Da verden gik af lave

Det moderne samfunds plager begyndte, da jægerne og samlerne blev agerdyrkere i yngre stenalder, en revolution som lige siden har præget menneskehedens kollektive bevidsthed og for eksempel spejles i skabelsesberetningen, mener nogle af verdens førende specialister

Da bondestenalderen afløste jægerstenalderen, blev frugtbarhedssymbolikken mere fremherskende. Skulpturen er fra Syrien, o. 5000 f.Kr. – Arkivfoto.
Da bondestenalderen afløste jægerstenalderen, blev frugtbarhedssymbolikken mere fremherskende. Skulpturen er fra Syrien, o. 5000 f.Kr. – Arkivfoto.

Der kan være mange bud på, hvornår de gode gamle dage sluttede, og det moderne samfunds fortrædeligheder begyndte. Kapitalismens sejr og 68-oprøret er nogle af de oftest citerede. Men værdikampen er meget ældre. Vi skal helt tilbage til omkring år 8.500 før Kristus og den såkaldte neolitiske revolution for at finde den kulturelle omvæltning, hvis efterdønninger lige siden har bølget gennem historien som en tsunami, der endnu ikke er færdig med at skylle ind over nutidens kyster.

Den dag stenaldermennesket holdt op med at være jæger og samler for i stedet at dyrke jorden og tæmme dyrene, såede han også kimen til nutidens dårligdomme, fra klimakrise og sociale uligheder til krig og vold.

Det var konklusionen på en international konference med deltagelse af nogle af verdens førende stenalderspecialister på videnskabsmuseet Cité des Sciences i Paris for nogen tid siden. Over tre dage fremlagde arkæologer og historikere den nyeste forskning, der kaster lys over overgangen fra samler- og jægersamfundet til agerbrugssamfundet i Den frugtbare Halvmåne et sted omkring Djezireh-plateauet i det nuværende Syrien ig Irak. Men også over det moderne samfund.

I det øjeblik mennesket begynder at kontrollere naturen, sættes en udvikling i gang, som vi kan følge frem til i dag. Den industrielle revolution er blot en forlængelse af det, der skete i yngre stenalder. Udviklingen af genmodificerede planter, men også udplyndringen af ressourcerne og i sidste ende klimakrisen havde ikke været mulig, hvis ikke stenaldermennesket på et tidspunkt var begyndt at kontrollere naturen og udvælge dyr og planter, der egnede sig til dyrkning og opdræt, siger Jean-Paul Demoule.

Han er arkæolog og historiker med speciale i yngre stenalder ved universitetet i Paris og initiativtager til konferencen, som var organiseret af det franske Institut for Præventiv Arkæologisk Forskning, INRAP.

Arkæologerne er ikke nødvendigvis enige, for eksempel om hvorvidt yngre stenalder kan kaldes en revolution, i betragtning af at overgangen strakte sig over flere tusinde år. Men det synes ubestrideligt, at det samfund, der voksede ud af agerbruget, var væsensforskelligt fra det nomadesamfund, der levede af jagt og det, naturen tillod at samle.

Som professor emeritus ved universitetet i Heidelberg Harald Hauptmann udtrykker det:

I den nye verden er det ikke kun stammens og klanens indbyrdes solidaritet, der sikrer overlevelse. Et mere individuelt livssyn bliver muligt.

Det første håndgribelige resultat af agerdyrkningen er en betydelig befolkningstilvækst. At være fastboende er mindre anstrengende end at rejse rundt, og fødevarerne bliver mere rigelige, selv om det også kræver mere arbejde end at jage og samle bær.

Med befolkningstilvæksten opstår også et mere hierarkisk og ulige samfund, påpeger Jean-Paul Demoule.

Der opstår en elite, som har mulighed for at akkumulere værdigenstande. Man begynder at udvikle genstande, som ikke har nogen praktisk anvendelse, som for eksempel op til 45 cm lange knivsblade af flint, som forudsætter stor teknisk kunnen, men er for skrøbelige til at kunne bruges til noget. Vi finder grave, som er rigt udstyret med værdigenstande, og andre, som ikke indeholder noget af værdi, siger den franske historiker.

De sociale uligheder er født, og samtidig også en ny rivalitet, efterhånden som de første permanente bopladser bliver til forholdsvis store bysamfund med først rundhuse og derefter rektangulære bygninger.

Vi begynder at finde spor af beskyttelsesværker omkring byerne, hvilket viser, at krig er begyndt at præge samfundene, siger Jean-Paul Demoule.

Men samtidig opstår også en ideologisk og åndelig udvikling, som breder sig fra Mesopotamien til Egypten men også til Tyrkiet og Anatolien fra omkring det 7. årtusinde og videre til Vesteuropa mellem 6.500 og 4.500 før Kristus.

