Prøv avisen

Dagbøger kaster nyt lys over Alberti-sagen

P. A. Alberti (1851-1932) var justitsminister 1901-1908. Da han gik af som minister i 1908, fik han titlen gehejmekonferensråd – og et lån fra statskassen på 1,5 millioner kroner. Da lånet blev krævet indfriet, meldte han sig selv til politiet, og han blev i 1910 dømt ti otte års tugthus for bedrageri og dokumentfalsk. I alt var op mod 17 millioner kroner gået tabt, hvilket svarede til omkring en femtedel af statens indtægter på et år. Alberti blev et yndet offer for tidens karikaturtegnere Arkivfoto.

På mandag er det 100 år siden, dansk politik blev ramt af den største skandale nogen sinde. Den netop afgåede justitsminister, Peter Adler Alberti, meldte sig som bedrager af ufattelige dimensioner.

I de senere år har fundet af statsminister J.C. Christensens dagbøger kastet nyt lys over denne sag, som med J.C. Christensens egne ord ramte ham og dansk politik som et tordenslag. J.C. blev aldrig den samme
Alberti blev justitsminister i den første Venstre-regering ved systemskiftet den 24. juli 1901. Venstres leder, J.C. Christensen, fik ham gjort til minister. Kongen og statsminister Deuntzer havde hørt rygter om rod i Albertis økonomi, men Alberti havde givet sit ord til J.C. Christensen om, at forholdene var i orden. Men uroen om Alberti fortsatte. Som minister greb Alberti ind i sager til fordel for venner. Som privatmand havde han ry som byggespekulant med dristige ejendomshandler og tvivlsomme lånetransaktioner. Og der var mistanke om, at der var noget i vejen med den sparekasse, som han var formand for.

Formandskabet havde han overtaget i 1890 efter sin far C.C. Alberti, en fremtrædende venstremand. P. A. Alberti stod også i spidsen for en smøreksportforening. Han sammenblandede sin personlige økonomi med smøreksportforeningens og dennes med sparekassens. Han foretog selv alle væsentlige transaktioner. Bestyrelsesmedlemmerne i selskaberne var bønder, som ikke kunne bedømme regnskaber og transaktioner. Alberti tilegnede sig midler og brugte dem blandt andet til spekulation i sydafrikanske miner, hvor han led store tab.

I 1906 opdagede nationalbankdirektør Strøm problemer i regnskaberne i Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Både indenrigsminister Sigurd Berg og J.C. Christensen, der nu var statsminister, blev gjort opmærksom på nationalbankdirektørens bekymringer. De to troede dog ikke, at der var noget i vejen med Den Sjællandske Bondestands Sparekasse landbrugsminister Ole Hansen sad jo også i dens bestyrelse!

I 1906 fratog Alberti filmmanden Ole Olsen, grundlægger af Nordisk Film, en biografbevilling og gav den til finansmanden Axel Heide, Privatbanken. I efteråret 1907 offentliggjorde den socialdemokratiske folketingsmand F.J. Borgbjerg et brev, som Alberti havde sendt en redaktør, hvori Alberti udnyttede sit embede til at presse redaktøren til at undlade at bringe en artikel om den biografbevilling, som Ole Olsen var frataget. Alberti havde en klemme på redaktøren. Han var idømt en fængselsstraf, men han havde af helbredshensyn fået udsættelse med afsoningen.

Den imposante Alberti, der målte 188 cm i højden og vejede hen ved 140 kg, optrådte med stor autoritet. Alberti afværgede Borgbjergs angreb med en blanding af hvashed og latterliggørelse. Men i sin dagbog noterede J.C. Christensen sin bekymring over forholdet mellem Alberti og Axel Heide. Ifølge rygter skyldte Albertis sparekasse Heides Privatbank mange penge. Men Alberti og Heide afviste rygterne.

I 1908 blev angrebene på Alberti kraftigere. Den 16. marts foreslog C.Th. Zahle (R) i Folketinget, at der blev nedsat en kommission, som skulle undersøge, om der var hold i angrebene på Alberti. J.C. Christensen affejede forslaget. Men den 24. marts ålede den radikale Edvard Brandes i Landstinget Alberti. Der var rygter om, at Den Sjællandske Sparekasse var i likviditetsvanskeligheder. Brandes havde hørt, at Alberti havde lånt tre mio. kroner i Privatbanken til sparekassen. Alberti benægtede det og opfordrede alle tvivlere til at anlægge retssag mod ham, så de økonomiske forhold kunne blive opklaret. Men det farligste var, at de frikonservatives leder, greve Mogens Frijs, krævede Albertis afgang. Alberti, der ellers plejede at affeje al kritik tilsyneladende helt upåvirket, fik et voldsomt svedanfald i Landstinget. Bagefter følte han sig syg og holdt for en tid sengen.

