Maj 1968 smager uvægerligt af Paris og Sorbonne, af brosten og barrikader i Latinerkvarteret. Det er de unge parisiske studerendes fortjeneste, at det netop er maj og året 1968, som er gået over i historien som et begreb og som et andet ord for ungdomsoprøret.
Men i virkeligheden var "68'erne" lidt sent ude, og franskmændene nogle af de sidste til at slutte sig til studenteroprøret. Ungdommens oprør var en næsten global krampetrækning, der rystede både vestlige demokratier, sydeuropæiske diktaturer, østeuropæiske kommunistregimer og nyligt afkoloniserede nationer i Den Tredje Verden. Da de franske studenter besatte Sorbonne, havde amerikanerne, tyskerne, japanerne, danskerne, hollænderne og spanierne allerede demonstreret, lavet sit-ins og kæmpet mod politiet i adskillige år.
Ungdomsoprøret var en international ramme med fælles slogans som modstanden mod Vietnamkrigen og fælles kampmetoder som universitetsbesættelser og sit-ins. Men i denne ramme lagde hvert land sine egne problemstillinger, siger Thomas Ekman Jørgensen, historiker og medforfatter til bogen "1968 og det der fulgte", som en af forklaringerne på, at en hel generation udløser en næsten verdensomspændende revolte.
Velstandsstigning, store ungdomsårgange og massemedier, som formidler en global ungdomskultur med popmusik som identitetsskabende fællesnævner, er andre forudsætninger for ungdommens oprør.
Kronologisk set begyndte ungdomsoprøret i Japan med voldsomme demonstrationer mod fornyelsen af Japans forsvarstraktat med USA i 1960. I juni blev en ung kvindelig demonstrant dræbt og omkring 800 såret.
Men det er USA, historieskrivningen betragter som studenteroprørets egent-lige vugge. Her var borgerrettighedsbevægelsen og modstanden mod segregationspolitikken med til at skabe en protestånd og en politisering af studenterungdommen, som blandt andet stødte mod forbuddet mod politisk agitation på universiteterne. I protest mod denne begrænsning af ytringsfriheden organiserede de studerende ved Berkeley Universitetet i Californien historiens første sit-in eller sit-down-strejke i 1964.
Protesterne bredte sig til resten af landet med Vietnammodstanden som brændstof og kulminerede efter drabet på Martin Luther King i april 1968 med besættelsen af Columbia Universitetet i New York. Og så gik det for alvor stærkt i Europa.
Men det gamle kontinent havde allerede for længst meldt sig under oprørets røde faner. Og også her var nogle af pionererne at finde i lande, man ikke i dag husker som ungdomsoprørernes bastion.
En af de første sit-ins fandt således sted i Spanien i marts 1966, på universitetet i Barcelona, som Franco-regimet omgående lukkede. Fra dette tidspunkt er der i to år næsten uafbrudt konfrontationer mellem politiet og studerende, som snart får følgeskab af fagforeningerne. Det spanske ungdomsoprør nedkæmpes først, da Franco i januar 1969 indfører undtagelsestilstand.
Bag jerntæppet kommer det i marts 1968 til sammenstød mellem studenter og politiet i Polen. Uroen udløses af forbud mod teaterstykket Dziady. Og i Jugoslavien demonstrerer studenterne til støtte for deres polske kolleger og imod indførelsen af nødretslove i Tyskland, alt imens Prag-foråret i Tjekkoslovakiet forsøger at give "socialismen et menneskeligt ansigt".
I det demokratiske Europa er det modstanden mod Vietnamkrigen, som er en af de store katalysatorer for studenteroprøret, i Nordeuropa sammen med atommodstanden. De danske Påskemarcher begynder i 1960, og i Stockholm sætter Russel-tribunalet i maj 1967 fokus på anklagerne om amerikanske krigsforbrydelser i Vietnam.
Men det fælles krav er demokratiseringen af universiteterne. "Bryd professorvældet", lyder et af de legendariske danske slagord, som natten til den 22. marts 1968 males på murene på Københavns Universitet.
I Berlin har studerende i 1967 oprettet Kritische Universität, som britiske studerende i Bristol kopierer i 1968.
I foråret 1968 spidser alle disse mangfoldige protester til. De nordvietnamesiske Viet Cong-troppers såkaldte Tet-offensiv mod Sydvietnam den 30. januar 1968 viser, at USA er langt fra at vinde krigen og giver krigsmodstanden fornyet blod på tanden. Den 17. og 18. februar organiseres i Berlin en international Vietnamkongres med 5000 deltagere fra hele verden.
Studenterbevægelsen er forholdsvis velkoordineret på tværs af landegrænserne, påpeger Ingrid Gilcher-Holtey, professor i samtidshistorie ved universitetet i Bielefeld og forfatter til flere bøger om 68-oprøret.
Ved Berlinerkongressen deltager franske Daniel Cohn-Bendit og britiske Ali Tariq sammen med italienske studenterledere og selvfølgelig de tyske studenters talerør, Rudi Dutchke. De aftaler at organisere fælles kæmpedemonstrationer mod Vietnamkrigen med fælles paroler i London den 17. marts, forklarer Ingrid Gilcher-Holtey.
