Danmark og Sverige var i krig otte gange på 200 år

Der pumpes til stadighed bøger ud på det danske marked, som kaster lys over det særegne forhold til vores svenske naboer. Kigger man tilbage på historien, finder man forskellige svar på, hvorfor vi både bekriger og elsker hinanden

Det dansk-svenske uvenskab dokumenteres blandt andet med dette samtidige litografi af R. Weibezahl og viser den svenske kong Karl XII’s styrkers storm på danske stillinger den 4. august 1700 i begyndelsen af Den Store Nordiske Krig. –
Det dansk-svenske uvenskab dokumenteres blandt andet med dette samtidige litografi af R. Weibezahl og viser den svenske kong Karl XII’s styrkers storm på danske stillinger den 4. august 1700 i begyndelsen af Den Store Nordiske Krig. –. Foto: .

Når der skal varmes op til fodboldlandskamp mellem Danmark og Sverige, får det intense arvefjendeopgør lynhurtigt journalister til at gribe fat i krigsmetaforikken. Der tales om slaget om Norden og nu skal svensken ha da da. Omvendt er vores kærlighed til det svenske broderfolk ikke til at tage fejl af, hvis Trekronor-flaget vejrer ved en international begivenhed, hvor vi ikke selv kæmper med.

Fordommene, krigen og kærligheden er ikke skabt over en nat. Det er århundreders tæt naboskab vekslen mellem krige og stor forbrødring, der har givet næring til det særegne forhold. Et forhold, der til stadighed skrives og udgives bøger og værker om.

LÆS OGSÅ: Danmark var verdens syvendestørste slavehandler

Senest den nye udgivelse af Leyers eller Beleyrings Dagverck fra 1663, der er en dag for dag-skildring af svenskernes belejring af København i 1658-60, nedfældet af øjenvidnet og Vartov-præsten Anders Matthiesen Hjørring. Derudover er der en trend i bøger med et nutidigt anslag til at fokusere på etableringen af en føderal nordisk stat og et styrket økonomisk og forsvarspolitisk samarbejde.

Men kan historien overhovedet levere svar på, hvorfor forholdet mellem Danmark og Sverige til stadighed bliver ved med at trække overskrifter?

Ja, mener samtidshistorikeren Thorsten Borring Olesen og tilføjer:

Vil du forstå de komplekse forhold, der eksisterer mellem Danmark og Sverige, er du nødt til at forstå de historiske erfaringer. Men erfaringerne har over tid ændret sig, så vi i dag rivaliserer på en anden måde end dengang, hvor vi lå i krig med hinanden, siger Thorsten Borring Olesen, professor ved Aarhus Universitet med speciale inden for europæisk og nordisk historie.

Historikeren hæfter sig ved den dobbelthed, der knytter sig til den dansk-svenske relation. Kampen og kærligheden. I første omgang slår han ned på det tvetydige samarbejde, der opstod mellem landene ovenpå Anden Verdenskrigs rædsler.

På den ene side var etableringen af Nordisk Råd i 1952 udtryk for, at de nordiske lande knyttede stærkere bånd og søgte et stærkere politisk samarbejde. På den anden side kom der i 1960erne også til at udspille sig en magtkamp, som handlede om, at Danmark og Sverige talte for hver deres europæiske samarbejde Danmark for EF, Sverige for EFTA.

Men hvor politiske spændinger igennem århundreder hurtigt havde været ensbetydende med regulær krig, så forblev de politiske spændinger i 1960erne som retoriske slagudvekslinger hen over Sundet.

En væsentlig årsag til, at naboforholdet mellem Danmark og Sverige før i tiden førte til krig, var, at de to lande begge havde rang af middelstore europæiske magter. I nyere tid har Danmark og Sverige været småstater, og derfor har vigtigheden af samarbejde og et stærkt nordisk fællesskab været styrende, siger Thorsten Borring Olesen og fremfører den skandinaviske velfærdsmodel, der for alvor begyndte at vinde frem fra 1930erne, som et aspekt, der har bidraget til at styrke fællesfølelsen.

Men der var til gengæld tale om alt andet end dansk-svensk forbrødring, når man bladrer nogle hundrede år baglæns i historiebøgerne. Tilbage til dengang i 1600-1700-tallet, hvor der udbrød den ene blodige krig efter den anden: Kalmarkrigen (1611-1613), de to Karl Gustav-krige (1657-1658 og 1658-1660) hvor Sverige efter fredsaftalen i Roskilde i 1658 fik tildelt Skåne, Blekinge, Halland og Bornholm Den Skånske Krig (1675-1679) og Den Store Nordiske Krig (Danmark med i 1709-172o). Kampe om kongemagt, politisk magt og territoriale grænser.

På to århundreder nåede Sverige og Danmark at være i krig ikke færre end otte gange krige, der strakte sig over flere år. Selv i fredstid var forholdet mellem de to lande kendetegnet ved spændinger og hyppige stridigheder, siger Gunner Lind, professor i nordisk historie ved Københavns Universitet.

