Prøv avisen
Interview

Da Stalin brugte sulten til at knægte ukrainerne

En bevæbnet vagt foran et kornlager fotograferet af den østrigske ingeniør Alexander Wienerberger, der forlod Ukraine i 1934. Hans billeder, der i dag opbevares i Stiftsarkivet i Wien, opfattes som de eneste autentiske fotos, der viser ofrene for hungersnøden. Foto: Foto fra bogen

En hungersnød, som i 1930’erne kostede fire millioner ukrainere livet, var politisk orkestreret af Josef Stalin for at eliminere enhver national tankegang blandt ukrainske bønder og intellektuelle. Det afdækker den amerikanske historiker Anne Applebaum i sin nye bog ”Rød sult”, der udkommer på dansk i forbindelse med Historiske Dage

”Tro mig, hungersnød får venlige og ærlige mennesker til at blive som dyr, man bliver fuldstændig lammet. Der er hverken forstand eller hensyn tilbage, heller ikke sorg eller samvittighed.”

Ordene er Uljana Lytvyns. En 80-årig ukrainsk kvinde, der græd i søvne, når hun årtier senere drømte om de rædsler, som hjemsøgte Ukraine i begyndelsen af 1930’erne. Rædsler, som kostede omkring fire millioner af hendes landsmænd livet, og som den amerikanske historiker og forfatter Anne Applebaum har samlet al tilgængelig dokumentation om i bogen ”Rød sult”, der udkommer på dansk på Kristeligt Dagblads Forlag på mandag.

”Når folk virkelig sulter, holder de næsten op med at være mennesker. De mister deres empati og følelser over for deres familie. Mange gjorde forfærdelige ting. De stjal ikke blot fra deres naboer eller efterlod deres børn. Der er historier om kannibalisme, som også blev registreret af politiet. Folk går i bogstaveligste forstand amok,” fortæller hun.

Anne Applebaum modtog en Pulitzer-pris for bogen ”Gulag” om de sovjetiske fangelejre. Hun begyndte på sin nye bog i 2012. Og som hun selv siger, blev den mere vigtig at få skrevet undervejs. For pludselig, for fire år siden, kom Ukraine på verdenskortet efter de folkelige protester på Maidan-pladsen.

”Det har længe været et problem for ukrainerne, at de bliver forvekslet med russerne, og at man ikke kender til deres historie. Maidan-revolutionen, den russiske invasion af Ukraine og annekteringen af Krim gjorde det endnu vigtigere for mig at forklare Ukraine for vestlige læsere,” siger hun og anfører hungersnøden fra 1932 til 1934 som en vigtig nøgle til at forstå ukrainerne:

”Intet samfund kan gennemleve sådan en katastrofe uden varige men. Den er en af forklaringerne på, hvorfor ukrainerne den dag i dag stadig er meget på vagt over for deres politiske institutioner og vender det blinde øje til korruption. Indtrykket af, at staten vil dig det ondt, går tilbage til tiden med hungersnød og undertrykkelse. Selv i dag, hvor vi har et mere eller mindre demokratisk Ukraine, har folk rigtig svært ved at stole på regeringen. Hungersnøden ødelagde bånd mellem mennesker.”

Sult var ellers ikke noget særsyn i Sovjetunionens kaotiske unge dage. Det bolsjevikiske styre prøvede efter revolutionen og den efterfølgende borgerkrig at befæste sin magt og den kommunistiske ideologi ved at tvangskollektivisere landbrug og eksportere enorme mængder korn til udlandet for at få hård valuta til sine fabrikker. Kollektiviseringerne fratog, sammen med urealistiske høstkrav, mange bønder incitamentet til at dyrke jorden. Hvis de da ikke forinden var blevet henrettet eller sendt i arbejdslejre efter at være blevet stemplet som kontrarevolutionære ”kulakker”.

Men den hungersnød, som hærgede Ukraine fra 1932 til 1934, var med Anne Applebaums ord en kunstigt skabt hungersnød. På ukrainsk kaldes den holodomor – ”holod” for sult og ”mor” for udryddelse – fordi den blev påført ukrainerne af sovjetstyret med en nådesløs Josef Stalin i spidsen.

”Modsat andre sultkatastrofer som den, Ukraine havde oplevet i 1921, var denne ikke forårsaget af dårligt vejr eller fødevareknaphed. Den skyldtes det faktum, at bolsjevikkernes brigader ikke kun tvangsindrev korn. De gik ind i bøndernes huse og konfiskerede al mad, de kunne finde – husdyr, bønner, grøntsager. Og hvis man konfiskerer al mad og samtidig blokerer vejene og lukker grænserne, så dør folk. Det skete helt bevidst, og de var fuldt ud klar over, hvad de havde gang i. Formålet var at eliminere bondestanden. Midt i det hele gik de også direkte efter den intellektuelle og kulturelle elite – inklusive det ukrainske kommunistparti, som blev udsat for en massiv udrensning. Selvom der også var hungersnød i andre dele af Sovjetunionen i de år, var det kun i Ukraine, at der samtidig fandt sådanne overgreb sted på eliten.”

I foråret 1932 havde Josef Stalin set med stigende bekymring på Ukraine. Den vestlige sovjetrepublik med den frugtbare, sorte jord var af den kommunistiske diktator blevet udset til at blive ”en sand fæstning i Sovjetunionen”. Nu fik Stalin rapporter fra sit hemmelige politi om, at de brigader, der skulle inddrive korn, i stigende grad gjorde modstand. Mange begyndte at aflevere deres partimedlemskort i protest mod, at de skulle ribbe bønderne for alt spiseligt.

”Hvis vi ikke anstrenger os for at forbedre situationen i Ukraine, kan vi risikere at miste det (landet, red.),” skrev Stalin i et brev, hvor han kaldte forholdene i Ukraine for forfærdelige. Det var de også. Folk var begyndt at sulte. Men det var ikke det, der i Stalins øjne var forfærdeligt.

”Stalin og bolsjevikkerne var bange for Ukraine på grund af deres erfaringer fra borgerkrigen i 1917, hvor Ukraine havde gjort oprør mod Den Røde Hær, som invaderede landet tre gange. Ukrainerne var radikalt venstreorienterede, men ikke bolsjevikker. De kunne ikke lide centralstyret fra Moskva. Så bolsjevikkerne var bange for at få en ideologisk rival, hvis ukrainerne fik held med at danne deres egen nationalstat. Det kunne de ikke tillade, for det ville true deres egen legitimitet,” forklarer Anne Applebaum.

Allerede under den første hungersnød i vinteren 1921-1922, hvor 1,5 millioner ukrainere omkom i kølvandet på en stor bondeopstand, gav Stalins forgænger Vladimir Lenin udtryk for, at sulten kunne bruges til at lære bønder, præster og andre politiske modstandere en ”lektie”, så de ”i de kommende årtier ikke vil så meget som tænke på at gøre modstand”.

Dengang forelå der dog ikke nogen forsætlig plan om at lade bønderne sulte ihjel. I 1932 var madmanglen heller ikke planlagt. Den var ifølge Anne Applebaum resultatet af en dårlig høst, tvangskollektiviseringen og en katastrofal landbrugspolitik.

”Men i stedet for at inddæmme hungersnøden, hvad de kunne have gjort og faktisk også gjorde i 1920-1921, besluttede Stalin at bruge dette fødevarekaos som et af værktøjerne til at skille sig af med det ukrainske problem. De prøvede ikke at slå alle ukrainere ihjel. Det var aldrig formålet. Men de ville fjerne bondestanden som en politisk faktor,” siger den amerikanske historiker, som af samme grund er forsigtig med at bruge den juridiske term folkedrab.

Og hungersnøden fik voldsomme konsekvenser, især ude på landet. I årene forinden havde bolsjevikkerne fået revet kirker ned, omsmeltet kirkeklokker og masseanholdt præster for at proletarisere bondestanden.

