Prøv avisen
Nordboerne

Da Nordsøen forandrede verden

Denne afbildning af en daner-invasion under vikingehøvdingene Ingvar og Hubba på De Britiske Øer fra Nordsøen stammer fra omkring år 1130. – Illustration fra bogen.

Generationer af historikere har beskrevet, hvordan vor civilisation udgik fra middelhavslandene. I ny bog beskriver den britiske historiker Michael Pye, hvordan 1000 års foretagsomhed og nysgerrighed blandt folkeslagene ved Nordsøen var med til at skabe vor tids innovation, kapitalisme og globalisering

Dengang romerske historieskrivere bestemte, hvordan verden skulle beskrives, var landene omkring Middelhavet den rigtige, civiliserede verden, som alt anstændigt og fornuftigt udgik fra. Bevægede man sig længere nordpå i Europa, op mod Nordsøen, var alting mørke, kulde, gru, barbariske folkeslag, frygtelige uhyrer og i sidste ende den store afgrund, som afsluttede verden. Det var en udkantsproblematik, der ville noget.

At mennesker, der sad i Rom, Athen, Alexandria eller Konstantinopel, forstod verden sådan, er der ikke noget at sige til. Men det er forbløffende, som den idé holdt sig i live, selv i landene omkring Nordsøen, at det meste menneskeliv var mørke, kulde og stilstand, fra Romerriget gik under, til renæssancen 1000 år senere bragte antikkens indsigt og skønhed tilbage.

Det siger den britiske historiker Michael Pye, som i bogen ”Ved verdens ende” forsøger at give landene i nord oprejsning. At De Britiske Øer, Tyskland og Skandinavien senere fik magt og rigdom, ved enhver, men hans påstand er, at vi undervurderer, hvor tidlige og hvor afgørende forandringer for verdens videre udvikling der fandt sted ved Nordsøen i de såkaldt mørke århundreder.

”Havet, Nordsøen, spillede en rolle. Også længe før den periode, hvor vi ved, at havet spillede en rolle. Længe før store skibe krydsede oceanerne til fjerne destinationer. Selv da små frisiske både blev roet op langs kysten, fordi man endnu ikke havde sejl, havde forbindelser over havet enorm betydning og skabte store forandringer,” siger Michael Pye.

Michael Pye forklarer, at han har en passion for at gå tilbage til tiden, før 1800-tallets nationalisme skabte landegrænser og krav om at vise pas, til en periode, hvor der var megen dynamisk bevægelighed mellem lande, megen krig og mange plyndringstogter, men også handel og kulturudveksling.

Derfor har han skrevet en historiebog, der ikke er bygget op omkring ét land eller folk, men om et hav og alle de folk, der levede på og ved det i omkring 1000 år. Havet var transport. Havet var fiskeri. Havet var kulturmøde.

”Historiebøger, der fokuserer på et land, overser eller underbelyser ofte noget vigtigt. For eksempel: Hvis du forestiller dig, at du står i en engelsk havneby som Ipswich engang i det ottende århundrede, er du målt i rejsetid tættere på Bergen i Norge eller på Jylland, end du er på London. De vigtige forbindelser i menneskers hverdag var ikke store afstande over land, men over havet,” siger han.

Men passer det da ikke, at civilisationen kom fra antikkens Grækenland og Rom? Jo, til dels. Men på vej mod vor tids moderne verden fandt nogle meget vigtige møder sted mellem syd og nord.

”I generation efter generation har vi opbygget den myte, at det hele kommer fra Middelhavet. Vi taler om, at demokratiet begynder i antikkens Athen. Som om dét har noget at gøre med vores demokrati. Athen var en by fuld af slaver, hvor en ganske lille del af befolkningen ind-imellem stemte om forskellige emner. Hvis du leder efter en forløber for vores demokrati, så tag til Island. Her formåede nordboerne at skabe et politisk system, hvor alle var med til at vælge høvding og havde indflydelse i debatten om, hvad der skulle gøres,” siger Pye og tilføjer:

”Jeg påstår ikke, at Middelhavslandene er uden betydning. Men uden det sammenstød, den forbindelse, som blev skabt mellem syd og nord i de såkaldt mørke århundreder, havde vi ikke fået vores moderne verden.”