Den nat sov J.C. ifølge dagbogen dårligt. Alberti var en belastning for regeringen, erkendte J.C. for sig selv, men han ville ikke bede Alberti om at træde tilbage på dette tidspunkt. For det ville give hans modstandere vind i sejlene. J.C. aftalte med Alberti, at denne skulle gå af som minister på grund af helbredsproblemer. Alberti ønskede at gå med ære. De aftalte, at han først skulle afgå den 24. juli 1908, syvårsdagen for systemskiftet i 1901. Det ville også give lidt større ministerpension.

Edvard Brandes angreb Alberti i ikke mindre end syv kronikker i Politiken, hvor han fremstillede J. C. Christensen og Alberti som to alen af et stykke lige bortset fra, at der ikke var noget at sige J.C. på, når det gjaldt økonomisk hæderlighed. J.C. Christensen betragtede De Radikale som rebeller uden politik. Derfor havde de efter hans opfattelse kastet sig over sladder og skandale. J. C. Christensens mål var at knuse dem, og på dette tidspunkt så det ikke udsigtsløst ud.

Da J.C. i maj blev konstitueret finansminister, gav han Alberti et lån på 1,5 millioner kroner fra statskassen til Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Mod sædvane tilbød Alberti sikkerhedsstillelse, selvom han ikke var i stand til at give det. Han vidste, at for J.C. var et ord nok. Ganske rigtigt: J.C. afviste tilbuddet. Den handling må J.C. senere have mindedes med afsky.

Den 24. juli blev Alberti endelig udskiftet. Ved også at rokere med et par andre ministerposter slørede J.C., at Alberti var den egentlige hovedpine. Kongen udnævnte Alberti til gehejmekonferensråd og dermed til livsvarig excellence.

J.C. Christensens magt og anseelse kulminerede den sommer. Han havde opnået Frederik VIIIs fulde tillid. En stærk førsteminister kunne være en tryghedsgiver for en konge i en tid, hvor europæiske fyrster ikke sjældent var udsat for attentater, kup og revolutionsforsøg.

Få dage efter regeringsændringen drog konge og førsteminister på en rejse gennem Jylland, der blev et triumftog. Højdepunktet var, at kongen den 2. august aflagde besøg i J.C. Christensens hjem. Kongen omtalte J.C. Christensen som en bro mellem folket og kongen og kom med det parlamentarisk set tvivlsomme ønske, at han måtte beholde ham længe.

Fra dette højdepunkt faldt J.C. en måned senere.

Den 8. september 1908 holdt regeringen ministermøde. Finansministeren fortalte, at Alberti ikke havde afdraget som aftalt på det statslån, J.C. havde givet ham. De øvrige ministre havde slet ikke hørt om lånet. Mødet blev afbrudt, fordi ministrene sammen med kongefamilien skulle modtage enkekejserinde Dagmar af Rusland på Toldboden. Justitsminister Høgsbro trak her pludseligt ophidset J.C. til side for at hviske, at Alberti havde meldt sig selv for bedragerier og falsk. Senere viste det sig, at det drejede sig om 15 mio. kroner et gigantbeløb efter datidens målestok.

J.C. Christensen forklarede ministrene, at han intet vidste om Albertis bedragerier, men J.C. var ramt af selvbebrejdelse og skamfølelse og ville helst, at regeringen trådte tilbage med det samme. Kun udenrigsminister Raben-Levetzau var enig. De øvrige ministre mente, at regeringens afgang kunne blive set som en indrømmelse af, at regeringen følte medskyld. Derved blev det, skrev J. C. Christensen: Man var åbenbart ked af, at jeg havde lånt de 1½ mio.kroner til sparekassen, og det er jeg selv nu ....

På Sjælland måtte mange små hjem konstatere store tab, fordi de havde stolet på Alberti. Kritikken haglede ned over regeringen og især J.C. Christensen. Det kostede meget i hans omdømme, at han ikke straks trådte tilbage. J.C. skrev snarrådigt en henvendelse til sine vælgere i Ringkøbing-kredsen, der blev offentliggjort den 13. september. Her redegjorde han for sit forhold til Alberti, hvis dybe fald er den pinligste begivenhed, jeg har oplevet i mit politiske liv. Men han forstod også at spille på, hvor beskeden og mådeholden, han selv var:

Modstandernes aviser er kommet så vidt, at jeg burde sidde ved siden af Alberti, og at jeg har været økonomisk afhængig af ham. Jeg anfører det som bevis for, hvor langt de er ude. Jeg har aldrig været økonomisk afhængig af nogen; jeg har aldrig modtaget en øre af Alberti; jeg har overhovedet ingen gæld ud over kreditforeningsgælden på mine to små ejendomme i Hee; jeg har aldrig jaget efter ben, forretninger, embeder el. lign.; jeg har levet af mit eget og på mit eget. Den slags angreb skader mig ikke, de piner mig ikke.

I slutningen af september modtog han en tillidserklæring underskrevet af et flertal af valgkredsens medlemmer. Forskellen mellem stemningen i det vestjyske og på Sjælland var til at se.

Nogle dage senere fyrede en nervøs konge regeringen, som fortsatte som forretningsministerium, indtil Rigsdagen kunne samles. I København blev J.C.s fald fejret med hurraråb.

