Det er foråret 1659. På Skudstrup Mark, tæt ved Skodborg i Sønderjylland, har mere end 5000 polske soldater slået lejr.
De østeuropæiske lejesoldater er hyret af den danske konge, Frederik III, til krigen mod svenskerne. Men lejesoldaterne er samtidig kommet til Danmark med noget, der skal vise sig at blive langt mere dræbende end deres våben.
Med sig har de polske soldater nemlig plettyfus, en bakteriel og yderst smitsom sygdom, som i en tidsalder med dårlig hygiejne og uden antibiotika oftest er ensbetydende med døden.
Og det er, hvad der sker i 1659 i Sønderjylland. De overfyldte militærlejre, den dårlige hygiejne og den store mangel på mad og rent drikkevand får syg- dommen til at brede sig eksplosivt i trekanten mellem Haderslev, Ribe og Kolding.
Som en tændstik til en tør skovbund æder pesten sig frem og efterlader et spor af øde gårde, forældreløse børn og døde i et omfang, som i 1659 overgår antallet af faldne i krigen mod svenskerne.
Dermed blev også Sønderjylland ramt af den pest, som siden 1350 havde ramt Danmark med jævne mellemrum, og som netop havde raseret Sjælland og øerne i begyndelsen af 1650'erne. Og da først pesten kom til den sydlige del af Jylland, fik den hurtigt indhentet det, som landsdelen hidtil var blevet forskånet for, viser de kirkebøger, som de sønderjyske præster skrev for præcis 350 år siden, i foråret 1659.
En af de mest udførlige beretninger om pestens hærgen i Sønderjylland findes i bogen "1659 - da landet blev øde", skrevet af Aksel Lassen.
Den nu afdøde forfatter og journalist, der for øvrigt var politisk medarbejder på Kristeligt Dagblad fra 1935 til 1957, er blandt andet dykket ned i kirkebogen for Jels-Oksenvad Sogn.
Her har først præst Laurids Pors og senere præst Nicolai Christian Lauridsen grundigt noteret hver eneste begravelse i 1659 og samtidig givet de afdøde et par ord med på vejen, oftest med henvisning til deres tro - eller mangel på samme.
Eksempelvis kan man læse om Karen Jespersdatter, der blev begravet den 11. juni 1659, at præsten "holdt en lille sermon over hende. Hendes alder var 28 år, en fin og gudsfrygtig pige".
Om en anden skrev Jels-Oksenvads præst, at den afdøde var "en ugudelig slem tyv og skjælm fra Jels, som stjal indtil det sidste, stjal den forrige dag, var sund den anden dag herefter, men døde så i sine synder".
Med pesten fulgte også en affolkning, der betød, at de døde kunne ligge i flere dage uden at blive begravet. Dels fordi ingen fandt dem. Dels fordi ingen raske ønskede at træde ind på en pestramt gård.
Bakterier var et ukendt begreb i den tid, og derfor blev sygdom og død ofte tolket som en formanende pegefinger fra Gud.
Men når det gjaldt pesten, blev pegefingeren rettet mod alle, inklusive præsterne selv.
Alene i Jels-Oksenvad og de fire nærmeste herreder blev der registreret 28 døde præster i 1659, og af en bøn i Jels-Oksenvads andagtsbog ser man da også, at præsten selv har svært ved at forstå, hvorfor sognet skal rammes så hårdt.
"Fader, riset er løftet mod dine onde børn. Hvad de ikke har villet høre, må de nu føle. Skån os efter din barmhjertighed. Tilgiv os vor synd for din søns skyld. Sig til fordærveren, at det er nok. Drag din hånd tilbage, som så grummeligt har slået til. Stik sværdet i skeden. Bestryg vore døre med din søns blod, at morderengelen må gå os forbi. Trøst de syge, bevar de sunde. Ophold de fromme, omvend de ugudelige. Hjælp alle nødlidende, styrk de svage. Vær nådig mod de døde, og hjælp os alle, som befaler os i din varetægt i sådan plage. Forbarm dig over dit folk...", lyder det i andagtsbogen.
Jels-Oksenvad Sogn var langtfra det eneste sogn, der blev ramt af pesten. I Gram Herred døde to tredjedele af befolkningen, i Hygum Sogn døde ni ud af ti indbyggere, og i hele den pestramte del af Sønderjylland døde mellem en tredjedel og halvdelen af befolkningen.
Ifølge Aksel Lassen gik der historier om sogne, hvor kun ét menneske overlevede. Det var blandt andet tilfældet med landsbyerne Bresten og Skibet, hvor pesten havde fejet så grundigt gennem gårde og huse, at der i hver landsby kun levede et menneske, henholdsvis en mand og en kvinde:
"De ringede med hver sin kirkeklokke, gik efter lyden og traf hinanden på Grædebjerg, hvor hun sad og græd. Deraf navnet".
Affolkningen satte naturligvis sit præg på egnen. Med de mange døde fulgte flere årtier med færre ægteskaber, færre børn og øget fattigdom. Men samtidig satte pesten sig også direkte spor i landskabet, hvor store områder ikke længere blev opdyrket og derfor lå ubeskyttet hen, mens vind og vejr udslettede, hvad århundreders landbrug havde skabt, som Aksel Lassen beskriver i sin bog:
"Følgerne havde forplantet sig til hele Jylland i en kædereaktion, hvis virkninger mærkes endnu efter tre hundrede års forløb. Begivenhederne har utvivlsomt spillet en rolle i forbindelse med enevældens indførelse og den gamle adels ruin, befolkningsstagnationen i Midt-, Vest-, og Nordjylland, sandflugtens udbredelse og endnu en række afgørende forhold i det danske folks historie".