Danmark var tæt på at få Skåne tilbage for 300 år siden

Danskernes sidste kuldsejlede forsøg på at generobre Skåne er ifølge svensk historiker gået i glemmebogen på begge sider af sundet, fordi fortællingen udstiller svigt og afmagt. Halvdelen af Sverige kunne være havnet på danske hænder, men kongens kærlighedskvaler kom i vejen

”Tordenskjold skyder den svenske Kaptajn” er titlen på dette litografi fra 1800-tallet, som Alfred Jacobsens litogr. Etablissement i København udgav. –
”Tordenskjold skyder den svenske Kaptajn” er titlen på dette litografi fra 1800-tallet, som Alfred Jacobsens litogr. Etablissement i København udgav. – Foto: Wikicommons

Det er efteråret 1709, og den danske konge, Frederik den Fjerde, begraver sig i fest, elskov og maskeradebal. I løbet af sommeren rejser han en sidste gang til Italien for at prøve at overtale sin ungdoms kærlighed til at komme med sig til Danmark. Men efter afvisningen er det en slukøret og deprimeret regent, der stævner ind i København.

Samtidig med danskerens personlige nederlag går det dog også dårligt for ærkerivalerne i Sverige. Efter at danskerne i Den Skånske Krig i 1675-1679 forgæves har forsøgt at tilbageerobre det sydlige Sverige under det, der i folkehistorien ofte huskes som snaphanekrigen, har drømmen om at erobre Skåne tilbage lidt et knæk. Men samme sommer, som Frederik den Fjerde rejser til Italien, sker der pludselig noget, som måske kunne åbne døren for et sidste storstilet forsøg. Det er da ni år inde i Store Nordiske Krig.

”Sverige var på det tidspunkt en stormagt, som under Karl den Tolvtes lederskab var rykket frem i Østeuropa. Men da Sverige tabte slaget ved Poltava i Ukraine endeligt i sommeren 1709, ændrede situationen sig. Hæren blev stærkt decimeret, og svenskerne så med ét slag ud til at kunne rystes,” fortæller den svenske historiker Anders Blidberg, der har skrevet en række bøger om Skånes historie og nu er aktuel med ”Sista striden om Skåne”, som beskriver, hvordan danskerne var særdeles tæt på at tilbageerobre det land, de smerteligt havde afstået ved Roskildefreden i 1658.

Da nyheden om svenskernes nederlag i Poltava når København hen over sommeren, vokser nemlig revanchelysten blandt de danske generaler. Men der er bare ét problem. Enevælden, som blev indført af Frederik den Tredje, betød nemlig, at de danske styrker var ekstremt afhængige af at have en velfungerende konge som øverste strateg. Og han var ikke helt til at regne med, fortæller Anders Blidberg.

”Frederik var meget præget af sin forliste kærlighed, og han rendte rundt til alle mulige maskeradefester og elskerinder, mens Danmark havde en unik chance for at tage Skåne tilbage,” siger han. Men Frederik beslutter alligevel at gennemføre et angreb efter at have indgået en alliance med den russiske tsar, Peter den Store.

I november 1709 gik danske tropper i land på den svenske side af Øresund, og slag i slag rykkede danskerne frem i Skåne.

Nær Karlskrona i Blekinge var der dog stillingskrig, og de danske styrker forberedte sig på en afgørende offensiv.

”Generalerne sendte igen og igen kurerbreve hjem til København, men Frederik den Fjerde svarede aldrig. Og så var de reelt lamslåede, fordi de var afhængige af hans godkendelse for at gå til angreb. Frederik den Fjerdes hoved var ganske enkelt et andet sted,” fortæller den 48-årige historiker.

Da danskerne nåede Karlshamn på vej mod Karlskrona, var den svenske hær ellers meget stækket, og ifølge historikeren ville et svensk nederlag der have givet danskerne fri bane til at rykke langt nordover mod Stockholm. Men danskernes nølen gav svenskerne tid til at komme til kræfter og hente forstærkning fra de øvrige dele af riget, og det var meget afgørende, fortæller Anders Blidberg.

Kongens manglende årvågenhed betød derfor, at danskerne i stedet for at rykke frem endte med at trække sig langsomt tilbage. Og allerede i februar 1710 var det slut for de danske drømme. Uden for Helsingborg måtte danskerne give fortabt og flygte tilbage over sundet til Helsingør.

”Det er Frederik den Fjerdes psyke, der reelt afgør historien, og der er derfor en romantisk forklaring på, hvorfor Danmark ikke fik Skåne tilbage. Danmark havde ellers planlagt det hele godt og sendt overordentligt kvalificerede tropper af sted, der var svenskerne overlegne. Hvis det var lykkedes for danskerne at vinde ved Karlskrona, kunne det hele have set anderledes ud,” forklarer han.

Med nederlaget i Ukraine var svenskernes dage som stormagt færdige, og hvis det også var gået galt ved Karlskrona i Blekinge, kunne det have betydet, at Sverige var blevet delt mellem Rusland og Danmark, mener Anders Blidberg.

Han er vokset op i Glimåkra i det centrale Skåne med historierne om snaphaner og tiden som en del af Danmark inde under huden. Svenskeren bor stadig i huset, som i omkring 200 år har været i familiens eje. Og netop den personlige nærhed er en del af forklaringen på, at han de seneste omkring 20 år har skrevet om Skånes historie, fortæller historikeren, der i øvrigt mener, at den rummer mange vigtige historier for både Danmark og Sverige.

”Det er et godt eksempel på, at historien ikke altid lever op til de myter, der er blevet videregivet. I Danmark er mange nok flove over tabet, og danskerne fremstilles som amatører. Sandheden er dog, at danskerne var stærke og havde alle muligheder for at vinde krigen, men formåede det alligevel ikke,” siger han.

For Sverige betød sejren, at blødningen blev stoppet, og det sammenholdt med nederlagene i Østeuropa gjorde Sverige til det land, det er i dag, mener han. Landets mindre krigeriske armbevægelser og fastholdelse af Skåne betød nemlig, at der ikke længere var den store grund til at gå i krig, fortæller Anders Blidberg.

”De år er meget definerende, og man taler om, at det var en stor lykke, at Sverige blev et noget mindre, fattigt land. Det indebar, at kongen slap noget af magtmonopolet, og vi så de tidlige spirer til demokratiet, hvor Rigsdagens magt voksede. Sverige kom ind på en fredsrejse, som vi ikke var kommet på, hvis vi havde tabt Skåne. For så var vi blevet ved med at kæmpe,” siger han.

I Sveriges tilfælde er fortællingen om slaget om Skåne efter forfatterens mening gledet ud af historiebevidstheden, fordi den i forfatterens øjne udstiller, at fundamentet for det moderne Sverige var sårbart. At man nær ikke havde vundet, var dårligt forberedt på danskernes angreb, og at rollen som storebror var tæt på at glide svenskerne af hænde. For Danmarks vedkommende mener han, at den manglende opmærksomhed skyldes skammen over det tabte land og kongens svigt. Men for både svenskere og danskere er der al mulig grund til at genopfriske historien, mener han.

”Det var sidste gang, at Sverige og Danmark sloges på svensk jord, og afslutningen på krigen markerer derfor et stort skridt på vejen fra ærkerivaler til broderfolk. Vi ser allerede i 1800-tallet, at svenske styrker drager til Sønderjylland og hjælper danskerne, og det viser jo, at relationen var gået fra fjendskab til venskab,” siger Anders Blidberg.