Det var dem, der boede længst væk, helt mod nord eller allersydligst, der var de værste. De mest uciviliserede, umoralske og mindst menneskelige. Og finnerne havde i mange år haft den tvivlsomme ære at være de mest forfærdelige. Men da videnskabsmænd begyndte at undersøge ”de nye vilde”: australnegere, hottentotter og grønlændere, så måtte finnerne dele bundpladsen i det menneskelige hierarki, som for alvor blev sat i system i 1800-tallet. For her var der for alvor tale om underudviklede og primitive udgaver af menneskearten, lød videnskabens dom. Nogle mente endda, at hottentotterne var resultatet af meget villige kvinder, der havde parret sig med orangutanger, så derfor var denne race både menneske og dyr og skulle derfor også behandles som sådan.
Idéen om racer bliver for alvor udbredt i 1800-tallet. Og den fortsætter som forklaringsmodel i danske lærebøger i skolen og på blandt andet lægestudierne helt frem til tiden efter Anden Verdenskrig. Nogle steder endda helt frem til slutningen af 1960’erne.
”Fra 1890 og frem kommer det biologiske menneskesyn eller racelæren til udtryk i al sin magt og vælde. Man bruger den blandt andet til at retfærdiggøre den udbytning og undertrykkelse af andre folkeslag, som de vestlige lande har koloniseret. Og i både skoler, gymnasier og universiteter bliver elever og studerende præsenteret for lærebøger, hvor det racemæssige hierarki fremgår. Med den blonde europæer i toppen som den ypperste, mest civiliserede og veludviklede race, og så grønlændere, finner, hottentotter og australnegere som den racemæssige bund,” fortæller lektor i historie ved Aalborg Universitet Poul Duedahl, der netop har udgivet en bog om racebegrebet i Danmark fra 1890 til 1965.
Der har selvfølgelig altid været fordomme og forestillinger om ”de andre”. Og ideen om racer som forklaringsmodel på både hudfarve, intelligens og moral opstår allerede i 1600-tallet. En af foregangsmændene er franskmanden Francois Bernier, der tager et treugerskursus i medicin, så han kan kalde sig læge – dog uden ret til at praktisere i hjemlandet. Derfor rejser han rundt i verden og finder i mødet med andre folkeslag frem til, at der må være tre racer i verden: den hvide, den sorte og den gule. På dette tidspunkt er Gud dog stadig med i videnskabsmændenes ligninger, så idéen er, at Gud har skabt de forskellige farver, eller racer, alt efter hvor han har placeret dem i verden. En anden teori går på, at de farvede folk blev skabt på femtedagen sammen med dyrene. Derfor havde de ikke oplevet syndefaldet og skammede sig af samme grund ikke over at være nøgne.
”Overordnet kan man sige, at de to forklaringer, der dominerede tiden fra 1600-tallet og frem til 1800-tallet, fastslog de forskellige racers placering i et hierarki ud fra en tese om forfald. Den teologisk baserede teori så racernes placering ud fra kristendommens, eller den sande tros, forfald – jo mindre kristendom, jo lavere race. Mens oplysningstidens tænkere lavede hierarkiet ud fra en tanke om fornuften og forklarede hierarkiet ud fra, hvor højt eller lavt fornuften var udviklet. Men herefter tog biologien over og satte mennesket i system, inspireret af blandt andre Carl von Linnés planteinddeling og Darwins evolutionslære,” fortæller docent emeritus i antropologi Ole Høiris.
Frem til slutningen af 1800-tallet var det netop de andre, vi var mest optaget af at undersøge. De eksotiske. De fremmede.
I Danmark bliver der fra 1878 og frem til 1909 arrangeret mindst 50 såkaldte menneskeudstillinger i blandt andet Zoologisk Have og Tivoli i København. Her kan den almindelige dansker, men også nysgerrige videnskabsmænd, komme helt tæt på for eksempel ”negermusikanter”, ”australske kannibaler” og ”singalesiske dværge”.
”Raceteorien betød jo også, at man havde en idé om, at hvis disse mennesker eller racer var kulturelt lavt udviklet, så sagde det også noget om deres intellekt og deres moral. Og derfor skulle de heller ikke behandles som ligemænd, men kunne for eksempel anbringes i bure til offentligt skue. Det er netop denne værdiladning af teorien, der gør den racistisk,” siger Ole Høiris, der kan fortælle, at der i forbindelse med menneskeudstillingerne blev udgivet en række fotobøger, som var uhyre populære, ”fordi de var de eneste bøger, hvor det var legitimt at afbilde nøgne damer”.
Men i 1900-tallet vender vi i højere grad blikket mod os selv. Og datidens foretrukne opmålingsapparat i forbindelse med raceteorien, krumpasseren, blev også brugt til at opmåle danskernes egne kranier. Ikke kun de fremmedes.
”I 1904 nedsætter man Den Antropologiske Komité i Danmark. Hvor vi før havde indsamlet kranier og skeletter på ekspeditionerne til Grønland, så bliver vi nu optaget af at definere og beskrive os selv i forhold til andre, og derfor sender man en delegation af videnskabsfolk til udkantsstederne i landet, fordi man mener, at den mest oprindelige dansker, urdanskeren, kan findes der, ren og ublandet. Man går derfor fra dør til dør og foretager minutiøse opmålinger med favoritinstrumentet, krumpasseren, der kan måle størrelse og form på folks kranier,” beretter Poul Duedahl.
Ekspeditionen giver anledning til flere teorier. Blandt andet hævder den kendte geografiprofessor H.P. Steensby i 1908, at den danske urrace i direkte linje stammer fra neandertal-manden, der blev fundet i nærheden af Düsseldorf i Tyskland i 1856. Den runde kranieform og øjenbrynsbuerne kunne nemlig genfindes hos samtidens danskere og i danske stenalderkranier.
”Det var, fordi Steensby ikke kunne bevise, at vi tilhørte den nordiske race, som svenskerne havde defineret den – langskallet, blond og med blå øjne – at han måtte finde på noget andet. Hans alternativ var så neandertaleren, dette smukke, intelligente og stærkt bagtalte væsen,” fortæller antropolog Ole Høiris.
Teserne om, at neandertaleren var et dumt og degenereret menneskeelement holdt derfor ikke stik, og neandertalerne var heller ikke uddøde, viste de danske undersøgelser, for de havde overlevet i Danmark – som en særlig rundskallet race med lyst hår og med blå øjne. Denne lære blev også blev gengivet i datidens litteratur og skolebøger.
”Det er blandt andet derfor, en forfatter som Johannes V. Jensen omtaler H.C. Andersen som ’en sand neandertaler’. Det er virkelig ment som en stor ros og anerkendelse. Og tesen om den direkte forbindelse til menneskets oprindelse er jo med til at stive danskernes selvforståelse af som et ’særligt’ folk, der bestemt ikke stod i skyggen af de ellers dominerende lande Tyskland og Frankrig. Naturvidenskaben legitimerer på denne måde et hierarki imellem de forskellige folkeslag, og det var vigtigt at klargøre, at man ikke selv tilhørte bunden, men toppen af hierarkiet,” fortæller Ole Høiris.