Fra næsten alle sider blev J.C. angrebet, men Edvard Brandes stod for det giftigste angreb i Politiken d. 25.-26. september. Brandes svingede dødsøksen over J.C. og kæmpede samtidig for, at få De Radikale ud af den marginale rolle, som de hidtil havde haft.

Rigsdagens sammentræden blev fremskyndet til den 28. september. Ved åbningen var der rygter om bombeattentater mod ministrene. Efter nogle dages hidsig debat holdt J.C. Christensen den 2. oktober sit livs vigtigste tale. J. C. var synligt bevæget, men han gennemgik roligt Albertis forbrydelser og forsvarede sine egne handlinger. Ved slutningen af talen knækkede stemmen. Han græd, da han talte om, at han nu måtte gå ud af regeringen. Men han fastslog med en vis triumf midt i afmagten, at man ikke havde kunnet vælte ham politisk, der måtte et dolkestik i ryggen til.

J.C. Christensen nærede sjældent illusioner om andres politiske motiver, men i privatøkonomiske anliggender var han præget af forestillingen om, at enhver svarede sit.

Hans fantasi havde ikke rakt til at tro, at en af hans mest værdsatte politiske fæller var en svindler og bedrager tilmed i et omfang, som savner sin lige i Danmarkshistorien. J.C. så kun de politiske modstanderes kritik som trængte rebellers desperate forsøg på at skaffe sig politisk fremgang. Denne blindhed skadede Venstre og reddede De Radikale. Også radikale historikere har ment, at uden Alberti havde De Radikale ikke overlevet, og dansk historie ville have fået et helt andet forløb.

I 1908 så oppositionen J.C. som en færdig mand i politik. Han blev stærkt ældet de næste par år. Ansigttrækkene blev hårdere. Hans hud blev gusten. Han blev syg og måtte opereres. Han blev endnu mere indelukket og tavs end før. Og han kom sig aldrig helt igen. Han blev aldrig førsteminister igen. Men færdig: Nej, dertil var der for mange, der havde brug for ham, fordi han kunne mere politisk håndværk end andre. Han spillede en hovedrolle i politik i over 15 år til. Ofte i en rolle som var vigtigere end statsministerens.

J.C. Christensen og Sigurd Berg blev stillet for Rigsretten. Under Rigsretssagen, der begyndte 25. maj 1910, stod J.C. Christensen op under de daglige retsmøder trods smerter fra galdestensanfald. Han ville ikke sidde ned. Han besvarede rettens spørgsmål med få ord om, at han havde været i god tro, og at hans tillid var blevet udnyttet, så han var i virkeligheden den, der var dybest forurettet.

Rigsretten frifandt fuldstændig J.C. på tre af fire anklagepunkter. Men Rigsretten fastslog , at J.C. Christensen ikke havde handlet forsvarligt, da han i foråret 1908 med henvisning til, at der ikke forelå beviser mod Alberti nægtede at foretage en nærmere undersøgelse af Albertis embedsførelse. Der måtte påhvile statsministeren en pligt til at føre tilsyn med de andre ministre. Tilsynspligten stod ganske vist ikke skrevet noget sted, men denne tilsynspligt skyldtes ifølge anklageren, at statsministeren i en vis relation var de øvrige ministres overordnede. Derfor behøvede pligten ikke at stå noget sted, den er skreven i hjerterne. Alligevel frifandt Rigsretten i 1910 J.C. Christensen på grund af undskyldende omstændigheder: det er imidlertid noget uklart, hvad man mente med det. Der var ikke noget stort flertal for at frikende J.C. Alt i alt en tåget afslutning på sagen.

Tidligere indenrigsminister Sigurd Berg blev idømt en bøde for at have siddet information fra nationalbankdirektøren om uregelmæssigheder i Den Sjællandske Bondestands regnskaber overhørig. Alberti selv blev i december 1910 idømt otte års fængsel ved en almindelig straffesag.

Forargelsen og vreden havde ramt J.C. Han skrev få år senere: Det tog mit helbred, så jeg stod ved gravens rand. Hvad jeg har lidt, ved ingen uden Gud, men nag bærer jeg ikke mere. Om det altid lykkedes at undgå nag, kan nok diskuteres. Som gammel mildnedes J.C. dog og søgte fred i sjælen også i forhold til gamle fjender som Edvard Brandes.

J.C. Christensen så kun Alberti en gang til. Alberti opsøgte J.C., da han havde udstået sin straf. En sommersøndag morgen ringede en høj mager mand med gusten ansigtsfarve på døren. Øjnene var dækket af en pincenez med mørke glas. J.C. genkendte ikke straks den nu langt slankere mand. Alberti bad om lov til at tale med ham et øjeblik. Alberti var kommet for at bede om tilgivelse for alt det onde, han havde forvoldt J. C. , som skal have henvist Alberti til at søge tilgivelse hos Gud. De to skiltes med et håndtryk.

historie@kristeligt-dagblad.dk