Prøv avisen

Da nazisterne besluttede at udrydde Europas jøder

Auschwitz blev oprindeligt opført som et slags fængsel for polske politiske fanger, der begyndte at ankomme i maj 1940. I september 1941 fandt de første henrettelser i lejren sted. Mindst 1.1 million mennesker døde i Auschwitz, cirka 90 procent af dem var jøder. – Foto: Srdjan Zivulovic/FA Bobo/PIxsell/Polfoto

For 75 år siden gik holocaust ind i sin afgørende og mest grufulde periode, da nazistiske topledere den 20. januar 1942 mødtes til den historiske Wannsee-konference. Her blev den totale jødeudryddelse besluttet

For præcis 75 år siden, den 20. januar 1942, mødtes højtrangerende nazister i villaen for at afholde et møde, der siden kom til at gå under navnet Wannsee-konferencen – en af de mest dødbringende enkeltbegivenheder under Anden Verdenskrig. Det øverste punkt på dagsordenen var begrebet ”Endlösung”, den endelige løsning på jødespørgsmålet og den totale udryddelse af Europas 11 millioner jøder.

I den sydvestlige udkant af Berlin står den pragtvilla, der dannede ramme om den famøse Wannsee-konference, intakt den dag i dag. Ved den tidligere købmandsgård fra 1915 løber Großer Wannsee, omgivet af træer, grønne græsflader, palæer og villaer, der udgør det naturskønne og mondæne Wannsee-område. Men villaens skønhed og umiddelbare uskyld er ren facade. Herfra tog verdenshistoriens største folkedrab sit definitive afsæt.

For præcis 75 år siden, den 20. januar 1942, mødtes højtrangerende nazister i villaen for at afholde et møde, der siden kom til at gå under navnet Wannsee-konferencen – en af de mest dødbringende enkeltbegivenheder under Anden Verdenskrig. Det øverste punkt på dagsordenen var begrebet ”Endlösung”, den endelige løsning på jødespørgsmålet og den totale udryddelse af Europas 11 millioner jøder.

”Jeg mener, at det 20. århundrede er det vigtigste århundrede i menneskehedens historie. Det er dét århundrede, der har skabt os på godt og ondt, og i den forbindelse er det onde nazisternes folkedrab på de europæiske jøder. Her er Wannsee-konferencen en meget vigtig begivenhed, et fikspunkt og en milepæl, når vi taler om holocaust og folkedrabet på jøderne,” siger Claus Bundgård Christensen, lektor i historie på RUC og forfatter til en række bøger om Anden Verdenskrig.

Oprindeligt skulle Wannsee-konferencen have fundet sted i december 1941, men blev udskudt på ubestemt tid, da japanerne angreb Pearl Harbor den 7. december og med denne aktion trak amerikanerne ind i Anden Verdenskrig. Kort efter erklærede Hitler USA krig, og konferencen blev skubbet til starten af det nye år.

Der findes ingen fotografier eller andre optagelser fra konferencen, der ikke blev omtalt i de tyske dagblade, men var almindeligt kendt i det nazistiske administrationsapparat. For bordenden sad Reinhard Heydrich, der var chef for det tyske sikkerhedspoliti RSHA (Reichssicherheitshauptamt) og huskes som en af de centrale holocaust-forbrydere. Omkring ham sad 14 højtstående nazister, heriblandt topembedsmænd og SS-officeren Adolf Eichmann, der i dag betegnes som hovedarkitekten bag holocaust.

Egentlig var beslutningen om jødeudryddelserne taget forud for konferencen. I juli 1941 blev begrebet ”Endlösung” første gang anvendt i Hermann Görings bemyndigelse til Reinhard Heydrich, der gav Heydrich det formelle grundlag til at indkalde til Wannsee-konferencen.

”Wannsee-konferencen var en opsummering af, hvad der skulle ske med jøderne. Dels skulle Reinhard Heydrich informere deltagerne om den endelige løsning på jødespørgsmålet. Dels skulle han have legitimitet til at udføre det, der skulle ske med jøderne,” siger Claus Bundgård Christensen.

