Det var de svenske landsknægte, der for 350 år siden forcerede de danske bælter og overraskede den danske hær. Men det var Frederik den Tredje, der i første omgang trådte ud på "alt for tynd is", da han erklærede Sverige krig. På den måde er det ikke kun en konges soldater, men lige så meget hans rådgivere, der kan ændre historien, påpeger Lars Cramer-Petersen, der som tidligere museumsinspektør i Brønshøj har forsket i svenskekrigene gennem årtier. I bogen "Danmarks Skæbnetime en beretning om Svenskekrigene 1657-60" gennemgår han en del af Danmarks mest dramatiske historie.
Og det er han ikke alene om at interessere sig for. For det kommende år bliver det markeret på begge sider af sundet, at det den 26. februar er 350 år siden, at Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge ved Roskildefreden. Roskilde Museum er ikke overraskende et af arnestederne for den interesse.
Det er jo ikke, fordi vi vil fejre et militært nederlag. Men projektet omkring markeringen af Roskildefreden har været en oplagt anledning til sætte fokus på fælles kulturarv og historie og mulighed for at skabe dialog og debat, og der har været og er bred politisk opbakning og økonomisk støtte fra både Øresundskomiteen, Region Sjælland og Region Skåne. Projektet involverer således en bred vifte af danske og svenske politikere og har en stor grad af bevågenhed i Sverige, fortæller museumsinspektør ved Roskilde Museum Iben Bækkelund Jagd. Hun mener, at markeringen kan være med til at knytte endnu tættere bånd mellem Sverige og Danmark. For i dag er temperaturen mellem de to lande heldigvis steget en del de sidste 350 år, hvor der bogstaveligt talt var is mellem de to lande.
Vi havde haft nogle langvarige uroligheder under Trediveårskrigen fra 1618 til 1648. Det var både Sverige og Danmark dybt involveret i. Nogle gange var vi sammen, andre gange mod hinanden. Men det havde udviklet en krigskultur, hvor kongerne var blevet vant til at lege med grænserne, forklarer Lars Cramer-Petersen.
Den svenske Kong Carl den Tiende Gustav var vokset op under disse uroligheder og havde gjort krigen til sin levevej. Han befandt sig bedst mellem sine landsknægte. Og i årene før Svenskekrigene havde Sverige allerede nogle besiddelser i Nordtyskland og i de baltiske lande. I 1654-55 forsøgte Kong Carl den Tiende Gustav sig også i Polen, hvor han vandt det ene slag efter det andet. Men det førte ikke til nogen landbesiddelser, fordi polakkerne hele tiden omgrupperede sig.
Det frydede vi os lidt over i Danmark. Og adelen omkring Kong Frederik den Tredje var ivrig efter en ny krig mod Sverige for at vinde nogle af de svenske erobringer tilbage. Kongen lod sig derfor overtale af sine rådgivere til at erklære Sverige krig på formel vis med papir og det hele. Men det bekom faktisk den svenske konge rigtig godt. For det gav ham en chance for at vende krigslykken fra Polen mod Danmark.
Svenskekongen samlede derfor sine landsknægte i 1657 og drog hastigt mod Danmark gennem Nordtyskland. Og pludselig stod han i Holsten, mens danskerne kæmpede mod en mindre del af den svenske hær i Bremen, der på det tidspunkt var en svensk provins. Her havde den danske hær vundet et par sejre, men nu fik den danske konge i stedet travlt med at bevæge sin hær op igennem Jylland. Men det var for sent, og de danske soldater var indespærret i Holsten, mens svenskerne fortsatte uden den store modstand op gennem Jylland.
Vi havde været vant til, at den danske adel hjalp kongen. Men mange svigtede denne gang kongen og var mere interesserede i at bevare deres godser ved at stå i godt forhold til svenskerne. Når der endelig var kampe, var det derfor lokale bønder, der forsøgte at trodse svenskerne, som ellers frit kunne røve og plyndre op gennem Jylland.
Det eneste sted i Jylland, hvor der fandtes en fæstning med en større dansk hær, var i Frederiks-odde, hvor Fredericia ligger i dag. Men den svenske hær belejrede hurtigt fæstningen.
I mellemtiden lykkedes det en del af den danske hær, der var indespærret i Holsten, at sejle ud gennem nogle åer og vandløb til Vesterhavet og nord om Jylland for at forstærke hæren i Fredericia. Men da det stod værst til, stod der kun omkring 3000 danske soldater og en del tvangsudskrevne bønder. Udenfor stod der imidlertid over 8000 krigsvante svenske landsknægte. Den 24. oktober 1657 stormede svenskerne fæstningen ved Fredericia og havde nu indtaget hele Jylland. I mellemtiden kom vinteren.
Dengang var vinter virkelig vinter, idet man kalder tiden for den lille istid. Det kom svenskerne til gode, fordi både Lillebælt og Storebælt frøs til. De fleste svenske officerer var lidt betænkelige ved at gå over isen. Og dér viste den svenske generalkvartermester Dalberg sig som god rådgiver for sin konge. Han havde tilegnet sig en del ingeniørfærdigheder og stod blandt andet for at tegne kort og bygningstegninger. Og han overbeviste kongen om, at isen nok skulle holde.
Svenskerne havde først tænkt at gå over isen fra Als, men der lå en dansk flåde og spærrede vejen. Men da det blev tilstrækkeligt koldt, var Lillebælt frosset nok til, til at de den 30. januar 1658 kunne sende de første soldater over Lillebælt fra Brandsø til Middelfart. Her besejrede de nogle få danske tropper og tvangsudskrevne bønder. Og pludselig var også Fyn svensk. I sin bog om svenskekrigene gør Lars Cramer-Petersen dog op med forestillingen om, at svenskerne marcherede taktfast over isen, som det senere er blevet mangfoldigt afbildet.
Hvis de havde trampet taktfast over isen, var de helt sikkert gået igennem isen, så de gik formentlig mere spredt og forsigtigt over. Først gik en masse af de krigsvante landsknægte, ryttere og fodfolk over. Og senere kom vognene med det militære udstyr sammen med invalide, kvinder, børn og skøger, som landsknægtene havde med sig. Landsknægtene var jo et nomadefolk, der levede af at plyndre gennem forskellige togter, forklarer Lars Cramer-Petersen.
Den svenske konge var dog blevet så varm på is ved Lillebælt, at han sendte sine spejdere mod Nyborg for at se, hvordan isen havde det dér. Men der var den ikke sikker.
Svenskekongen var imidlertid en stædig rad, han ville over, så den svenske hær tog i stedet ned til Langeland og passerede fra Fyn til Langeland og fra Langeland til Lolland nord for Nakskov. Det var 6.-7. februar 1658 og noget mere risikabelt. For der lå vand over isen, så når de trådte med deres store sømbeslåede støvler over isen, kunne de godt gå ned under isen, så man kan forestille sig, hvordan de har gået og soppet i 10 centimeters smeltevand på vej over Storebælt. Men det lykkedes at komme over næsten uden uheld.
Den 11. februar 1658 var de første svenskere ved Vordingborg. To dage senere var den svenske konge ved Køge. Ingen af stederne blev der sluttet fred, trods danske forsøg på fredsslutninger, men den 18. februar stod svenskernes fortrop ved Høje-Taastrup Præstegård, hvor der blev indgået en aftale om fred. Og det blev endeligt konfirmeret ved Roskildefreden den 26. februar 1658, hvor de svenske besiddelser Skåne, Halland og Blekinge ophørte med at være en del af det danske kongerige.
Den 3. marts blev freden skyllet ned med 8000 flasker vin ved et flere dage langt fredstaffel hos Frederik den Tredje, der blev hånet af den svenske konge, der kaldte ham "Lillebror Frederik".
Siden brød svenskerne freden, så en ny svenskekrig brød løs uden krigserklæring i august, og dansksindede bornholmere skrev siden et nyt kapitel til historien ved at redde solskinsøen, men det er Roskildefreden, der en gang for alle amputerede Danmark.
historie@kristeligt-dagblad.dk
