Prøv avisen
Historie

Hvorfor bruges Romerrigets fald til at advare mod indvandring?

En moderne fortolkning af vikingernes indtog. Titlen på farvelitografiet er ”The Sack of Rome” (Besejringen af Rom) fra 1994 og er skabt af den italienske illustrator Gino D'Achille (f. 1935). - Foto: Bridgemanart/Scanpix

Romernes overmænd var indvandrede gotere, der var ankommet til Romerriget for at søge asyl på flugt fra deres krigshærgede hjemstavn, hvilket klinger genkendeligt flygtningekrisen i mente

Siden flygtningekrisen for alvor erobrede avisernes forsider i sommeren 2015, har indvandringsskeptikere draget en parallel mellem Romerriget og den europæiske idés forestående fald.

Man kan finde mange grunde til, at Romerriget faldt, men man kan i hvert fald pege på slaget ved Hadrianopel den 9. august i 378 efter Kristus ved det moderne Edirne i Tyrkiet som et direkte eksempel på, hvor galt det kan gå.

Her blev dræbt omkring 25.000 romerske soldater samt kejseren Valens på en enkelt, bagende varm eftermiddag i en katastrofe, hvis lige ikke var set siden det langt mere berømte slag ved Cannae i 216 før Kristus. Edward Gibbon skrev i ”The History of the Decline and Fall of the Roman Empire”:

”Slaget ved Hadrianopel udlignede i egentlige tab og overgik i fatale konsekvenser den ulykke, som tidligere var blevet Rom til del på Cannaes marker.”

Og hvorfor bruges netop dette slag til at advare mod indvandring?

Fordi romernes overmænd såmænd var indvandrede gotere, der var ankommet til Romerriget for at søge asyl på flugt fra deres krigshærgede hjemstavn, hvilket klinger genkendeligt flygtningekrisen i mente. Der går en lige linje fra slaget til afsættelsen af den sidste vestromerske kejser Romulus Augustulus i år 476, og ud fra dette eksempel aner dommedagsprofeter det fald, som den europæiske idé står over for. Nu truer uhæmmet indvandring nemlig igen Europa og EU's pax europaea.

Hvad skete der så helt præcis den skæbnesvangre dag?

Vores viden om slaget ved Hadrianopel stammer fra militærmanden og historikeren Ammianus Marcellinus, der i 390'erne forfattede historieværket ”Res gestae” (Bedrifterne).

Ud af oprindelige 31 bøger er de sidste 18 bevarede, og den allersidste bog fortæller om slaget ved Hadrianopel.

Her lyder beretningen, at en ny, ukendt trussel, et folk ved navn hunnerne, hærgede stepperne nord for Donau, og de tvang goterne til at søge asyl i Romerriget lige på den anden side af floden.

Ammianus fortæller bittert, hvordan smiger overbeviste kejser Valens om det økonomisk fordelagtige i at lade goterne komme inden for rigets grænser.

Det blev en skæbnesvanger beslutning. Romerske officerer udnyttede situationen så groft ved blandt andet at sælge de desperate gotere hundekød til overpriser, at goterne gjorde oprør, og situationen var inden længe løbet løbsk.

Valens, der ifølge en nutidig historiker havde de bedste intentioner, men desværre hverken var ”flot, veluddannet, ud af god familie, karismatisk, særlig modig eller intelligent”, søgte et afgørende slag, som kunne sætte en stopper for kaosset - gerne inden hans nevø Gratian kunne komme fra Vesteuropa med sin styrke og stjæle æren fra ham.

Det skete den 9. august år 378, hvor Valens marcherede ud fra Hadrianopolis godt 240 kilometer fra Konstantinopel, det moderne Istanbul.

Ammianus fortæller, at tropperne marcherede i timevis i bagende hede og ankom til den gotiske lejr først på eftermiddagen. Parternes fredsforhandlinger trak ud, og uden at have fået ordre om det indledte den romerske fløj et uorganiseret angreb, som trak resten af de tørstende og udmattede romerske styrker med i faldet. Goterne fik overtaget, og katastrofen udfoldede sig for øjnene af kejser Valens, der søgte tilflugt hos sine eliteenheder. Ammianus fortæller, at han i forvirringen blev ramt af en pil, da mørket faldt på. Om han døde på slagmarken eller senere hen er uvist, men hans krop blev aldrig fundet.

Nederlaget til de upåagtede barbarer sendte chokbølger gennem Romerriget, der aldrig for alvor kom sig over ydmygelsen.

Ud over en lang række følgevirkninger, der eroderede riget indefra, betød slaget ved Hadrianopel, at goterne og andre folkeslag nu fik hidtil uset magt inden for rigets grænser, og 32 år senere blev Rom plyndret af kong Alariks vestgotere. Det var første gang siden 387 før Kristus, at Rom var faldet til en udefrakommende magt. Endnu 66 år senere var det vestlige romerrige altså en saga blot med afsættelsen af den sidste kejser.