Prøv avisen

Da pressen væltede præsidenten

Billedet af Nixon, der træder ud af helikopteren og i nederlagets stund gør sejrstegn med fingrene er blevet vurderet til at være det oftest anvendte foto nogensinde af en amerikansk præsident. – Foto: Reuters.

Et indbrud i Watergate-bygningen i Washington i 1972 satte et par lokale reportere på arbejde, og sagen viste sig at føre helt til magtens top. Siden har Watergate været den sag, al anden journalistik holdes op imod, siger Lasse Jensen, der selv var reporter i USA i 1972

Den 17. juni 1972 bliver fem indbrudstyve arresteret i USAs hovedstad, Washing-ton, for at være trængt ind i Watergate-bygningen, hvor nationalkomiteen for det demokratiske parti har til huse. De udgør den såkaldte blikkenslager-bande, som har fået penge af den siddende republikanske præsident Richard Nixons støtter for at bryde ind og reparere et hemmeligt anbragt aflytningsudstyr.

LÆS OGSÅ: Blev 1972 det endelige farvel til månen?

At sagen har forgreninger hele vejen til præsidenten, kan ingen gætte i 1972. Avisen The Washington Post dækker i første omgang sagen som enhver anden kriminalsag. Men de to reportere, som sættes på sagen, kan allerede den 19. juni 1972 indvi læserne i, at den ene af de fem indbrudstyve, James McCord, er på Nixons genvalgs-komités lønningsliste. Samtidig bliver den ene af reporterne kontaktet af en højt placeret kilde, som kræver anonymitet og får dæknavnet Deep Throat. Kilden forsyner avisen med oplysninger, der kan kaste mere lys over sagen.

De to er den 29-årige Bob Woodward, som har en fortid i flådens efterretningstjeneste og er relativt grøn som journalist, samt den mere erfarne 28-årige Carl Bernstein. Selvom de får hjælp udefra, lader det store gennembrud vente på sig. Men de to får opbakning af deres chefredaktør, Ben Bradlee, og de næste to år arbejder de ikke med andre sager.

Sagen skal så til gengæld gå over i n som det ultimative journalistiske projekt. Historien om det lokale retsreferat, som udviklede sig til en national politisk skandale, der vælter præsidenten.

Den 10. juli 1972 holder det demokratiske parti konvent i Miami Beach, Florida, forud for præsidentvalget i november. Partiet er i sjælden grad splittet, og opbakningen er ikke imponerende til George McGovern, der dog nomineres som kandidat til at udfordre Nixon.

Til stede i Miami Beach er en hærskare af journalister, herunder to unge danskere. De har fået frie hænder af deres chefer i Danmarks Radio, Jørgen Vedel-Petersen og Jørgen Schleimann, til at dække konventet og derefter at rejse rundt i tre uger og lave radioreportager fra de amerikanske sydstater til Orientering på P1.

De to er den kun 25-årige Lasse Jensen, som efter mesterlære ved Middelfart Venstreblad og en kort ansættelse hos Ritzaus Bureau endnu er ret grøn DR-medarbejder, samt den mere erfarne 29-årige Torben Krogh, som på dette tidspunkt har boet i USA i en periode og skrevet en bog om amerikansk politik.

Modsat deres amerikanske kolleger kommer de to ikke til at vælte en præsident. Men de kommer til at møde en. I Miami hører de en kedelig, men interessant tale af den da ret ukendte demokratiske guvernør i Georgia. Da de siden kommer til Georgia, lykkes det at få et interview med ham. Fire et halvt år senere er han USAs præsident. Hans navn er Jimmy Carter.

Torben Krogh bliver siden et stort navn i dansk journalistik, blandt andet som chefredaktør ved dagbladet Information. Han dør i 2007. Også Lasse Jensen bliver siden en kendt journalist, blandt andet som USA-korrespondent for DR, chef for TV-Avisen 1983-1987 og chef for den europæiske tv-union EBUs kontor i New York 1987-1992. I dag kender vi ham som vært på DR P1s mediemagasin Mennesker og medier.

Her 40 år senere fortæller den 65-årige Lasse Jensen om sommeren 1972, og hvad der siden fulgte. Han har ingen vanskeligheder med at huske tilbage til de hektiske sommerdage, da han og hans makker kørte rundt i en lejet bil og rapporterede hjem til de danske lyttere om USA i en brydningstid. Om verdens stærkeste nation, som var splittet af raceuroligheder, ungdomsoprør og udsigten til det forestående nederlag i Vietnamkrigen.

Da vi kom til USA, var Watergate ikke mere end en notits i aviserne. Siden skulle det blive klart, at Watergate var et gennembrud. Før Watergate var begrebet gravende og undersøgende journalistik ikke specielt dominerende i branchen. Nu fik begrebet den dominerende position, det har haft lige siden, siger Lasse Jensen.

Watergate handlede om en siddende præsident, der følte sig så truet, at han fandt det nødvendigt at begå lovbrud i forsøget på at holde sig ved magten. Allerede i januar 1972 bliver det i kredsen omkring Nixon besluttet at bruge ulovlige metoder som kidnapning og aflytninger i forsøget på at splitte og skade det demokratiske parti. Watergate-indbruddet er ikke det eneste tiltag i denne retning, men udløser efterforskningen, fordi aktionen mislykkes, og banden arresteres.