I dag har man et sandfærdigt indblik i, hvad der præcist blev talt om på mødet, da Adolf Eichmann nedskrev et referat i den såkaldte protokol nummer 16, der overlevede bombardementerne af Berlin i 1945. I protokollen, der blev skrevet i et camoufleret sprog, fremgår hverken ord som ”drab”, ”udryddelse”, ”deportation” eller ”mord”. I stedet skrev man ”særbehandling”, der i virkeligheden betød drab, typisk i gaskamre, og ”Endlösung”, der viste sig at betyde den totale udryddelse af Europas jøder. I mødereferatet uddybede Reinhard Heydrich jødespørgsmålet ganske kryptisk. Han og nazisterne ønskede at skubbe jøderne østpå, men gaskamre og udryddelseslejre indgik ikke i referatet.

”I store kønsopdelte arbejdshold vil de jøder, som er i stand til at arbejde, langsomt bevæge sig mod øst under arbejdet med at anlægge veje. Flertallet vil utvivlsomt gå til af naturlige årsager. Utvivlsomt er det også, at de tiloversblevne vil være de stærkeste. Disse vil der blive taget vare på ved hjælp af passende midler, idet de ellers, på grund af naturens indretning, vil kunne komme til at lægge kimen til en ny jødisk tilbagekomst, jævnfør historiens lære.”

Ifølge Claus Bundgård Christensen var det nok Heydrich, der sad for bordenden i Wannsee, men beslutningen om jødespørgsmålet var, ifølge historikeren, taget af den øverste nazitop.

”Selvom Hitler ikke deltog, er der ingen tvivl om, at Wannsee-konferencen ikke kunne have været afholdt uden Hitlers accept. Beslutningen om holocaust var taget på forhånd, og den var taget af Hitler, formentlig i en lille lukket kreds bestående af ham selv, Himmler og Göring. Her er jeg overbevist om, at Hitler gav en mundtlig overlevering og forklarede, hvordan man kunne løse det jødiske problem.”

Da Wannsee-konferencen blev afholdt, var omkring én million jøder allerede blevet dræbt af de berygtede, mobile Einsatzgrupper, der opererede på slagmarken med støtte fra blandt andre den militære elite Waffen-SS og det hemmelige statspoliti Gestapo. Nazisternes jødeudryddelser var i fuld gang i de erobrede dele af Sovjetunionen og rundt i Det Tredje Rige. Men problemet var, at drabsprocesserne gav nazisterne og ikke mindst Einsatzgrupperne udfordringer. Da de fleste drab foregik ved skud, ville det tage for lang tid at udrydde jøderne, nye metoder måtte i brug, og sådan blev det i kølvandet på Wannsee-konferencen.

”Herefter fik nazisterne systematiseret udryddelsen af de europæiske jøder. Resultatet af konferencen betød simpelthen en effektivisering af drabsprocesserne, der nu accelererede i en uhørt skala. Samtidig lå det nu fast, at udryddelsen omfattede alle jøder, også de tyske,” siger Claus Bundgård Christensen.

Chefen for sikkerhedspolitiet Reinhard Heydrich nåede ikke at opleve effekterne af Wannsee-konferencen. Den 4. juni 1942 blev han dræbt under et attentat i Prag begået af tjekkiske modstandsfolk. Som hævn for mordet iværksattes blandt andet Aktion Reinhard, der endeligt skulle gøre det af med de polske jøder.

Wannsee-konferencen blev en katastrofe for Europas jøder i de tyskkontrollerede lande. I foråret 1942 begyndte for alvor etableringen af udryddelseslejrene i det besatte Polen. De seks lejre, Chelmno, Belzec, Treblinka, Sobibor, Majdanek og Auschwitz-Birkenau, skød op, og fra de mange koncentrationslejre og ghettoer begyndte den systematiske deportation, der førte til døden i gaskamre for mange jøder. Fra foråret 1942 og frem til efteråret 1944 udviklede planerne fra mødelokalet sig til et folkedrab. Alene i de seks udryddelseslejre blev der i denne periode dræbt i omegnen af tre millioner jøder, heraf flest i Auschwitz-Birkenau, hvor cirka én million jøder mistede livet.

”Konferencen er blevet en myte, en af de vigtigste begivenheder i den moderne historie at markere. Når vi taler om holocaust, er det en vigtig dato, der ikke er værd at fejre, men værd at studere,” siger Claus Bundgård Christensen.

Gaskammeret ved krematoriet i Auschwitz. – Foto: Polfoto
Briller fra fanger i Auschwitz. – Foto: Polfoto
Sko indsamlet i Auschwitz. – Foto: Polfoto