Da krigsforbryderne fik deres egen domstol

Nürnbergprocessen: I dag er det 70 år siden, at retsopgøret efter Anden Verdenskrig begyndte. Det skulle blive modellen for alle fremtidige retssager mod krigsforbrydere

Nogle af de nazister, der blev dømt ved Nürnbergprocessen. Se flere billeder i bunden af artiklen.
Nogle af de nazister, der blev dømt ved Nürnbergprocessen. Se flere billeder i bunden af artiklen. .

Da de anklagede topnazister blev ført ind i retssalen den 20. november 1945, var stedet ikke valgt tilfældigt. Den tyske by Nürnberg var platform for den nazistiske propaganda, som blev udskreget af Adolf Hitler på de årlige partidage. Men selve retssagen var ikke en naturgiven ting. Den havde udløst voldsomme debatter mellem de allierede efter krigens afslutning.

USA, det daværende Sovjetunionen, England og Frankrig var langtfra enige om, hvad der skulle ske med de overlevende tyske naziledere. De største nazister begik selvmord i Anden Verdenskrigs sidste dage. Det gjaldt føreren Adolf Hitler selv, SS-lederen Heinrich Himmler og propagandaministeren Joseph Goebbles, der også tog hustruen og seks børn med i døden.

Efterkrigstiden ønskede retfærdighed og ikke gennem våben. Men det var ikke alle, der mente, at det var tilgivelsens tid efter det blodige opgør med nazisterne, forklarer tidligere forskningslektor på Center for Freds- og Konfliktforskning, cand.scient. Erik André Andersen, der nu er på efterløn:

”Blandt andet gik den amerikanske finansminister Henry Morgenthau Jr. ikke blot ind for henrettelse uden dom af op mod flere tusinde nazistiske forbrydere, men han gik også ind for en vidtgående af-industrialisering af det besejrede Tyskland. På den anden side stod den amerikanske krigsminister Henry Stimson, der insisterede på en retssag.”

Anklagen lød blandt andet på, at nazisterne havde startet en altødelæggende krig og begået grusomme brud på menneskerettighederne, blandt andet gennem jødeforfølgelser.

Den amerikanske finansminister var ikke alene om at ville tage hævn over tyskerne.

”Den sovjetiske leder, Josef Stalin (1878-1953), mente, at man bare kunne henrette hele bundtet af tyske officerer og topnazister uden rettergang. Og det engelske synspunkt var at henrette mellem 50 og 100 af de vigtigste forbrydere,” siger Erik André Andersen.

”Sovjetunionen gik ind for en retssag - læs: skueproces - hvor udfaldet var givet på forhånd. Andre bud på muligheder uden om en domstol var at gøre topnazisterne fredløse, deportere den tyske hærledelse til en ø eller at sætte hærledelsen i husarrest,” siger Erik André Andersen.

Men de allierede valgte retssalen som løsning på problemet.

Retssagen mod de 24 overlevende topnazister foregik i Nürnberg, som lå i den amerikanske sektor.

”Og dengang var der ingen, der overvejede, at der blev skrevet en meget vigtig retshistorie i Nürnberg. Ingen tænkte på Nürnbergprocessen som andet end et, omend usædvanligt, retssalsdrama,” siger Erik André Andersen.

Men retssalsdramaet rakte og rækker stadig langt ind i fremtiden. Nürnbergprocessen, der varede fra 1945 til 1949, blev modellen for alle fremtidige retsopgør mod krigsforbrydere. Så det er ingen overdrivelse at kalde processen for alle krigsforbryder-retssagers moder.

”Det blev fastslået som international norm, at grove forbrydelser mod menneskeheden skulle retsforfølges i stedet for at straffes med summariske henrettelser,” siger Erik André Andersen.

Nürnberg blev valgt af to grunde: For det første var Justitspalæet i Nürnberg stort set uskadt af de allieredes bomber, og så hørte der et stort fængsel med til komplekset.