Efter indbruddet går Nixons støtter i gang med en såkaldt cover up-aktion, som går ud på at slette sporene. I september 1972 modtager banden 220.000 dollar for at tie stille om deres bagmænd, og to måneder efter lykkes præsident Nixons projekt, idet han genvælges med 61 procent af stemmerne. Nixon kender til cover up-aktionen, men da han i april 1973 bliver spurgt herom, siger han nej.

Woodward og Bernstein bliver ved med at undersøge sagen. Efterhånden bliver stadig højere placerede personer involveret og må afskediges. Nixon udpeger i marts 1973 Archibald Cox som leder af en national Watergate-undersøgelse. I sommeren 1973 kommer det ved en høring frem, at Det Hvide Hus har en omfattende samling af båndoptagelser fra præsidentens møder. Cox beder om at få båndene udleveret. Nixon stritter imod, men retssystemet slår fast, at præsidenten ikke står over loven. Nixon forsøger at få Cox fyret, hvorefter denne selv fratræder. Alligevel fortsætter det juridiske krav om udlevering af båndene, og sagen stopper ikke, da Nixon i april 1974 offentliggør en række båndudskrifter, som tydeligvis er blevet redigeret.

Den 24. juli 1974 fælder USAs højesteret dom: Alle bånd skal udleveres. Den 5. august offentliggøres tre bånd, herunder den såkaldt rygende pistol, som beviser, at Nixon allerede i juni 1972 gav ordre til at iværksætte cover up-aktionen. Det står klart, at præsidenten har løjet for befolkningen. Støtten til Nixon svigter langt op i regeringspparatet.

Den 8. august 1974 står Lasse Jensen sammen med en række af sine kolleger i det såkaldte Ampex-rum i Radiohuset på Frederiksberg og modtager som nogle af de første danske mediefolk budskabet om, at USAs præsident er trådt tilbage. Næste dag ser han billederne fra Nixons afsked. Han husker, han så Nixon træde ud af en helikopter og gøre det V-tegn med fingrene, Winston Churchill var blevet berømt for. Og han husker, at han undrede sig. Her stod taberen over dem alle og gjorde sejrstegn:

Vi kiggede og måbede. Alle vidste, at det var et historisk øjeblik. Og vi journalister vidste, at det var en triumf for journalistikken. Præsidenten var ikke gået af, hvis ikke Woodward og Bernstein var blevet ved med at grave.

Lasse Jensen pointerer, at Watergate ikke alene var resultatet af to dygtige og arbejdsomme journalisters indsats. De havde en ledelse, som gav dem gode arbejdsforhold og bakkede dem op trods massivt politisk pres for at frafalde sagen. Og sagen var næppe blevet trævlet op, hvis ikke USA havde en usædvanlig liberal offentlighedslov, der gav retssystemet krav på at få Nixons bånd. Og hvis ikke præsidenten havde været så optaget af at få dokumenteret alle sine gerninger til bøgerne, at båndoptagelserne overhovedet fandtes.

Tænk, hvis der fandtes båndoptagelser af samtlige samtaler, der er blevet ført i Integrationsministeriet om de statsløse flygtninge, siger Lasse Jensen.

Han henviser til dagbladet Informations journalister Ulrik Dahlin og Anton Geists artikler om den sag fra 2011, som fik daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at afskedige integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V). De journalister havde stædigt forfulgt et svagt spor, som førte hele vejen til en ministers afgang og gav dem Cavlingprisen. Ikke Watergate, men alligevel, mener Lasse Jensen: Det var en stædig, ordfyldt serie på 50 artikler, der i sidste ende afslørede en ministers løsagtige omgang med loven og førte til hendes fald.

Watergate er fortsat den sag, al anden journalistik bliver holdt op imod. En sag af kolossal betydning for mediernes selvforståelse. Men også en sag, der markerer et brud i tilliden mellem magthavere og befolkning i et frit demokratisk samfund.

Woodward og Bernstein opnåede helgenagtig status. De skrev bogen Alle præsidentens mænd om deres bedrifter, og da den blev filmatiseret med Hollywood-stjernerne Robert Redford og Dustin Hoffman, nåede mytologien sit højdepunkt. Men Watergate har en bagside, påpeger Lasse Jensen, som, allerede da han gik af som chef for TV-Avisen, advarede imod Watergate-syndromet i dansk journalistik.

Woodward og Bernstein fortjener deres stjernestatus. Men spørgsmålet er, hvor meget af den senere såkaldt afslørende journalistik der har haft den samme tyngde af væsentlighed. Genren rykkede til tv, og herhjemme lavede folk som Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensen væsentlige udsendelser om for eksempel den danske Nordsøolie. Men mange af de senere tv-udsendelser er mere case-r, hvor man for eksempel filmer med skjult kamera på plejehjemmet Fælledgården. Det, man afslører, er ikke på samme måde omvæltende.

Lasse Jensen påpeger, at diverse aviser har oprettet og opløst diverse gravegrupper, men spørgsmålet er, om viljen i sidste ende er der til at afsætte de fornødne ressourcer. Og spørgsmålet er, om de tvivlsomme forhold, der afsløres, altid står mål med de metoder, som tages i anvendelse. Det er trods alt ikke så tit, der er brug for, at pressen vælter præsidenten.

Denne collage viser nogle af de mange avisovcerskrifter, som var med til at bringe præsident Nixon til fald. På tv’et i midten holder Nixon sin berømte afskedstale. – Foto: .
I sommeren 1972 var Lasse Jensen ung reporter i USA, netop som to andre unge journalister var kommet på sporet af århundredets historie. Siden Watergate har journalistik ikke været det samme, siger Lasse Jensen. – Foto: Leif Tuxen.