”Historisk havde kirken holdt sammen på landsbyen, den trådte til, når der skete ulykker, og spillede før en stor rolle i at dæmme op for sult. Med kirken elimineret var der ikke længere nogen organiserende institution, og derfor blev hungersnøden så dræbende,” siger Anne Applebaum.

”Hungersnøden og kollektiviseringen tilsammen ødelagde virkelig vigtige forbindelser til fortiden. Landsbyernes kulturelle orden blev totalt omstyrtet. Landbefolkningen blev frataget så godt som alt, hvad der udgjorde deres kultur. Hungersnøden brød båndet mellem det moderne Ukraine og det historiske Ukraine, og denne forbindelse er aldrig rigtigt blevet genoprettet,” siger hun.

I midten af 1933 begyndte sovjetstyret at tillade fødevarehjælp til Ukraine, men det var først i 1934, at folk så småt holdt op med at sulte, da den ukrainske kvote for kornleverancer blev nedsat, og grøntsager ikke længere blev beslaglagt. Men samtidig omtalte Stalin ofrene som gerningsmænd, der selv var skyld i deres skæbne. Og i de efterfølgende årtier fik propagandamaskinen lagt låg på enhver tale om hungersnød.

”Mørklægningen var særdeles omfattende. Hungersnøden blev aldrig nævnt igen. En af de sovjetiske folketællinger blev faktisk blokeret og aldrig offentliggjort, fordi den afslørede for mange dødsfald som følge af hungersnøden. Journalister, der ville skrive om hungersnøden, blev hindret i det. Den sovjetiske ledelse gjorde meget ud af at benægte den. Det var noget, ukrainerne huskede, men som aldrig officielt blev anerkendt. Hungersnøden betyder noget særligt for dem, fordi erindringen om den kun blev holdt i live i familierne,” siger Anne Applebaum.

Først efter at Sovjetunionen brød sammen i 1991, blev hungersnøden del af den nationale fortælling i det nu selvstændige Ukraine. Endelig kunne ukrainerne mindes de bedsteforældre, hvis død tidligere aldrig måtte blive nævnt. Parlamentet i Kijev har fordømt holodomor som et folkedrab, og der er nu en officiel, årlig mindehøjtidelighed for de millioner af omkomne.

Og selvom Stalins mål med hungersnøden i første omgang blev indfriet, fejlede han i det lange løb, påpeger Anne Applebaum.

”Den ukrainske bevægelse var lagt død i generationer, men da jerntæppet begyndte at krakelere i slutningen af 1980’erne, blev den genoplivet. Og da Ukraine i 1991 afviste at gå med i en ny pagt med Rusland, var det medvirkende til, at Boris Jeltsin sagde, at nu må vi lade Sovjetunionen fare. Så på den måde led Stalin skibbrud. Han havde ikke held med at ødelægge den ukrainske bevægelse. Han fik ikke slettet historien, for folk kunne huske, hvad der var sket. De begyndte at tale om hungersnøden, og det hjalp med at få væltet Sovjetunionen, sådan som Stalin havde frygtet,” siger hun og understreger:

”Russerne gør stadig deres bedste for at splitte ukrainerne og underminere Ukraines status som stat. Det er ingenlunde overstået.”

Mød Anne Applebaum på Historiske Dage i Øksnehallen i København; lørdag klokken 15 i samtale med Adam Holm, og søndag klokken 11 i samtale med Kerrin Linde.

Smadrede kirkeklokker i den nordvestukrainske by Zhytomyr. Klokkerne blev senere smeltet om. – Foto fra bogen.
Billedet af en sultende bondepige er et af de mest berømte billeder fra hungersnøden. Det er taget i 1933 af den østrigske ingeniør Alexander Wienerberger, som arbejdede på en fabrik i Kharkiv, og som fik smuglet 25 af sine billeder af sultende ukrainere over grænsen til ærkebiskoppen i Wien. Foto: Foto fra bogen