Prøv avisen

Da nazisternes retorik blev til virkelighed

I Baden-Baden blev en gruppe jøder ført gennem byen dagen efter Krystalnatten. En mand bærer en davidsstjerne med teksten ”Gud forlader os ikke”. – Foto: .

Krystalnatten for 75 år siden markerede et skift i nazisternes jødepolitik. Indtil da skulle de forhadte borgere ud af landet. Derefter blev målet deres fysiske elimination

Den 10. november 1938 skriver Joseph Goebbels i sin dagbog:

Jeg er på vej til mit hotel, da jeg ser himlen blive blodrød. Synagogerne brænder. (...) Fra hele landet indløber meldingerne: 50, 75 synagoger brænder. (...) Jeg hører vinduesrudernes klirren. Bravo, bravo. Synagogerne brænder som gamle hytter.

Det var Krystalnatten, den tyske propagandaminister jublede over. Den 9. november 1938 organiserede nazitoppen en af de mest kendte pogromer i det 20. århundrede. Det klirrende glas fra de smadrede ruder i 7500 jødiske butikker og ejendomme lagde navn til det, som siden er blevet betegnet som et vendepunkt i jødeforfølgelsen.

LÆS OGSÅ:
Sådan begyndte det også i 30erne

Der var to linjer i nazitoppen. Den linje, som hidtil havde været fremherskende, gik ud på at udrense jøderne ved at tvinge dem til at forlade Tyskland. Med Krystalnatten fik tilhængerne af fysisk vold mod jøderne overtaget, siger Ulrich Baumann, kurator for udstillingen Es brennt (Det brænder), der er organiseret i anledning af 75-året for Krystalnatten af holocaustmuseet Denkmal für die ermordeten Juden Europas i Berlin.

Krystalnatten blev af nazi-regimet fremstillet som det tyske folks spontane reaktion på den unge polske jøde Herschel Grynszpans skudattentat mod den tyske diplomat Ernst vom Rath i Paris.

Den 3. november havde Grynszpan modtaget et kort fra sin søster i Tyskland, der meddelte, at forældrene ligesom andre polske jøder i Tyskland var blevet udvist og fragtet i en kreaturvogn til den polske grænse. Fire dage senere mødte han op på den tyske ambassade i Paris, bad om at blive præsenteret for ambassadøren og blev vist ind til ambassaderåden, Ernst vom Rath, som han sårede med fem skud.

Enkelte overfald på jøder brød ud i de følgende dage, for eksempel i Hessen og Sachsen-Anhalt. Men det var først, da vom Rath døde af sine skudsår den 9. november, at det landsdækkende overgreb mod jøderne blev sat i gang. Og der var intet spontant over overgrebene, understreger Ulrich Baumann.

Den 9. november er også årsdagen for Ølstuekuppet i 1923, og det fejrede nazitoppen hvert år i München. Hitler og Goebbels var sammen med andre ledere, da oplysningen om vom Raths død nåede frem, og Goebbels fik grønt lys fra Hitler til at sætte en storstilet operation i gang. Han ringede til de lokale partiledere, som også fejrede kuppet, ofte i ølstuer. Mange af dem var godt lakket til, da de trængte ud i gaderne for at efterkomme propagandaministerens ordrer. De gik frem efter lister over jødiske ejendomme, som var etableret på forhånd, siger den tyske historiker.

Berlin havde Tysklands største jødiske befolkning, 170.000 før Hitlers magtovertagelse. Berlin var derfor, sammen med Wien, et af de steder hvor Krystalnattens ødelæggelser var værst. Den store synagoge i Fasanenstrasse, et storslået neobyzantinsk bygningsværk med tre kupler, blev udbrændt og totalskadet. Toraruller og andre hellige skrifter blev ødelagt og profaneret, og mange steder blev jøderne tvunget til at profanere de hellige skrifter, læse uddrag af Mein Kampf eller karikere sig selv ved at synge og danse.

267 synagoger blev ødelagt i Tyskland, Wien og Sudeterlandet, og op imod 100 mennesker blev dræbt, selvom ordrerne lød på at undgå drab og især voldtægt, som siden blev straffet. I spidsen for terroren stod SA-tropperne, bistået af SS og Hitlerjugend, der spillede en afgørende rolle. Klokken 20 minutter over et om natten mellem den 9. og den 10. november sendte Reinhard Heydrich, Himmlers næstkommanderende, et hastetelegram med instruktioner, der gav politiet ordre om ikke at gribe ind i demonstrationerne, som gadeurolighederne kaldtes. Brandvæsenet skulle kun sørge for, at ilden ikke spredte sig fra synagoger og jødiske ejendomme til nabobygningerne.

Som Goebbels skrev i sin dagbog: Lad det brænde, lad det brænde.

Det anslås, at 10 procent af tyskerne deltog i Krystalnatten, heriblandt kvinder og børn. Skolebørn blev transporteret til bycentrene for at overvære overgrebene, fastslår Ulrich Baumann.

Johannes Lang forsker i folkedrabspsykologi ved Dansk Institut for Internationale Studier. Han peger på, at Krystalnatten i denne forstand er et typisk eksempel på den gruppedynamik, der opstår, når der gives frit lejde til at øve vold.

Selvom det ikke blev sagt ligeud, lå det i luften, at der var frit slag til vold. Der skabes et moralsk rum, hvor ting bliver tilladt, man ellers aldrig ville gøre. Og man skal huske på, at nazisternes antisemitiske propaganda var ekstremt verbalt voldelig. Den almindelige politiske og ideologiske stemning hører med til de forudsætninger, der gør Krystalnatten mulig, siger Johannes Lang.

Alligevel er det forkert at tale om en pogrom i ordets egentlige forstand, understreger både han og Ulrich Baumann.Krystalnatten var netop ikke en folkelig opstand, men et eksempel på stats- eller partiterror, påpeger Ulrich Baumann.

Adskillige historikere har peget på, at Krystalnatten i vid udstrækning var Joseph Goebbels værk.

Goebbels havde mistet indflydelse, blandt andet på grund af en affære med en tjekkisk kvinde, og havde brug for at genoprette sin magtposition. Og det lykkedes. Takket være Krystalnatten blev Goebbels en af Hitlers nærmeste medarbejdere, siger Johannes Lang.

Krystalnatten beskrives ofte som første del af holocaust. Men historikerne peger også på, at den fysiske vold, som for alvor indledes med Krystalnatten, er af en anden karakter end udryddelseslejrene.

Under Krystalnatten ser vi både SA og SS spille en betydelig rolle. SA står for den vulgære, direkte og tydelige fysiske gadevold, som virker afskrækkende på den tyske befolkning. SS står omvendt for en langt mere disciplineret, organiseret vold. Krystalnatten er det sidste store udbrud af SA-volden. Med udryddelseslejrene, som etableres senere, er det SS-metoderne og den disciplinerede vold, der bringes i anvendelse, siger Johannes Lang.

Det skyldes ikke mindst reaktionerne i udlandet.

Krystalnatten får en intensiv pressedækning, for der er stadig mange udenlandske korrespondenter i Tyskland. Og volden virker som en øjenåbner for mange regeringer i udlandet. Man bliver pludselig klar over, hvor radikalt et regime, man står over for, siger Johannes Lang.

Men hvad var hensigten med at udløse dette massive, systematiske overgreb mod jøderne?

Behovet for at beslaglægge jødernes ejendom for at skaffe penge til den forestående krigsindsats fremstilles ofte som et af motiverne. Her er Krystalnatten i nogen grad et selvmål, idet regningen for de mange tusinde knuste ruder i første omgang bliver sendt til de tyske forsikringsselskaber. Blandt andet af denne grund, og fordi reaktionerne i udlandet risikerede at koste udenlandske investeringer, var feltmarskal Hermann Göring rasende over Goebbels initiativ.

Løsningen bliver en lov, der pålægger jøderne det fulde ansvar for ødelæggelserne, fordi de havde udløst det tyske folks retfærdige vrede med drabet på vom Rath. De blev derfor pålagt en bøde på en milliard rigsmark, som blev udredt via en konfiskering af 20 procent af al jødisk ejendom.

Jøderne var Krystalnattens ofre, men det fremstilles, som om de selv var skyld i den. Krystalnatten er i denne forstand medvirkende til, at jødeproblemet herefter fremstilles som et politiproblem, hvor jøderne bliver beskrevet som kriminelle, siger Ulrich Baumann.

Men meningen med Krystalnatten var især at sprede rædsel blandt jøderne og gøre det klart, at det var livsfarligt at blive i landet, påpeger Johannes Lang.

I 1935 havde Nürnberglovene begrænset de tyske jøders borgerrettigheder. Den såkaldte arisering af økonomien skulle marginalisere jøderne økonomisk, og naziregimet havde en klar målsætning om at favorisere jødernes emigration ud af landet.

Der gives ordre til at anholde 30.000 jøder, fortrinsvis unge jødiske mænd, og sende dem i koncentrationslejre. Men alle de, der kan bevise, at de har planer om at emigrere, løslades igen. Det er denne strategi om at rense Tyskland for jøder ved at få dem til at emigrere, som ændrer sig med Krystalnatten, siger Johannes Lang.

Det skyldes ikke mindst, at de øvrige europæiske lande mildt sagt ikke var vilde med at give asyl til de tyske jøder. Selvom både USA og Storbritannien protesterede kraftigt efter Krystalnatten, og Storbritannien indledte den såkaldte Kindertransport, der hentede 10.000 jødiske børn ud af Tyskland, Østrig, Polen og Tjekkoslovakiet, forblev grænserne lukkede for de jødiske flygtninge.

En del af folkedrabspsykologien er en nationalistisk logik, der gik på, at man ikke ville have jøder i Tyskland. Emigrationspolitikken kunne have været en måde at skaffe sig af med de tyske jøder på, men med invasionen af Polen og Rusland ændrer problemet karakter. Den eneste mulighed er at dræbe dem. Denne egentlige folkedrabslogik kommer først lidt senere, i 1941 og 1942 med Endlösung. Men Krystalnatten er det første store eksempel på fysisk vold mod jøderne. Det er her, man ser, at det kan lade sig gøre. Man prøver en grænse af og konstaterer, at protesterne er minimale, siger Johannes Lang.

Det hænger sammen med, påpeger han, at der ikke er nogen organiseret opposition til at protestere. Nazisternes første ofre var netop de interne fjender i skikkelse af ideologiske modstandere. Dertil kommer, påpeger Ulrich Baumann, at tyskerne var bange. Og især imprægneret af antisemitismen.

Folk var antisemitiske. De var villige til at deltage i overgrebene. Antisemitisme hviler på stereotype opfattelser af jøder, men antisemitismen er i sig selv en form for vold. Den antisemitiske propaganda er fuld af voldelige billeder, og det er denne propaganda, der gør den fysiske vold mulig, siger Ulrich Baumann.Krystalnatten er en kulmination på nazisternes antisemitiske propaganda, pointerer også Johannes Lang.

Der blev sat ild til synagogen i Baden-Baden under Krystalnatten. – Foto: .