Prøv avisen

Da Kristeligt Dagblad hjalp de radikale til magten

Kristeligt Dagblad den 29. oktober 1909, dagen efter at kong Frederik VIII overraskende udnævnte den første radikale regering. Nyheden om regeringsdannelsen havde ikke fundet vej til forsiden, men fik en mere ydmyg placering på side 2. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

For 100 år siden bidrog en hidtil ukendt strid mellem Kristeligt Dagblad, Politiken og kongehuset om moralsk depravation til dannelsen af den første radikale regering

For 100 år siden, den 28. oktober 1909, udnævnte kong Frederik VIII overraskende den første radikale regering. Der var netop indgået et stort forsvarsforlig efter næsten 40 års politisk strid. Kongehuset ville alligevel have mere militær, end forliget lagde op til. De Radikale ville til gengæld have langt mindre militær. Og De Radikale var ikke varme royalister.

At kongen alligevel udnævnte en radikal regering – der tilmed stod parlamentarisk svagt – er blevet forklaret med, at kongen blev beroliget af den radikale veteran Edvard Brandes, som nød kongens tillid. Brandes opfandt den udødelige sentens, at "lov er lov, og lov skal holdes" og lovede at føre forsvarsforliget ud i livet. Forbindelsen til kongehuset gjorde Brandes til regeringens egentlig stærke mand. Han blev finansminister. Juristen Carl Th. Zahle blev som De Radikales formelle leder konseilspræsident (statsminister) og justitsminister.

Der kan være en ekstra forklaring på den overraskende regeringsudnævnelse. Den antydes kun i historiebøgerne. Den handler om, at kongen var vred på Kristeligt Dagblad og fik radikal støtte til at stække avisen. Kristeligt Dagblad havde kraftigt antydet, at der var "moralsk depravation" i kongehuset. Samtidig hævdedes det fra indremissionsk side, at Livgarden ødelagde "unge piger på Amalienborg".

Dagbladet Politiken forsvarede kongehuset mod Kristeligt Dagblad. Politiken havde de tætteste forbindelser til radikale topfolk. Zahle var medarbejder ved avisen. Han og andre radikale havde aktier i avisen. Edvard Brandes var en af Politikens to grundlæggere. Også han havde økonomiske interesser i avisen. For De Radikale var det en fordel at lægge modviljen mod kongehuset til side, for kongen var fortsat en uomgængelig magtfaktor. Politiken var samtidig imod jagten på homoseksualitet. Det var Zahle også.

Kristeligt Dagblads redaktør i 1909, præsten H.I.F.C. Matthiesen, tilhørte Indre Mission. Indre Mission havde i mange år været en torn i øjet på kongen. Dronning Lovisa havde især i de tidlige år af ægteskabet følt sig ensom. Lovisa fandt trøst i Indre Mission, hvad kongen var inderligt imod. Han forsvandt altid, når Lovisa holdt møde med sine missionærer.

Mandlig prostitution var forbudt, fordi der med socialdemokraten Borgbjergs ord ikke alene var tale om utugt, men om unaturlig utugt! En anti-homoseksuel bevægelse tog fart i juni 1908. Nogle aviser antydede, at en af kongens sønner, prins Harald, havde haft en homoseksuel forbindelse. Skriverierne begyndte, da en kontorist Georg Petersen havde bedraget sit firma. I Social-Demokratens fremstilling var han "en ret ubegavet Person, lad, løgnagtig og uefterrettelig", en "Homoseksualist" med "flotte Tilbøjeligheder". Han holdt "Orgier" i en "næsten fyrstelig Lejlighed". Og Social-Demokraten mente at kunne "spore Lugten helt op i vort højeste Aristokrati".

Bedragerisagen blev først henlagt. Men så gik Kristeligt Dagblad ind i sagen. Avisen skrev, at nogen "højt oppe i Rangklasserne" holdt hånden over Petersen. Avisen ønskede, at de måtte "faa deres Straf, hvor højt paa Straa de end er". Chefredaktøren så homoseksualitet som en trussel mod ungdommen. Han havde modtaget breve fra forældre i provinsen, som klagede over, at deres sønner, som aftjente værnepligt i København, ikke kunne være i fred for homoseksuelle officerer. Han blev støttet af formanden for Kvindemissionen, fru Charlotte Hansen, der arbejdede blandt "faldne" kvinder i hovedstaden. Hun kendte til "mandlige Skøger".

