Trykkefrihed i år 1770: Da ordet blev frit

”Grov Konfækt” er en prægtig præsentation af den korte periode med trykkefrihed under Struensee

Den 14. september 1770 blev censuren afskaffet, og Danmark blev det første rige i verden til at indføre en så vidtgående ytringsfrihed. Nøjagtig 250 år senere udsender tre forskere ”Grov Konfækt I-II” om de tre vilde år med trykkefrihed.

Tobindsværkets kolossale omfang kan virke afskrækkende, men man skal læse den som en kolossal samling af fortællinger, der viser, at vi i dag diskuterer mange af de samme ting, som man debatterede for et kvart årtusinde siden.

Det gælder ikke mindst ytringsfriheden, hvor tilhængerne slog på det afgørende i, at der blev kastet undersøgende lys på fordækte forhold, der hidtil havde henligget i mørke.

Det var netop grunden til, at Christian Bagge i 1770 fattede pennen og udløste trykkefrihedens første intensive fejde. Christian Bagge var brygger og havde fået afslag på en ansøgning om hvidtølsbrygning, idet bryggerlaugets ledelse havde andre planer. Bagge fik herefter lyst til at lægge alt indpakningspapir til side og sige tingene helt uden forbehold, og han angreb derfor bryggerlagets ledelse for de mange konkurser i branchen. Bagge lagde i det hele taget op til storvask i en branche, hvor der efter hans skøn var mange, mange snavsede forhold, som ikke tålte vaskebaljen. Bagges klageskrift var meget udbredt, og en kommentator udtrykte et stille håb om, at brygger Bagge ville blive mere velhavende på sit skrift, end han var blevet på ølbrygning.

Eksemplet med Bagge viser, at trykkefriheden frembragte nye forfattere, der kunne tjene penge på at publicere. Bagge fik i øvrigt en dom for sit frisprog, skønt han ikke havde udtrykt sig mere fornærmende end så mange andre skribenter. Men han havde gjort det i eget navn.

Det undlod den skribent, der skrev under mærket Philopatreian. Tilsyneladende kunne han ikke døje præstestanden, som han mente var alt for stærkt repræsenteret i hovedstaden:

”36 præster i en by; det er jo forskrækkeligt. Nej, det går aldrig an! Publikum kan aldrig holde det ud! Vi må låne Philopatreians sav, og skære de 30 lemmer bort af dette monstrøse legeme. Seks er ganske vist nok.”

Dette udfald vakte forargelse, indtil man besluttede sig for, at det hele bare skulle læses som et eksempel på karsk humor, for der er jo det ved humor, at den ikke blot kræver godt humør, men også en dyb og gennemgribende respektløshed over for alle hellige køer – inklusive ens egne. ”Grov Konfækt I-II” viser dog også, at det frie ord blev brugt til redskab for hetz og infami mod danske jøder. Her var det umuligt at finde forsonende momenter.

Trykkefriheden førte endvidere til, at mange kvinder også greb ordet. Det gjaldt oversætteren Charlotte Dorothea Biehl, der gjorde sig til talsmand for stavnsbåndets ophævelse 18 år før, det blev en realitet. Hun appellerede lyrisk til herremanden: ”Tag trældoms-lænken bort! Dig selv, som ham, den skader”.

Digteren Johannes Ewald benyttede skrivefriheden til et tiltrængt opgør med de skønånder og snakkehoveder, der havde et alt for propagandistisk forhold til det nationale. I et festligt, nærgående og skægt essay påpegede han, at pebersvende jo var unationale, eftersom de ikke blot forsømte at forsyne Danmark med sønner og døtre, men også ofte besvangrede ærbare kvinder, der på den måde fik uægte børn og således belastede Danmark.

Henrik Horstbølls, Ulrik Langens og Frederik Stjernfelts imponerende studie er betitlet ”Grov Konfækt”. Det kommer sig af, at en skribent engang angreb Johann Friedrich Struensee med ordene ”Grove folk skal have grov Konfækt”.

Og den unge livlæge led da heller ikke just af falsk usikkerhed eller klædelig beskedenhed. Han var tydeligvis i stand til at præge og beherske sine omgivelser – især kongehuset. Det blev bemærket med stigende uro.

Og det førte til Struensees fald den 17. januar 1772.

Censuren blev dog ikke genindført, men man førte til gengæld sager mod de personer, der turde hævde kontroversielle synspunkter. Dem blev der stadig færre af – også fordi markedet var ved at være mættet med pamfletter. Til gengæld tjente en bogtrykker gode penge på at udsende en bestseller om dommen over Struensee.

Forfatterne til ”Grov Konfækt I-II” har udført et stort arbejde. Arkiverne fra perioden er gennemgået grundigt og stoffet fremlagt levende og illustrativt.

Værket viser, at pamfletterne bestemt ikke er det ringeste barometer at benytte, når man vil forstå, hvad der rørte sig blandt danskerne i oplysningstiden. Her er mange ligheder med nutiden. Ludomani var for eksempel meget udbredt i perioden og afstedkom adskillige advarende skrifter. Og fænomenet hævnporno opstod, da den såkaldte udfejelsesfest tog fart, og mere end 60 bordeller blevet hærget i kølvandet på Struensees tilfangetagelse. De prostituerede blev forulempet på forskellig vis, hvilket blev beskrevet og afbildet i adskillige tryksager:

”Det er ikke eksplicit porno, som man kender det fra især tidens franske fortællinger om livet ved hoffet, men det er en slags hævnporno, hvor læseren både kan forlyste sig over beskrivelserne af ødelæggelserne og skildringen af de nøgne prostituerede.”

Men forfatternes mest interessante pointe er lighederne mellem trykkefriheden og internettet. I begge tilfælde får høj og lav mulighed for aktivt at deltage i den offentlige debat uden redaktionel mellemkomst:

”Begge mediesituationer giver også rum for hidtil usete muligheder for fake news, hurtig rygtedannelse, planlagte politiske spinkampagner – meget langt fra idealer om rationel debat. Samtidig er der ingen tvivl om, at både trykkefriheden og internettet har betydet en stærk udvidelse af adgang til både debat, information og oplysning for mange mennesker, der ikke tidligere havde det.”

”Grov Konfækt I-II” er en prægtig præsentation af en afgørende periode i danmarkshistorien, som vi slet ikke er færdige med endnu.