Da Romerriget brød sammen i 400-tallet, opstod en periode, som var meget omskiftelig og kun er ringe beskrevet af bevarede skriftlige kilder. Men lidt efter lidt blev antikkens indsigter genindført og videreudviklet i nord. For eksempel blev romerretten blandet op med lokale skikke og regler, og ud af dét opstod moderne jura. En anden vigtig genopdagelse stod friserne for omkring år 700.

”Friserne kom fra saltmarsken. De havde hverken korn, så de kunne få brød, eller tømmer til at bygge huse af. De var nødt til at sejle op og ned langs Europas kyster fra Frankrig til det sydlige Norge i deres små fladbundede både tæt på kysten for at handle. Denne handel gik på tværs af kongedømmer og folkeslag, og de kunne ikke bytte varer, for de kunne ikke transportere det, de fik for det, de solgte. De måtte have noget andet: kontanter. Frisernes genopfindelse af penge er efter min opfattelse noget af det vigtigste, der sker i perioden. Ikke kun fordi det gør handel muligt, men fordi det ændrer måden, mennesker tænker på,” forklarer Michael Pye.”

Efterhånden som handel og pengestrømme tager til op gennem middelalderen, bliver det klart, hvor udbytterigt det er at være god til at regne. Pludselig dukker antikke tekster om matematik af grækere som Euklid op, som var bevaret via arabiske kilder.

Og fremme i 1300-tallet finder Michael Pye en af sin histories helte, den galhovedede engelske videnskabsmand, lærer og biskop af Lincoln Robert Grosseteste, som tænkte sig frem til, at man ikke kun skulle søge sin viden direkte fra Gud, men også ved at vende sig mod verden og søge at forstå den. Et vigtigt skridt mod egentlig videnskabelig tænkning.

”Det interessante ved Robert Grosseteste er, at han er biskop, men han venter ikke på Guds ord til at forklare det hele. Han observerer, han kontrollerer, han beregner, og han gør det systematisk. Det er nyt. Men ville det være sket uden matematikkens vane?”, spørger Michael Pye.

En anden helt i historien er vikingen Ottar fra Hålogaland i Norge. Engang sidst i 800-tallet fik han foretræde for den engelske kong Alfred og fortalte om sine opdagelsesrejser nordpå. Englænderne fandt beretningen så spændende, at de skrev den ind i den oversættelse af romeren Orosius’ verdenshistorie, de var ved at udarbejde.

”Ottar rejser til Lofoten og fortsætter derefter videre nordpå, fordi det har ingen gjort før. Da kysten slipper op, sejler han østpå, da kysten også slipper op i den retning, sejler han sydpå, og pludselig er han i Hvidehavet øst for det nuværende Finland ved det nuværende Ruslands nordkyst. Han ser, at der er mennesker på stranden og tænker: ’Godt, jeg er kommet langt nok,’ og sejler hjemad igen,” fortæller Michael Pye.

”Det er forbløffende. Romerne frygtede havet, fordi det var afgrunden, hvor der var uhyrer, og hvor verden ender. Så kommer der en norsk viking som tager nordpå bare for at tage nordpå. Det er en helt ny og meget vigtig måde at tænke på,” erklærer han.

Eftersom rejser, handel og kulturmøde for Michael Pye er det, der driver de store forandringer og nybrud, er det oplagt, at vikingernes rejser og bosættelser i 800-, 900- og 1000-tallet tillægges stor betydning i hans bog, sammen med frisernes forudgående og tyske hansekøbmænds senere handelsrejser. Vikingerne er radikale fornyere, som blandt andet skabte bysamfund i 800-tallets Irland, der ligner moderne byer.

”Lad os begynde med den gængse antagelse, at vikingerne sejlede ud for at plyndre og voldtage. Det gjorde de en gang imellem, men ikke hele tiden. Det meste af tiden gjorde de noget andet. De handlede. De slog sig ned på steder som den irske kyst og havde brug for baser, hvor de kunne vedligeholde deres skibe og opbevare forråd,” fortæller Michael Pye.

”Omkring disse baser opstod der byer. Men det var en ny type by. Indtil da var byer bebyggelser med en lokal fyrste eller biskop, som alle andre var underordnet. Det havde disse byer ikke. Måske var der en fjern konge, der troede, han havde herredømmet, men han var der ikke, så man måtte i fællesskab finde ud af at enes og fordele magten i disse byer. Og her boede mennesker, som så udad i verden,” tilføjer han.