Også i Rom demonstreres der.
Og så skydes Rudi Dutschke ned på åben gade den 11. april 1968. Maj 68 er i gang.
Nedskydningen af Rudi Dutschke er afgørende og udløser støttedemonstrationer blandt andet i London, påpeger Ingrid Gilcher-Holtey.
I København besættes psykologisk laboratorium den 20. I Italien er der næsten daglige sammenstød. I New York besættes Columbia University.
Og i Frankrig? "La France s'ennuye, Frankrig keder sig", skriver pressen i april 1968. Selvom Cohn-Bendit og de studerende ved Nanterre-universitetet allerede har lanceret "22-marts-bevægelsen" og forstyrret undervisningen gennem hele april, er der ingen tegn på, at Paris skal blive ungdomsoprørets symbol.
Men den 2. maj lukker universitetets ledelse Nanterre og sender Cohn-Bendit og et par andre studenterledere for en intern disciplinærkomité på Sorbonne dagen efter.
En håndfuld studerende indtager Sorbonnes gård i solidaritet med de sanktionerede studenter. Politiet beslutter at rømme gården og køre hele bundtet på stationen. Og så antændes lunten i Latinerkvarteret.
General De Gaulle, som tror, at studenterne kan sættes på plads med lidt autoritær afklapsning, lader politiet skride hårdt ind. Den 3. maj såres 100 og over 500 anholdes. Den 4. maj suspenderes undervisningen ved Sorbonne og afføder et krav om universitetets genåbning. De første barrikader rejses i Latinerkvarteret mod 20.000 betjente. Biler og busser stikkes i brand. 945 såres, 422 anholdes.
Den 10. maj går over i historien som "Barrikadernes nat, La Nuit des Barricades ". 30.000 unge demonstrerer i Latinerkvarteret, og ved 21-tiden graves de første brosten op. Ved 23-tiden er omkring 40 barrikader rejst. Klokken to får politiet ordre til at rydde barrikaderne. Politiets fremfærd chokerer pariserne, som fra deres vindue ser politiet slå løs på liggende studenter.
Denne nat er et vendepunkt. Fra dette øjeblik er offentligheden på de unges side, konstaterer Patrick Rotman, historiker og Frankrigs førende specialist i 68-generationen.
Fagbevægelsen slutter op om studenterne og udløser generalstrejke. Den franske regering vakler. De Gaulle forsvinder, magten synes at smuldre. Men så vender han tilbage, udskriver valg og organiserer en kæmpemæssige mod-demonstration til støtte for regeringen den 30. juni. Majoprøret er slut.
De studerende tog ikke magten. Men de tog ordet, konstaterer Patrick Rotman.
Der var et kæmpemæssigt behov for at kunne tale og diskutere frit, et behov for politisk deltagelse og demokrati. Mange af de demokratiske landvindinger, vi i dag tager for givne som for eksempel ligestillingen mellem mænd og kvinder voksede ud af 68-bevægelsen. Før 1968 og generalstrejken var det ikke tilladt for fagforeningerne at være repræsenteret på arbejdspladserne, siger Patrick Rotman.
Der var et generelt krav fra de unge i alle lande om demokratisk deltagelse. Tænk bare på, at på tyske universiteter var det forbudt for alle andre end professorerne at tale under forelæsningerne, siger også Ingrid Gilcher-Holtey, som peger på, at opgøret med forældregenerationens forhold til nazi-tyskland var en af drivkræfterne i det tyske ungdomsoprør.
Ungdomsoprøret er i en vis forstand kulminationen på processer, som har været i gang i nogle år, mener Thomas Ekman Jørgensen.
Især i Skandinavien er der en erkendelse af, at der er brug for et mere dynamisk samfund, hvis vi skal tjene flere penge og udvikle velfærdssamfundet. Mange er også enige i, at det er en god idé med seksualundervisning i skolerne. I Norge, hvor der for eksempel ikke var noget nævneværdigt studenteroprør, har man set den samme udvikling som i resten af verden. Omvendt i Italien, hvor oprøret ikke i samme grad førte til ændringer af samfundsstrukturen, har man et stift samfund med en dårlig økonomi, påpeger han.
Men det, som er gået over i historien som Maj 68, var også en sammensat bevægelse med indbyggede skyggesider, erkender Patrick Rotman.
Det antiautoritære eksisterede side om side med den mest hierarkiske og dogmatiske marxisme. Og der var mange, som blev ødelagt i oprørets flammer. Der var studerende, som ikke kunne opgive revolutionsromantikken og vende tilbage til hverdagen og studierne. Nogle begik selvmord. Andre fortabte sig i stoffer og misbrug.
Men de samfundsændringer, som kom ud af ungdomsoprøret, ville vi have fået under alle omstændigheder. Maj 68 accelererede bare begivenhedernes gang, mener Patrick Rotman.