
Knap så imponeret over 1800-tallets kirkelige sociale arbejde er dr.phil. Jørn Henrik Petersen, professor på Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet. Han mener, at indsatsen i Danmark var begrænset.
At kirken som sådan udførte en vigtig samfundsmæssig opgave i 1800-tallet, vil jeg kalde en sandhed med modifikationer. Der var flere steder i København, hvor indsatsen var minimal, og uden for hovedstaden var den forholdsvis beskeden. Nøgternt set vil jeg sige, at det var meget lidt, de fik udrettet set i det store hele, siger han og vil også nødig opfordre til, at staten i dag skal lægge større og flere opgaver over på frivillige hænder.
Filantropiens bagside er, at den let bliver moraliserende. Det kommer til at handle om, hvem der har gjort sig fortjent til hjælpen, og det er mildest talt ikke særlig charmerende. Desuden viser historien os, at lige så snart noget skal gøres permanent og stabilt, så kompliceres det, fordi der trods alt er grænser for vores velvillighed, siger han.
