I vor tid har Den Westfalske Fred (som afsluttede Trediveårskrigen mellem katolikker og protestanter i 1648) opnået en særlig genklang som murbrækker for en ny forestilling om international orden, der har spredt sig over hele verden. Da repræsentanterne i sin tid mødtes for at forhandle den, var de mere optagede af spørgsmål om procedure og status.
Da repræsentanterne for Det Tysk-romerske Kejserrige og dets to hovedmodstandere, Frankrig og Sverige, i princippet enedes om at indkalde til en fredskonference, havde krigen hærget i treogtyve år. Der kom til at gå yderligere to år med kamphandlinger, inden delegationerne rent faktisk mødtes. Imens intrigerede begge sider for at styrke både deres allierede og egne baglande.
I modsætning til andre skelsættende aftaler som Wienerkongressen i 1814-15 eller Versaillestraktaten i 1919 opstod Den Westfalske Fred ikke som følge af en enkelt konference, og omgivelserne var ikke af en slags, man normalt ville forbinde med en forsamling af statsmænd i færd med at overveje ophøjede spørgsmål om verdensorden. Som en afspejling af de forskellige deltagere i en krig, der havde spændt fra Spanien til Sverige, opstod freden som resultat af separate aftaler indgået i to forskellige westfalske byer.
De katolske magter, heriblandt 178 selvstændige deltagere fra de forskellige stateri Det Tysk-romerske Kejserrige, samledes i den katolske by Münster. De protestantiske magter samledes i den blandede lutheranske og katolske by Osnabrück knap tredive kilometer derfra. De 235 officielle udsendinge og deres medarbejdere fandt logi i enhver form for værelser i de to små byer, hvoraf ingen nogen sinde før var blevet overvejet som emner for en begivenhed i stor skala, endsige en kongres for alle europæiske magter.
Den schweiziske udsending ”boede oven på en uldvævers butik i et værelse, der stank af pølser og fiskeolie“, mens den bayerske delegation fik fremskaffet atten senge til sine niogtyve deltagere. Uden nogen officiel konferenceleder eller ordstyrer og uden plenummøder mødtes repræsentanterne på ad hoc-grundlag, drog til et neutralt område imellem de to byer for at afstemme deres holdninger og mødtes indimellem uformelt i byer i midten.
Nogle af stormagterne placerede repræsentanter i begge byer. Under forhandlingerne var der fortsat stridigheder forskellige steder i Europa, mens den skiftende militære udvikling påvirkede forhandlingernes retning.
De fleste repræsentanter var kommet dertil med gennemført praktiske anvisninger baseret på strategiske interesser. Selv om de benyttede næsten identisk højtravende fraser om at opnå ”fred i kristenheden“, var der blevet udgydt alt for meget blod, til at man tænkte sig at nå frem til dette højstemtemål igennem dogmatisk eller politisk enighed. Det blev nu anset for givet, at freden, hvis der overhovedet skulle kunne opbygges en sådan, ville blive opnået igennem at skabe balance mellem rivaliserende parter.
Ud af disse indviklede diskussioner opstod Den Westfalske Fred, som formentlig er det hyppigst omtalte diplomatiske dokument i europæisk historie, om end dets betingelser faktisk ikke findes samlet i nogen enkeltstående traktat. Ej heller mødtes de delegerede på noget tidspunkt til et enkelt plenummøde for at tilslutte sig den. Freden er i realiteten summen af tre separate og gensidigt supplerende aftaler, som blev underskrevet på forskellige tidspunkter i forskellige byer.
I Münsteraftalen fra januar 1648 anerkendte Spanien den nederlandske republiks uafhængighed og satte dermed en stopper for en firs år lang hollandsk opstand, der undervejs var blevet blandet sammen med Trediveårskrigen.
I oktober 1648 underskrev separate grupperinger af magter Münstertraktaten og Osnabrücktraktaten, hvis betingelser modsvarede hinanden og henviste gensidigt til hovedforudsætningerne.
Begge de multilaterale hovedtraktater erklærede, at deres mål var ”kristen, universel, evig, sand og sandfærdig fred og forsoning“ til ”Guds ære og kristenhedens sikring“. De konkrete betingelser var ikke væsensforskellige fra andre dokumenter fra perioden.
Mekanismerne, de skulle opnås igennem, var derimod uden fortilfælde. Krigen havde tilintetgjort enhver påstand om universalitet eller religiøs solidaritet. Den var begyndt som en kamp mellem katolikker og protestanter, men havde, i særdeleshed efter atFrankrig var gået ind mod det katolske tysk-romerske rige, forvandlet sig til alles kamp mod alle i skiftende og indbyrdes modstridende forbund.
Meget lig de mellemøstlige storbrande i vor egen tid blev religiøse forbindelser påkaldt med henblik på at skabe solidaritet og kampgejst, men lige så ofte afskrevet og overtrumfet på grund af sammenstød mellem geopolitiske interessereller slet og ret ambitionerne hos opblæste personligheder.
Samtlige sider var på et eller andet tidspunkt i krigens løb blevet forladt af sine ”naturlige“allierede. Ingen underskrev dokumenterne i den tro, at man gjorde noget som helst andet end at fremme sin egen interesse og prestige.