Nordboerne havde stor succes i Irland. I begyndelsen af 800-tallet frygtede irerne vikingernes angreb. 100 år senere var de stadig nervøse ved vikingerne, men nu fordi det var svært at skelne mellem irere og vikinger. Der var sket så mange tværkulturelle giftermål og gensidige tilpasninger, at en ny blandingskultur var opstået.

Man behøver ikke være skandinav for at kunne se, at vikingerne skiller sig ud i historien. De besidder en dynamik og eventyrlyst, som ifølge Michael Pye har fascineret lige siden.

”Vikingernes ekspansion handlede som regel om bosættelse. Især for nordmændenes vedkommende var baggrunden manglen på landbrugsland og ressourcer hjemme. En af de vigtigste årsager til deres succes var den desperation, det behov for at finde et hjem et andet sted, som drev dem. En anden var deres evne til at skabe nye bosættelser. En tredje var deres skibsteknologi. De var i stand til at tilbagelægge store afstande ved at bruge en kombination af årer og store, vævede sejl, der kunne krydse op mod vinden,” forklarer Michael Pye, som heller ikke mener, man skal undervurdere betydningen af, at vikinger virkelig fremstod mærkelige i andre folkeslags øjne.

”Da de første saksere ankom til De Britiske Øer, virkede de mærkelige. Næste bølge af folk fra det, der i dag er Tyskland, var ikke så mærkelige længere. Men vikingerne var virkelig anderledes og krævede, at der blev indgået en hel del kompromiser. Dét er, hvad der forandrer tingene,” erklærer historikeren, som tilføjer, at når vikingerne fortsat fascinerer alverdens mennesker 1000 år efter, skyldes det, at de stadig er ”de andre”, som med deres tatoverede ansigter og dragehovede skibe leverer ”en uhyggelig romance af den bedste slags, som efterlader dig både skræmt og fascineret”.

Frisere skabte handel, som førte til matematisk indsigt. Vikinger skabte endnu mere handel, bosættelser, kulturmøder og dristige opdagelser af nye verdener. Hansekøbmænd skabte en kapitalisme, som etablerede sin egen økonomiske magt på tværs af kongemagt og landegrænser. Alt det kom ud af Nordsøen.

Hele denne historie er ikke ny, men den har vejet for lidt i den samlede verdenshistorie, mener Michael Pye, som også har et bud på forklaring: de skriftlige kilder.

”Som jeg ser det, har vi ét arkiv til historien, som findes på skrift, og det er meget begrænset for denne periode i denne ende af verden. Hvis du skrev annalerne i et kloster, skrev du ned, hvad der skete for klostret det år. Hvis du var blevet slået i hovedet, blev det skrevet ned. Du skrev ikke om hverdagslivet de resterende 364 dage. Du skrev om et vikingeangreb, men ikke hvorfor vikingerne fandt det værd at angribe dig. Der findes kirkearkiver fulde af ejendomsdokumenter, men de er der kun, hvis kirken ville bevise, at den ejede disse værdier, og dokumenterne blev kun bevaret, hvis det virkelig var vigtigt. Derfor er der bevaret meget lidt, næsten ingenting, om, hvordan livet generelt var.”

”Men der er det, jeg ser som et andet arkiv, som er blevet markant udvidet de seneste årtier. Det er det, der har gjort min bog mulig, nemlig arkivet af genstande, som systematisk arkæologisk arbejde har bragt frem,” siger Michael Pye.

Det er i høj grad fra dette arkiv, historikere fremdrager fortællinger, der ikke handler om konger, kejsere, store slag og skændige plyndringer, men om hverdag, ufred og fred, handel, fiskeri, mode og kulturel udveksling. Om uløste gåder som for eksempel, hvordan en buddhafigur fra Kashmir i det nordlige Indien engang i det ottende århundrede endte på den mark i Sverige, som arkæologer mere end 1000 år senere gravede den op af. Og om hele folkeslag, som ingen skriftlige kilder omtaler, men som levede en tilværelse ved Nordsøens kyster og gav hver sit lille bidrag til, at verden ser ud, som den gør i dag.

Nordsøen var gennem århundreder omgærdet med alskens frygt og rædsel. Her er et skib strandet på en sulten fisk. Fra et manuskript fra det 13. århundrede. – Illustration fra bogen.