Den netop afgåede justitsminister Alberti meldte sig den 8. september 1908 som danmarkshistoriens største bedrager. At en justitsminister i årevis havde været en gigantisk bedrager uden at blive afsløret, så mange som et bevis på, at magthaverne dækkede over hinanden. Noget måtte være helt galt i toppen af det danske samfund, og Alberti havde måske også holdt hånden over andre. Tilliden til retsstaten vaklede. Derfor var det ikke dumt at rette op på, at Alberti ikke havde handlet i Georg Petersen-sagen. Spin eksisterede også i politik dengang. Georg Petersen-sagen blev genoptaget en eller to dage efter, at Alberti havde meldt sig. Sagen trak dog ud, da Petersen i nogen tid forduftede til udlandet.

Frk. Thora Esche, forstanderinde for Indre Missions Magdalenehjem for "faldne kvinder", beskyldte i juli 1908 Livgarden for at bringe unge piger i uføre på Amalienborg Slot. Også unge mænd fordærvedes: "F.eks. af et Hold Soldater paa 100 Mand var der kun enkelte, ikke over 10, som ikke solgte sig selv for 5 Kroner".

Thora Esche frygtede det danske folks undergang. "Der arbejdes systematisk fra Mørkets Magter," forklarede hun. Hun blev refereret i Kristeligt Dagblad. Kort efter udsendte hun sit angreb i bogform med titlen "Rejs dig, mit Folk!".

Ifølge Politiken gjorde frk. Esches udtalelser "det pinligste Indtryk ved vort Hof". Amalienborgs abonnement på Kristeligt Dagblad skulle være blevet opsagt. To eksemplarer af "Rejs dig, mit Folk!" var angiveligt blevet returneret uåbnet af kongen.

Som en af sine sidste handlinger som justitsminister havde P. A. Alberti beordret en politiundersøgelse mod Thora Esche, der dog blev henlagt. Næppe til kongens tilfredshed. Kongens vrede ramte en fremtrædende skikkelse i Indre Mission, grev Joachim Moltke.

Han blev afskediget som hofmarskal, da han nogle måneder senere havde været med til at åbne Dansk Missionsselskabs nye hus. Her havde Thora Esche også været til stede. Moltke havde ikke talt med Thora Esche – i hvert fald ikke ved denne lejlighed – men blot det, at hun også havde været til stede, var nok for kongen til at fyre Moltke.

Også avisen Middagen provokerede kongen. Kongen kaldte redaktøren i audiens for at lukke munden på ham. Men så krævede redaktøren af Kristeligt Dagblad yderligere forklaringer fra kongehuset, for ellers ville det offentlige liv lide "moralsk skade". Kongen må have været dybt forbitret på Kristeligt Dagblad, og kort efter udnævnte kongen den radikale regering. Snart gik jagten ind på Kristeligt Dagblads redaktør.

Kristeligt Dagblad fremførte fortsat i en lang række artikler antydninger og mistanker mod fornemme folk. Der skulle have været pengelån mellem prins Harald og Georg Petersen. Men hvori "forbindelsen" mellem prinsen og Petersen ellers bestod, blev kun antydet, resten blev overladt til læserens fantasi.

I februar 1910 blev Georg Petersen idømt et års forbedringshus. Kort efter angreb Politiken i to artikler Kristeligt Dagblad. Politiken mere end antydede, at Kristeligt Dagblad havde hyret en privatdetektiv til at udspionere hoffet. Andre aviser citerede flittigt Politiken. Da angrebet fra Politiken satte ind, udsendte pastor Matthiesen straks en erklæring om, at "prins Haralds navn ganske naturligt blev nævnt" under en samtale med en privatdetektiv om de homoseksuelle tilstande i hovedstaden, men han benægtede at have ladet detektiver skygge prins Harald.

