Danmark var verdens syvendestørste slavehandler

Danskerne var involveret i slavehandel i 175 år, hvor slaverne primært blev benyttet i sukkerproduktionen

Danmark solgte de tre danskejede vestindiske øer til USA i 1917. Her havde danske plantageejere anvendt slaver siden 1600-tallet. Det er ifølge Museet for Søfart maleren Christian Melbye, der angiveligt har malet plantagen på billedet.
Danmark solgte de tre danskejede vestindiske øer til USA i 1917. Her havde danske plantageejere anvendt slaver siden 1600-tallet. Det er ifølge Museet for Søfart maleren Christian Melbye, der angiveligt har malet plantagen på billedet. . Foto: Museet for Søfart.

Danskerne kunne ikke arbejde i det tropiske klima på de vestindiske øer.

Det var den praktiske anledning til, at man begyndte at hente slaver fra Afrika til øerne. Historien om slaverne i Dansk Vestindien begyndte i 1666, da det blev en god forretning at sende varer til Danmark fra den danske koloniø Skt. Thomas, og produktionen blev herefter løbende skruet op. De næste 175 år blev Danmark en nation, der byggede sin økonomi på slavehandel.

LÆS OGSÅ: Vi fortrænger slavefortid

Under Christian IV (1588-1648) blev der etableret kolonier ved Guldkysten, som blandt andet omfatter Ghana. Hovedparten af området var britisk kronkoloni. Dér byggede Danmark forter, som senere blev brugt til at handle med slaver. Danmark sendte den første ladning slaver til Skt. Thomas i 1673, og dermed begyndte den såkaldte trekantshandel, hvor slaver blev sendt til de dansk-vestindiske øer fra Afrika, og de producerede varer blev sendt til Danmark. Derefter tog danskerne tilbage til Afrika for at sælge varer og købe nye slaver for pengene.

Slaverne blev transporteret over Atlanterhavet fra forterne i Afrika til de tre dansk-vestindiske øer, hvor de primært arbejdede i sukkerplantager. Råsukkeret sejlede man hjem til Danmark, hvor det blev raffineret. Det var nogle af de første industrier i København. Sukkeret blev til finsukker, som blev solgt til det øvrige Europa. Sukker var datidens olie. Høj kurs, høj pris, siger Johnny Thiedecke, forfatter til bogen Slaveri fra oldtid til nutid.

Det er svært at sætte tal på, hvor aktiv Danmark var i forhold til slavehandel. Sandsynlige vurderinger kan dog gives for, hvor mange slaver der har været på danske skibe, samt hvor mange slaver der var på de dansk vestindiske øer, da der var flest.

I Dansk Vestindien var det nok 35.000 slaver på højdepunktet, hvilket var omkring år 1800. Danmark er nummer syv omfangsmæssigt i forhold til slavefragt. Foran os er Storbritannien, Frankrig, Spanien, Portugal, Holland og USA. Det harmonerer meget godt med, hvor mange mennesker der var i Danmark-Norge på det tidspunkt, hvor Norge var en del af Danmark. Vi var meget godt med i forhold til de store spillere. Man anslår, at der blev fragtet 12 millioner slaver af alle kolonimagter. Der var omtrent 100.000 slaver om bord på danske skibe i alt, siger historiker Niklas Thode Jensen, som har udgivet bogen For the health of the enslaved, for slavernes helbred.

Danskernes brug af slavers arbejdskraft fortsatte fra 1673 til 1848, og de danske kolonier på de vestindiske øer var det eneste sted, hvor Danmark stod bag decideret slavehandel og benyttede slavearbejde.

Mange danskere går måske rundt med forestillingen om, at Danmark var det første land til at ophæve slaveri. Det er en fejltolkning af en lov, som blev iværksat for at beskytte Danmarks økonomiske forhold, understreger Johnny Thiedecke.

Selve slavehandelen var en underskudsforretning. Det var sukker, som gav overskuddet. Det medvirkede til, at Danmark i 1792 ophævede handelen med slaver. I gamle historiebøger står der, at Danmark er verdens første land til at ophæve slaveri. Det er ikke rigtigt. I 1792 lavede man en forordning, som sagde, at det var i orden at foretage import af slaver til Dansk Vestindien i de næste 10 år. Fra 1802 var opkøb af slaver i Afrika forbudt. Danmark ophævede ikke slaveri, kun slavekøb og transport. Man ville nemlig være selvforsynende med slaver. Sukkerproduktionen skulle fortsætte, og det sikrede man ved at øge importen af slaver fra 1792 til 1802. I den periode blev slavehandelen intensiveret.

Det danske forbud mod slavekøb, som gjaldt fra 1802, var også et forsøg på at komme samtidens europæiske frihedsidealer i forkøbet.

Før 1792 blev slavehandel debatteret i det britiske parlament, hvor det var en stor sag. De danske lovgivere regnede med, at slaveriets ophævelse ville komme i England meget snart. Man regnede med, at hvis briterne forbød slavehandel, ville den danske forretning være helt død. Derfor rykkede man hurtigt i Danmark, siger Niklas Thode Jensen.

Men det drejede sig mere om sukker end om slaver, fortsætter han:

Pointen her er, at den danske slavehandel ikke var så vigtig en forretning som sukkerproduktionen i Dansk Vestindien. Slavehandelen kunne ikke reddes, men det kunne sukkerproduktionen måske, hvis man handlede i tide. Man ville tage brodden af det økonomiske smæk, der ville komme, når slavehandelen ophørte. Det er ikke danskerne, der opfinder den dybe tallerken, for grunden til, at man lavede en varslingsperiode på 10 år, var, at man kunne fylde lagrene op, populært sagt. Det humanistiske aspekt falmer lidt i den kontekst. Hovedproblemet var, at slaverne døde hurtigere, end de kunne reproducere sig selv. For at opretholde en stabil slavebefolkning uden import sørgede man i højere grad for sundhed og for at promovere ægteskaber blandt befolkningen. De skulle også have undervisning og mere fritid. Det blev ikke en stor succes, fordi plantageejerne ikke var med på at betale for det, siger Niklas Thode Jensen.

Der var dog enkelte humane røster i Danmark, som protesterede mod behandlingen af slaverne.

Dengang havde mange danskere et indtryk af, at sorte mennesker var primitive og i Satans vold. Men for eksempel Paul Erdmann Isert, som var læge på Guldkysten, sendte mange breve hjem til Danmark, hvor han pointerede, at han oplevede afrikanerne som gode mennesker med velordnede samfund. Deres depraverede livsstil som slaver var en konsekvens af deres forhold. Under andre levevilkår er de anderledes mennesker, skrev han, siger Johnny Thiedecke.

Kritikerne af slaveriet blev dog ignoreret af hensyn til den profit, som de dansk-vestindiske øer gav Danmark.

I årene frem til 1848 spredte revolutionerne sig overalt i Europa og i de europæiske kolonier. Peter von Scholten, som var guvernør i Dansk Vestindien, forudså et større slaveoprør, som man havde set på de franske koloniøer Martinique og Guadeloupe. Peter von Scholten meddelte derfor koloniens slaver, at de nu var frie. Derefter flygtede han hjem til Danmark. Men guvernøren havde ikke autoritet til at frigive slaverne, og af den grund blev han stillet for retten. Han endte dog med at blive frifundet.