Grundlaget for militærtribunalet i Nürnberg var Londonaftalen fra 8. august 1945 mellem de allierede parter - USA, England, det daværende Sovjetunionen og Frankrig.

Historieprofessor og holocaust-ekspert David Cesarani fra University of London mener, at dommerne vægtede grusomhederne mod allierede borgere højere end den kriminalitet, som blev begået mod aksemagternes borgere. Han hæfter sig også ved, at ideen om at få verdensherredømmet vejede tungt.

”Takket være amerikansk beslutsomhed blev tyskerne udstillet og straffet for at starte en aggressiv krig, der for tyskerne skulle være endt i verdensherredømmet. Verdensherredømmet fyldte meget i forhandlingerne og blev leveret med stor indignation. Hvilket jeg finder en smule hyklerisk, da Rusland besatte Finland i november 1939, og nazisterne førte krigen ind i Polen,” siger Casarani.

Han er også forundret over, at spørgsmålet om ”hvis grænser hvor” blev overtrumfet af folkeforflytninger, slavearbejde, udnyttelse, plyndringer og tyveri af store formuer.

”Udryddelsen af jøderne fyldte otte sider i den endelige rapport,” siger han.

Domstolen i Nürnberg skulle dømme 24 topnazister. Der var tre, der faldt fra: Robert Ley begik selvmord, før han kom for retten. Martin Bormann blev ikke fundet og dømtes in absentia, mens våben-industrimagnaten Gustav Krupp von Bohlen und Halbach var for svækket til en retssag.

Chefanklager var amerikanske Robert Jackson, som indledte seancen med følgende citat:

”At fire store nationer, blussende af sejr og ramt af sår, holder hævnens hånd tilbage og overdrager deres tilfangetagne fjender til lovens bedømmelse, er en af de mest betydningsfulde indrømmelser, som magten nogensinde har gjort fornuften.”

De 21 tilbageværende nazister fik lov til selv at vælge forsvarere, og de var mestendels ret dygtige.

”Admiral Karl Dönitz valgte Otto Kranzböhler som forsvarer. Og Kranzböhler formåede at få en erklæring fra den øverstbefalende for den amerikanske stillehavsflåde, Chester Nimitz, om, at tyske ubåde i krigsførelsen intet andet havde gjort, end hvad amerikanerne selv gjorde, nemlig sænke forsvarsløse japanske skibe og besætninger,” siger Erik André Andersen.

”Men det vigtigste i sagen var, at det var fair retssager, der blev ført, og at Nürnberg-processen er blevet en reference for alle de krigsforbryderdomstole, der siden har været nedsat.”

Forfatter og universitetslektor Karsten Fledelius påpeger, at USA, Sovjetunionen, England og Frankrig lagde vægt på, hvilke forbrydelser regimet havde begået.

”Det var hovedsageligt Sovjetunionen og USA, der satte rammerne for Nürnberg-processen. Franskmændene blandede sig stort set ikke. Men der var enighed om, at alle parter skulle være enige, blandt andet om dødsstraf.”

”Fra sovjetisk side ville man gerne have slået hovederne af nogle flere krigsforbrydere, men også russerne bøjede sig, fordi det var vigtigt for FN,” siger Karsten Fledelius.

Med dommene i 1946 over nazismens toplederne var retsopgøret ikke slut. Frem til 1949 gennemførtes retssager, som under ét betegnes Nürnbergprocesserne. De omfattede tidligere medlemmer af SS, Gestapo, Sikkerhedstjenesten og Nazipartiet. Det vil sige de organisationer, som domstolen havde defineret som kriminelle. Også medlemmer af Einsatz-grupperne blev stillet til ansvar for deres forbrydelser. Det samme gjaldt politiofficerer, jurister, ledende industrifolk, koncentrationslejrpersonale samt de læger, der havde deltaget i eutanasi-programmet og udført de forfærdelige eksperimenter på fanger i koncentrations- og udryddelseslejre.

Hængningerne af de dødsdømte i retssagen i 1945-1946 fandt sted den 16. oktober 1946.

Tre, der ikke var i retslokalet i Nürnberg