En forårsdag i 1981 gik den niårige Mette over sin fars mark ved Neble syd for Korsør. Marken lå tæt ved Borgbjerg Banke, hvor der er gjort mange fund fra yngre bronzealder. Mette opdagede en skinnende ring og tog den med hjem til sin mor. Moderen så, at det var guld, og så ville storebror også på skattejagt.
Han fandt en ring ikke langt fra Mettes. Efter presseomtalen ringede en dame til Nationalmuseet. Hun havde en lignende ring, som hun havde købt sammen med et defekt strygejern – sælger havde troet, at den var af messing og brugt den som håndtag. 12 år senere dukkede endnu en ring op på marken, der nu var travbane. En kusk så noget glimte og drog en tung guldring op af mulden. Nationalmuseet undersøgte herefter marken med en detektor og fandt en femte ring. Men så sent som i efteråret 2009 kom en sjette guldring for dagens lys takket være en detektoramatør. 18 år, seks ringe og næsten tre kilo guld fra 800 f. Kr.
Historien om guldringene ved Borgbjerg er et typisk eksempel på et danefæfund. En kombination af held, tilfældigheder og opmærksomme borgere sikrede den kostbare bronzealderskat en velfortjent plads blandt nationens fineste kulturskatte.
De første tiltag til en lov for danefæ skete med Valdemar Sejrs Jyske Lov og Eriks Sjællandske Lov tilbage i 1200-tallet. Heri bestemmes, at guld og sølv, der er gravet op af jorden, er danefæ og tilhører kongen. Disse tidlige love viser, at der allerede i middelalderen blev gjort fund af gamle skatte.
Op igennem 1700- og 1800-tallet fortsatte man med at følge danefæloven, så finderne fik udbetalt en passende dusør ved indlevering af værdifulde oldtidsfund. Trods fattigdom viste de fleste sig samvittighedsfulde og indleverede fund, ofte via en præst eller lokal rådmand. Mange tidlige danefæ blev nemlig fundet af bønder og tørvegravere, for hvem godtgørelsen gjorde en verden til forskel.
Måske har interessen fra landets øverste, de kongelige, haft en betydning for udviklingen af en fælles samvittighed og ansvar over for kulturarven. Regenter som Frederik VII og vores nuværende dronning Margrethe har nemlig vist mere end høflig interesse for arkæologien og indsamlingen af oldsager. Til en begyndelse fik danefæ da også plads i de kongelige kunstkamre, indtil der blev oprettet et Oldnordisk Museum i 1819.
I begyndelsen kom danefæ drypvis, når findere "faldt" over dem på marker og i moser. I dag sker det mere systematisk efter metaldetektorernes indtog i 1970'erne. Det har også øget fundmængden betydeligt, så Nationalmuseet nu modtager små 500 danefægenstande om året. De danske museumsfolk valgte klogt at alliere sig med detektorfolkene og lagde dermed kimen til det frugtbare samarbejde mellem museer og amatørarkæologer, der er så unikt for Danmark.
Detektoramatører har gjort flere opsigtsvækkende fund. Den 30. april 2008 klokken 13.10 fandt en af landets omhyggelige detektorfolk en sjælden dansk dobbeltguldkrone fra 1628 nær Esrum Møllegård i Nordsjælland. Mønten stammer altså fra Christian IV's tid og er særdeles velbevaret.
På den velkendte plads Sorte Muld på Bornholm overraskede den lokale detektormand, Klaus Thorsen, i 2001 arkæologerne ved at finde en guldskat med romerske mønter og perler nedlagt i et "kræmmerhus" lavet af et sammenrullet sølvfad. De bornholmske amatører er særlig trænede og har også hjulpet i udlandet blandt andet på vikingepladsen Kaupang i Norge og den berømte Hedeby i Slesvig-Holsten.
Så sidste kapitel i danefæets historie er ikke skrevet. Guld, sølv og sjældne oldtidsskatte ligger fortsat under mulde og venter på at blive fundet.
Danefæ. Skatte fra den danske muld. Udkommet oktober 2010. Nationalmuseet og Gyldendal. 277 sider. Rigt illustreret. Pris 349,95 kr.