Netop magtforhold og dominans var ofte en krigsudløsende faktor, påpeger historieprofessoren.

Fra 1620 til 1660 var svenskerne stærkt overlegne. De lykkedes med at modernisere såvel staten som militæret, og det førte til et større opgør med Danmark i 1643-1645, hvor svenskerne erobrede store landområder blandt andet Gotland, Øsel og Halland og derudover fik toldfriheden i Østersøen udvidet, så den også gjaldt svenske provinser, siger Gunner Lind og fortsætter den historiske rejse:

Ret hurtigt kom Danmark dog på omgangshøjde med svenskerne. Da Den Skånske Krig udspillede sig i årene 1675-1679, var der således ingen af landene, der endte med at afgive territorier. Den ligeværdige magtbalance var for en stund genoprettet.

Forholdet blev imidlertid nok en gang forstyrret af det magtspil, som de to nordiske lande blev kastet ind i på den store europæiske scene.

Danmark allierede sig under Den Store Nordiske Krig i 1700-1721 med Rusland og Sachsen-Polen i forsøget på at stække stormagten Sverige.

Det førte til en lang og blodig krig, der endegyldigt betød afslutningen på den svenske stormagtstid.

Derefter fulgte årtier med fred og forbrødring. Begge lande accepterede grænserne, og der blev blandt andet samarbejdet om neutrale skibsfarter. Lige indtil de to lande igen røg i totterne på hinanden. Igen på grund af europæisk storpolitik. Ikke mindst under Napoleonskrigene i 1800-tallet, hvor Danmark støttede Frankrig, mens Sverige stillede sig på England og Ruslands side.

Ser man på de store linjer, så var Danmarks og Sveriges rolle som europæiske magtfaktorer udspillet i 1800- og 1900-tallet. Reelt kom de to lande til at sidde i hvert deres lille bur, hvorfra de nu kunne kigge på hinanden som to nationer i en parallel situation. Det affødte det samarbejde og den forbundethed, som er blevet en væsentlig del af den relation, vi kender i dag, siger Gunner Lind.

Men det har ikke kun været krige. Forsøg på samarbejde var også på tegnebrættet længe før 1800-tallet, hvor de to skandinaviske lande søgte sammen i en unionsdannelse. Den Kalmarunion, der i over hundrede år i perioden 1397-1523 bandt Sverige, Danmark og Norge sammen i et rige, forsøgte nemlig at samle det nordiske folk under ét kongedømme. Men hvor der i historieskrivningen som oftest har været fokus på et stærkt nordisk fællesskab, så var Kalmarunionen i høj grad præget af stridigheder.

Ikke mindst i Sverige. Her skyldtes medlemskabet af unionen først og fremmest, at dronning Margrete I støttede et oprør i det svenske aristokrati mod deres daværende konge, mod at hun til gengæld selv fik magten.

Allerede i slutningen af hendes regeringstid fra begyndelsen af 1400-tallet manifesterede der sig en betydelig modstand mod hendes indblanding i svenske forhold ikke mindst i kirkelige sager, siger Anders Bøgh, lektor i historie ved Aarhus Universitet og forfatter til en bog og flere artikler om netop Kalmarunionen og dronning Margrete I.

For forskeren fremstår perioden med Kalmarunionen dermed også som meget andet end den nordiske samhørighed, den gerne udlægges som.

Kalmarunionen var alt andet end et homogent Norden. En reel union med fælles konge i alle tre lande eksisterede faktisk kun i lidt under halvdelen af de 126 år, som Kalmarunionen normalt regnes at omfatte fordelt på fem kortere eller længere perioder. Hver gang sluttede det med et oprør i Sverige eller i et enkelt tilfælde med svensk enegang ved valg af konge, siger Anders Bøgh og fremhæver den svenske harme mod Danmark:

Problemet var næsten hver gang den danske konges skatteudskrivning i Sverige, kombineret med intens magtkonkurrence blandt fraktioner i det svenske aristokrati. Oprørene var altid ledsaget af en betydelig modstand mod juterne, som vores forfædre blev kaldt. De var ikke til at stole på og respekterede ikke svensk lov og ret, forklarer han.

Konflikterne var som sagt ikke kun af politisk karakter. Kirken, der på det tidspunkt var infiltreret i det politiske magtspil, blev også inddraget i stridighederne. Således rasede den svenske kirke, da Margrete I i forsøget på at skaffe sig kirkelig magt selv håndplukkede biskopper, som hun indsatte i svenske embeder.

Den danske dronnings indblanding i de kirkelige anliggender var med til at give næring til den svenske fjendtlighed mod det danske herredømme, siger Anders Bøgh.

De tre forskere er enige om, at den dansk-svenske historie i høj grad har været med til at bære brænde til det bål, der i dag så nemt som ingenting kan blusse op som os mod dem-retorik.

Som oftest er det en meget uskyldig retorik, der bygger på stærke og overlevelsesdygtige myter. I dag tjener de mest af alt som nationale markører, der er med til at opbygge forestillinger om, hvad der gør os særlig som folk og nation, slutter Thorsten Borring Olesen.