Paradoksalt nok tillod denne generelle udmattelse og kynisme deltagerne at forvandle de praktiske midler til at afslutte en konkret krig til overordnede forestillinger om en verdensorden. Når snesevis af krigshærdede parter mødtes for at sikre deres hårdt tjente gevinster, blev de gamle former for hierarkisk underdanighed i al stilfærdighed kasseret.
Den iboende lighed mellem suveræne stater blev institutionaliseret, uanset deres magt eller hjemlige system. Nylig tilkomne magter som Sverige eller den nederlandske republik blev tilstået proceduremæssig behandling på lige fod med etablerede stormagter som Frankrig og Østrig.
Alle konger blev omtalt som ”majestæt“ og alle ambassadører som ”excellence“. Denne nye forestilling blev gennemført i en sådan grad, at delegationerne som følge af kravet om absolut lighed udtænkte en procedure for at træde ind i forhandlingslokalerne igennem individuelle døre, hvad der krævede bygning af adskillige indgange, og for at bevæge sig frem til deres stole i samme tempo, således at ingen skulle lide den tort at vente på, at en anden nåede frem efter behag.
Den Westfalske Fred blev et vendepunkt i nationernes historie, fordi den satte en række elementer på plads, der var lige så enkle som altomfattende.
Staten, og ikke imperiet, dynastiet eller den religiøse overbevisning, blev etableret som grundelement i den europæiske orden. Forestillingen om den suveræne stat blev slået fast. Hver underskrivende parts ret til uden indblanding at vælge sin egen lokale samfundsmodel og trosretning blev bekræftet,alt imens nyskabende paragraffer sikrede, at religiøse minoriteter villekunne fortsætte med at praktisere deres tro i fred og ikke behøve at skulle frygte tvangsomvendelse.
Hinsides situationens øjeblikkelige krav var principperne for et system af ”internationale forbindelser“ begyndt at tage form, motiveret af det fælles ønske om at undgå en ny total krig på kontinentet. Udveksling af diplomater, herunder udstationeringen af fastboende repræsentanter i andre staters hovedstæder (en praksis, som hidtil ellers kun venetianerne havde benyttet sig af), blev indført for at regulere forbindelserne og fremme fredens værdier. Parterne forudså, at man med fremtidige konferencer og rådslagninger efter den westfalske model ville blive i stand til at afslutte uenigheder, før de udviklede sig til konflikter. International ret, som under krigen var blevet udviklet af omrejsende lærde rådgivere som Hugo Grotius, blev behandlet som en samling vedtagne principper med henblikpå at fremme harmoni, med mulighed for udvidelse og med de westfalske traktater selv som kernen.
Det geniale ved dette system og årsagen til dets gradvise udbredelse over hele verden var, at dets forudsætninger beroede på procedurer og ikke på substans. Hvis en stat var villig til at acceptere disse grundlæggende forudsætninger, ville den blive anerkendt som international medborger og til gengæld være i stand til at bevare sin egen kultur og religion, sit politiske system og sin indenrigspolitik og samtidig være beskyttet af det internationale systemmod indblanding udefra.
Idealer om kejserlig eller religiøs enhed - der historisk havde været den gældende forudsætning for Europas og de fleste andre regioners orden - havde medført, at der i teorien kun kunne blive tale om et enkelt, fuldt ud legitimt magtcenter. Den westfalske forestilling tog udgangspunkt i mangfoldighed og fik trukket et bredt udvalg af mangfoldige samfund, der hver for sig blev accepteret som en kendsgerning, med ind i en fælles søgen efter orden.
I midten af det tyvende århundrede var dette internationale system etableret på hvert eneste kontinent; det er stadig fundamentet for international orden i dens nuværende omfang.
Den Westfalske Fred godkendte ikke noget specielt forbund af alliancer eller nogen permanent politisk struktur i Europa. Med den universelle kirkes ophør som den ultimative kilde til legitimitet og svækkelsen af den tysk-romerske kejser blev forestillingen om orden i Europa i stedet knyttet til magtbalancen - som per definition indbefatter ideologisk neutralitet og tilpasning til skiftende omstændigheder.
I det nittende århundrede udtrykte den britiske statsmand lord Palmerston dens grundlæggende princip således:
”Vi har ingen permanente allierede, og vi har ingen bestandige fjender. Vores interesser er derimod permanente og bestandige, og disse interesser er det vor pligt at følge.“
Da han blev bedt om at definere disse interesser mere konkret i form af en officiel ”udenrigspolitik“, medgav denne berømmede tjener for den britiske magt:
”Når folk beder mig [“] om at formulere en såkaldt politik, kan jeg ikke give andet svar, end at vi har til hensigt at gøre det, som forekommer at være det bedste, ved hver eneste given lejlighed, det bliver aktuelt, og dermed gøre vort lands interesser til vort styrende princip.“ (At denne bedragerisk enkle forestilling fungerede for Storbritannien, skyldtes til dels, at landets herskende klasse blev oplært i en fælles og nærmest intuitiv fornemmelse af, hvad der var landets grundlæggende interesser).
I dag bliver disse westfalske forestillinger ofte hånet som et system afkynisk magtmanipulation, der er ligeglad med moralske krav. Ikke desto mindre udgør den struktur, som blev etableret med Den Westfalske Fred, det første forsøg på at institutionalisere en international orden på grundlag af vedtagne regler og grænser og at basere den på en mangfoldighed af magter snarere end på et enkelt lands dominerende indflydelse.