I folkerige samfund opstår et behov for styring og organisation og dermed spørgsmål om magt og underkastelse. Den neolitiske revolution breder sig blandt andet på grund af udbrydere, der vil unddrage sig den dominans og kontrol, som er nødvendig i større samfund. De meget komplekse civilisationer opstår derfor på steder, der fungerer som fælder, hvor folk ikke kan komme længere. Det gælder Mesopotamien, der udvikler bystaterne, det gælder Egypten hvor ørkenen udgør en naturlig barriere. Og det gælder Vesteuropa, hvor Atlanterhavet standser migrationen, og hvor man ser de typiske stendysser som tegn på et fremskredent neolitisk samfund, som siden forsvinder, forklarer Jean-Paul Demoule.

Men hvorfor accepterer nogle at lade sig lede eller dominere af andre ? Man kan holde folk i ave ved magtudøvelse, men det holder sjældent i længden. Det mest effektive er, at folket ser det som en egeninteresse, enten af materielle årsager, eller af åndelige. Lederen er gudernes repræsentant eller selv en gud. Og at underkaste sig lederen giver beskyttelse og sikkerhed for et liv i det hinsidige, siger den franske forsker.

Harald Hauptmans udgravninger i blandt andet Nevali Cori i det østlige Tyrkiet har blotlagt nogle af verdens ældste tempelbygninger sammen med Göbekli Tepe og Cayönü ved foden af Taurusbjergene. Udsmykningerne viser blandt andet, at dyremotiverne forsvinder til fordel for en feminin og især maskulin symbolik, blandt andet som symbol på frugtbarhed men også på maskuline krigerevner.

De dyr, der afbildes, er stadig først og fremmest vilde dyr, hvilket viser, at det neolitiske menneske er begyndt at spekulere over forskellen mellem den vilde, ukontrollerede natur og den natur, mennesket kontrollerede, og dette skisma er et afgørende åndeligt vendepunkt, påpeger Jean-Paul Demoule.

Som jæger og samler var mennesket et dyr blandt andre dyr. I yngre stenalder får mennesket en særstilling som den, der underkaster sig og kontrollerer naturen, siger han og påpeger samtidig, at netop det nye samspil mellem mennesket og naturen kan have påvirket verdens- og menneskesynet i forskellige kulturer.

Man kan se den vestlige, dualistiske tænkning, hvor mennesket har en særstatus i forhold til naturen, som et resultat af, at det vestlige agerbrug siden yngre stenalder har været baseret på hvede, som skal tærskes, og opdræt af geder, som let lader sig tæmme. Omvendt har det asiatiske menneske et mere holistisk verdensbillede og ser mennesket som en del af naturen, fordi landbruget her hviler på rodfrugter, der blot skal have plads til at udvikle sig, og bøfler, som ikke så let lader sig domptere og desuden beskytter mennesker mod for eksempel tigre, siger Jean-Paul Demoule.

Filosoffen Roland Schaer, leder af afdelingen for samfundsvidenskab ved Cité des Sciences, taler for teorien om, at en række myter og religiøse tekster i virkeligheden har bevaret mindet om den neolitiske revolution. Det gælder ikke mindst kristendommen og syndefaldet, hvor mennesket forvises fra Edens Have, hvor det frit kan leve af naturens frugter, for i stedet at skulle tjene sit brød i sit ansigts sved som agerdyrker med hakken i hånden.

Men når mennesket underkaster sig naturen, får det også ansvaret for naturen og for husdyr, der ikke længere kan overleve uden mennesket. Derved udvides menneskets ansvar for afkommet og artens overlevelse til dyr som vi derefter spiser. Nogle religioner har udviklet særlige spiseregler, de fleste andre har dyreofringer som symbol på, at vi mistede vores uskyld, den dag vi begyndte at spise de dyr, vi har taget ansvaret for, som var de vore egne børn.

Og måske kan man se kristendommen som et radikalt svar på dette dilemma, når skridtet tages fuldt ud, og det er barnet selv, Guds søn, der ofres. I den forstand er alle riter en genfortolkning af den neolitiske revolution, sagde Roland Schaer ved konferencen i Paris.

Det handler ikke om, understreger Jean-Paul Demoule, at sætte jægersamfundet i et romantisk, idealiseret lys. Men når man fokuserer på den neolitiske revolution, står det klart, at menneskeheden på et tidspunkt har foretaget en form for valg, og at vi kunne have oplevet en helt anden udvikling med helt andre samfundssyn og religiøse forestillinger. I den forstand bidrager studiet af den yngre stenalder til overvejelserne om det moderne samfund og de udfordringer, vi står over for i form af for eksempel social ulighed og klimatrusler, mener arkæologen.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk