Naar de svenske Arbejdere og Arbejdersker i saa store mængder lader sig lokke hertil, saa kan denne Kendsgerning vel vidne for, at Arbejdsforholdene i deres Hjemstavn ikke er tilfredsstillende. Ansvaret for deres Tilstedeværelse hviler med hele sin Tyngde på dem, der gør det til en Forretning at spekulere i Indførsel af fremmed Arbejdskraft.
LÆS OGSÅ: Fra klassekamp til nichefællesskaber
Den indvandrerkritiske tone i artiklen i Social-Demokraten den 20. maj 1883 er ikke til at tage fejl af. Fra midten af det 19. århundrede og frem til begyndelsen af 20. århundrede tog tusindvis af svenskere til Danmark på flugt fra arbejdsløshed og sult. I 1901 var der 35.000 svenskere i Danmark, hvilket svarede til 1,6 procent af befolkningen. Fattigdommen i Sverige var på det tidspunkt langt mere omfattende end i Danmark, og langt de fleste indvandrere kom fra Sveriges dengang fattigste len, Halland.
Men selvom svenskerne kulturelt set ligner danskere, så affødte broderfolkets indmarch på mange måder lige så kritiske reaktioner blandt danskerne, som indvandringen af muslimer gør i dag. Det fortæller professor Garbi Schmidt fra Roskilde Universitet, der er i gang med en stor undersøgelse af indvandring på Nørrebro op gennem det 20. århundrede. Undersøgelsen, der skal indgå i en doktorafhandling, er en del af et omfattende forskningsprojekt, som kortlægger, hvordan indvandringen og det multietniske samfund påvirker sammenhængskraften i Københavns Kommune.
Forestillingen om, at der på et tidspunkt har været en mere samlet dansk kultur uden påvirkning fra indvandring holder ikke. Hvis vi ser på Danmark for omkring 100 år siden, så var der tale om et meget klasseopdelt samfund med store skel mellem de forskellige samfundslag. Også folk, der kom fra landet til København, så sig selv som indvandrere og blev betragtet som meget anderledes. I dag debatteres det, om indvandrerne skader samfundets sammenhængskraft. Men den debat er bestemt ikke ny. I perioden omkring år 1900 var der en mindre provinsby af svenskere i København. En del af de enlige kvinder havnede i prostitution. Svenskerne blev betragtet som moralsk anløbne. De blev kritiseret for at tage arbejdet fra danskerne eller finde sig i for dårlige arbejdsforhold, fortæller Garbi Schmidt.
Datidens aviser var præget af en livlig debat om de svenske indvandrere, og i 1875 vedtog Rigsdagen Fremmedloven, som betød, at politiet skulle udstede en særlig opholdsbog til svenske indvandrere. Arbejdsløse svenskere risikerede udvisning, hvis det blev vurderet, at de lå samfundet til last.
De omkring 3000 østeuropæiske jøder, der flygtede til Danmark mellem 1905 og 1920 på grund af forfølgelserne i Rusland, var en anden af de indvandrergrupper, der blev betragtet som en trussel mod det danske samfunds værdier.
Mange af de nye flygtninge var fattige skomagere, skræddere, som udelukkende talte jiddisch. En stor del af de børnerige jødiske familier boede i slumkvarteret omkring Adelgade og Borgergade i København. Adjunkt Brian Arly Jacobsen fra Aarhus Universitet har i en undersøgelse dokumenteret, at der er mange lighedspunkter mellem debatten om muslimer i dag og den måde, jøderne blev omtalt på fra 1903 til 1945.
Der er naturligvis store forskelle på de to religiøse minoritetsgrupper. Muslimerne er indvandret i relativt stort tal i løbet af de seneste 40 år og fra vidt forskellige steder i verden, mens jøderne har en århundredlang historie i Danmark med en løbende indvandring fra få områder. Ikke desto mindre har begge grupper oplevet at blive rubriceret som den absolutte modpol til de særligt danske værdier under debatter i Folketinget. De er blevet betragtet enten som en trussel for den danske økonomi og arbejdskraft og/eller som en kulturel og national trussel, blandt andet fordi mange østeuropæiske jøder sympatiserede med socialismen, siger Brian Arly Jacobsen, der er nået frem til sine resultater ved at sammenligne omtalen af jøder i Rigsdagstidende 1903-1945 med omtalen af muslimer i Folketingstidende 1967-2005.
Garbi Schmidt skal i løbet af de kommende to år kortlægge, hvordan et kvarter som Nørrebro reagerede over for de forskellige indvandrer- og flygtningegrupper fra 1945 og frem til i dag.
Hun skal blandt andet forsøge at afklare, om der har været et tidspunkt, hvor de tyrkiske indvandrere blev betragtet som eksotiske, og hvornår debatten begyndte at fokusere på islam som et problem i forhold til den danske kultur.
Indvandrere er altid i et vist omfang blevet betragtet som farlige for det bestående samfund. Også tilbage i 1800-tallet har der været debatter om problematiske indvandrergrupper i København, som kom udefra og rokkede ved den bestående stabilitet, enten fordi de tog danskernes arbejde, var umoralske eller havde en anden politisk overbevisning. I forhold til muslimerne tales der meget om, at religionen er en barriere. Nok fordi religion spiller en større rolle for danskernes identitetsdannelse, end vi egentlig tror, siger Garbi Schmidt.