Zahle sørgede to dage efter Politikens første artikel for, at der blev rejst straffesag mod redaktøren af Kristeligt Dagblad. Utvivlsomt til kongens tilfredshed. Sagen blev overladt til en undersøgelsesdommer, der som ung havde tilhørt radikale studenterkredse. Redaktør Matthiesen havde faktisk hyret et privatdetektivfirma, men han afviste, at opgaven havde været at udspionere prins Harald, opgaven havde været at udspionere steder, hvor homoseksuelle mødtes. Formålet havde ikke været at skaffe stof til avisen, formålet havde været at kunne indgive politianmeldelser og klager til militæret.

Politikens beskyldninger mod Kristeligt Dagblad kunne på en række punkter slet ikke bekræftes. Ifølge Politiken havde prinsen og selveste kongen følt sig forfulgt af to privatdetektiver af "skummelt udseende". Disse oplysninger kom dog angiveligt ikke fra hoffet, men fra en ung mand. Han havde fået 20 kroner (et anseeligt beløb) af Politiken, en angribelig fremgangsmåde af en avis. Den pågældende havde tidligere været ansat i det involverede detektivbureau, men var blevet afskediget og havde et hævnmotiv. I retten løb han fra det, som Politiken hævdede, han havde oplyst.

Matthiesen kunne egentlig ikke dømmes for noget. Men han ville være hensynsløs oprigtig under retssagen og indrømmede derfor, at han ofte havde haft prins Harald i tankerne, når han skrev om tidens sørgelige mangel på sædelighed. Alene på grund af dette ærlige svar i retten blev han i 1911 idømt tre måneders fængel for fornærmelse af kongehuset. Matthiesen var ikke uden blik for at fremstille sig som lidt af en martyr. Han bad om at blive kørt til fængslet i et "salatfad", en politivogn med gitter for vinduet og det hele. Myndighederne afslog klogt denne publicity-bevidste anmodning. Matthiesen måtte selv sørge for befordringen til fængslet.

Matthiesen modtog efter domfældelsen støtte fra sin bestyrelse og vendte efter afsoningen tilbage til redaktørarbejdet. Kristeligt Dagblad opnåede i hans redaktørår en fremgang i antallet af abonnenter, og han havde i det hele taget slået avisens navn fast, men den anti-homoseksuelle kampagne ebbede ud. Thora Esche havde for længst lukket munden af ren og skær skræmthed. Hun lod sig i 1913 indlægge på en nerveklinik.

Måske er det svært at forstå, hvis kongen nok ikke fastholdt den politiske nøgternhed i spørgsmålet om regeringsmagten. Men det hjalp nu ikke på kongens politiske overblik, at hoffet levede et afsondret liv. Anklager om prostitution og især homoseksualitet var på den tid dog også alvorlige. Kongehuset kunne ikke bruge de sædvanlige veje til at bekæmpe påstande med (gensvar og eventuelt privat søgsmål). Det var svært for kongehuset at værge sig mod en fri presse. Det kunne og ville til gengæld den radikale regering og Politiken hjælpe til med.

Ikke alle mistanker om problematiske forhold var grebet ud af den blå luft. I hvert fald ikke i hæren. To officerer blev afskediget. Menige havde i flere tilfælde ladet sig benytte af homoseksuelle. Og af en skrivelse til Krigsministeriet fra Gardehusarregimentet fremgik, at man endnu i slutningen af 1910 frygtede, at mandskabet lod sig lokke af "perverse Mandspersoner".

Men det er aldrig dokumenteret, at prins Harald var homoseksuel. Spørgsmålet tilhører efter moderne opfattelse også privatlivets fred.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad den 29. oktober 1909, dagen efter at kong Frederik VIII overraskende udnævnte den første radikale regering. Nyheden om regeringsdannelsen havde ikke fundet vej til forsiden, men fik en mere ydmyg placering på side 2. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
De Radikales leder, konseilspræsident og justitsminister, Carl Th. Zahle, Kristeligt Dagblads redaktør, præsten H. I. F. C. Matthisen, og kong Frederik VIII var hovedpersonerne i det drama, der udspandt sig i 1909 op til dannelsen af de Radikale. -- Foto: Arkiv og .
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.