Prøv avisen

Da vejen blev banet for osmannisk storhed

I dag er den tidligere katedral Hagia Sophia i Istanbul, et af de mest synlige minder om den århundredlange kristne tilstedeværelse i denne del af verden. Den blev bygget af kejser Justinian i det 5. århundrede, men konverteret til moske i 1453. Indtil Peterskirken i Rom blev bygget, var det den største kristne kirke i verden, men i dag er den et museum og vidner om Konstantinopels brogede religiøse fortid. Hagia Sophia ses til højre i billedet bag Den Blå Moske. - Foto: AP.

Mens det første korstog ikke efterlader noget tydeligt fodaftryk på den præ-tyrkiske kultur, identitet eller historie, så gør det fjerde derimod. For med Konstantinopels plyndring i 1204 bliver vejen åbnet for osmannisk enhed, storhed og stolthed

Det er en folkevandring, verden aldrig tidligere eller senere har set magen til. Op mod 200.000 mennesker på korstog gennem Europa, over Den Anatolske Højslette og videre til Palæstina og Den Hellige By. Alligevel efterlader menneskestrømmen ikke noget videre aftryk på det præ-tyrkiske samfund og bliver i århundreder mere set som en militær invasion end en kristen mission.

Det kan virke utroligt, at så mange mennesker fra en helt anden kultur ikke efterlader sig et dybere aftryk på et område. Men det nuværende Tyrkiet er på det første korstogs tid i slutningen af det 11. århundrede ikke én samlet stat. Derimod er det et område præget af konstante uroligheder.

Derfor betyder det heller ikke så meget, at en meget stor kristen hær går gennem det. For de bliver ikke, lærer sig ikke sproget og har ingen egentlig interaktion med lokalbefolkningen, fortæller Kurt Villads Jensen, lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet (SDU).

"Det Byzantinske Rige kæmper med muslimske seljukker, der på ret kort tid erobrer en masse land. Der er konstante uroligheder, så den kristne hær er ingen trussel, bare endnu en uromager. Seljukkerne, der på det tidspunkt styrer store dele af området, betragter ikke korshæren som religiøs - kun som militær. Det er først i 1800-tallet, at denne opfattelse begynder at forandre sig. På det tidspunkt bliver arabiske lande koloniseret, og det får erindringen om korstogene til at blomstre op igen og rodfæste sig i den nationale psyke. For pludselig kan de tidligere korstog ses som koloniseringsforsøg i det muslimske Mellemøsten," forklarer Kurt Villads Jensen.

"Nationalismen blomstrer i både Tyrkiet og Mellemøsten, da koloniseringen tager til. Tyrkiet bliver godt nok aldrig underlagt en vestlig magt, men man kan alligevel se lighedstegn mellem korstogene og kristne landes erobringer af muslimske. På den måde skifter korstogene karakter fra at have været en militær styrke til en religiøs. Og den opfattelse holder ved i store dele af Mellemøsten i dag, endskønt den ikke er helt så udbredt i Tyrkiet. Det er Tyrkiets sekulære styre, der ikke har vægtet korstogene i historieskrivningen. Det religiøse aspekt passer simpelthen ikke ind i deres verdensopfattelse. Alligevel har islamistiske grupper i det tyrkiske samfund formået at trække dem frem igen og igen i de sidste 25 år," siger lektor ved Syddansk Universitet Mehmet Ümet Necef.

- Tyrkiets islamister har brugt korstogene som eksempler på vestlig, kristen invasion. I nutiden drejer det sig om krigene i Irak og Afghanistan, men islamisterne peger på, at tendensen allerede begyndte med korstogene.

"Dog er der en dag, som selv det sekulære Tyrkiet fejrer. Nemlig den 29. maj. For i 1453 på denne dag falder Konstantinopel endeligt efter mange års isolation fra resten af den kristne verden til Det Osmanniske Rige. Det Byzantinske Rige er mange år forud reelt holdt op med at eksistere. Nok består Konstantinopel som en kristen by, men riget og byen er alvorligt svækket efter det fjerde korstogs hære, der 250 år tidligere har plyndret og vandaliseret byen i en sådan grad, at det selv i en brutal samtid er uhørt. Kombineret med dette har osmannerne i Osman den 1. fået en leder, der langsomt, men sikkert æder sig ind på byzantinsk territorium. Allerede i 1299 bliver Det Osmanniske Rige en realitet, da Osman indtager byen Bursa syd for Konstantinopel og påbegynder samlingen af det med tiden så enorme Osmanniske Rige. Denne erobring bliver Byzans' endeligt, og en ny epoke uden korstog, men med storhed, stolthed og enhed kan begynde."