Prøv avisen

Danmarks ældste domkirke

Domkirkens profil dominerer fortsat bybilledet i centrum af Ribe. – Foto: .

7atse : Efter talrige ombygninger er Ribe Domkirke landets eneste femskibede kirke

Hovedindgangen til Ribe Domkirke er lukket denne formiddag. Besøgende henvises til den såkaldte turistindgang. Det er de færreste, der er opmærksomme på, at den imponerende hovedindgang i sig selv er et nærmere studium værd. Lige nu er der i hvert fald ingen, der opsøger den.

Det gode spørgsmål: Hvad skal man foran en lukket dør? Og det gode svar: Betragte den!

Senere, inde i kirken, er der ingen tvivl om, hvad det er, der især tiltrækker turisterne, nemlig Carl-Henning Pedersens engang så omdiskuterede alterudsmykning, udført i årene 1982 til 1987. I dag er den kirkens hovedattraktion.

Men lad os blive lidt omme ved hovedindgangen. Den er et eksempel på de mange detaljer i kirken, som man let overser, hvis ikke man følges med en kyndig, der kan åbne den historie, de rummer, for én. En sådan kyndig er en af præsterne ved kirken, Torben Bramming, der er født i Ribe og konfirmeret i domkirken, der i hans personlige landskab vist fremtræder lige så markant, som den gør i det flade, sydvestjyske marsklandskab omkring byen.

Døren, der er i bronze, er fra 1904, samme år som en i 1884 påbegyndt restaurering af kirken afsluttedes. Arkitekten var H.C. Amberg, på hvis foranledning døren udsmykkedes af billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, gift med en ven til arkitekten, komponisten Carl Nielsen. Døren er blandt andet prydet med dramatiske dyrebilleder, som er evangelisternes symboler, samt med en vision af det himmelske Jerusalem. Netop dette motiv kan minde os om en af domkirkens mest kendte biskopper gennem tiderne, salmedigteren Hans Adolph Brorson, der angiveligt ved synet af de festklædte mennesker til julegudstjeneste inspireredes til sin storladne version af himmellivet i "Den store hvide flok vi se".

En detalje i udsmykningen, havfruen på dørgrebet, unddrager sig en umiddelbar begrundelse. Og i særdeleshed en kristelig. Torben Bramming er mest tilbøjelig til at se eventyrvæsenets uventede tilstedeværelse i sammenhæng med en nationalromantisk tendens i tiden.

Hvordan er det at være præst i en kirke, hvor fortiden fylder så meget?

Det giver en relativitet til vores egen kristendomsforkyndelse. Man finder ud af, at der har levet slægter, der har fortolket kristendommen på en anden måde, end vi gør i dag. Men trods de store forskelle har de jo holdt fast i Kristus. Den historiske baggrund giver en ydmyghed med hensyn til, hvad man selv kan bidrage med. Og den, der har en forestilling om, at man skal redde kirken og forkyndelsen ved alle mulige tiltag, erfarer, at det gennem mange slægter egentlig er budskabet, der har båret præsterne, siger Torben Bramming.

Ribe Domkirke, der i sin første skikkelse blev til i perioden 1150-1176, er Danmarks ældste domkirke. Yderligere fremtræder den efter talrige ombygninger som landets eneste femskibede kirke, stærkt præget af skiftende stilarter fra skiftende perioder. Kirken er 63 meter lang og 36 meter bred. Rundetårn kunne ligge på tværs derinde. Men kirken har selv sine tårne: Rytterspiret over koret, Mariatårnet og det 50 meter høje borgertårn, til hvis top man kommer ved at forcere 248 trappetrin.

Byen, der lå her før kirken, var i vikingetiden og den tidlige middelalder en af rigets mest betydelige. En international handelsby, hvortil udenlandske købmænd kom sejlende med deres varer. Her var der "marked" også for en missionær. Ansgar kom til Ribe og fik omkring 855 en grund stillet til rådighed af kongen. Arkæologerne har fundet kristne begravelser fra cirka år 900 og det er sandsynligt, at der også før domkirken har været en kirke, i så fald var det Danmarks første. Det er dog aldrig lykkedes at finde spor af den.

En Ribe-biskop nævnes første gang i 948. Han hed Leofdag og blev martyr efter at være blevet dræbt med spyd af vikinger i Vadestedet i Ribe. Oplysningen om, at kirken blev bygget på en bakke, må man undre sig over. For i dag ligger kirken ikke på en bakke, men tværtimod så meget lavere end torvets omkringliggende huse, at man må gå lidt ned ad for at komme til den. Denne forskel i niveau mellem før og nu er der givet følgende forklaring på: I middelalderen lod man dele af byens affald blive liggende på gaden for på den måde at hæve jordens overflade og dermed sikre sig bedre mod stormflod. Om denne trussel minder et stormflodsmærke fra 1634 ved prædikestolen. Dette år stod vandet højt inde i selve kirken.

Sten var der ikke mange af på egnen omkring Ribe, og byggemateriale blev sejlet til fra Tyskland. Murene blev rejst i lyse vulkanske tufsten, mens rødgule sandsten blev brugt til udsmykning af murene. Til de bærende dele blev der imidlertid brugt dansk granit. Kirken blev påbegyndt i romansk stil, men inden byggeriet stod færdigt, havde inspirationen fra gotikken gjort sig gældende. De flade trælofter, der skjulte det øverste af kirken, blev fjernet, og i korsarme og midtskib indrettedes hvælv med vinduer. Dette har gjort rummet meget lyst.

Ribe Domkirke har været udsat for flere ulykker. En af dem indtraf julemorgen 1283: Umiddelbart efter messen styrtede det nordre trappetårn ned i kirken og dræbte mange mennesker. Derefter opførtes det store borgertårn i røde teglsten og gotisk spidsbuestil. Kirken brugte de to nederste etager til kapeller, mens der i det øverste blev plads til byens stormklokker. Deroppe fra det høje kunne man holde øje med oversvømmelser, ildebrande og indtrængende fjender.

Torben Bramming er en engageret guide, der ikke kan bevæge sig mange meter uden, at han igen må standse for at fortælle om endnu en spektakulær detalje. For eksempel den store gravsten i det ydre, nordlige sideskib over kirkens sidste katolske biskop, Ivar Munk, hvis imposante fremtoning på stenen ikke tyder på anlæg for askese. Det gør heller ikke hans ringbesatte fingre. Eller den omstændighed, at han levede sammen med to kvinder, en adelig og en borgerlig. Ifølge Bramming hører Munk til de katolske biskopper, der var medskyldig i, at kirken fik et dårligt ry. I øvrigt skulle 19 år gå, før han efter kongelig befaling prædikede første gang i sit embede.

Ved indgangen til kirken står en statue af Hans Tavsen, en af den danske reformations hovedskikkelser, der fra 1541 til 1561 var den anden lutherske biskop i Ribe. Og inden for hænger et epitafium, hvor Tavsens liv er skildret af hans svigersøn. Dette vigtige danmarkshistoriske dokument har haft plads i kirken siden 1591.

Tidligere har domkirken indgået i byens liv på en helt anden måde end i dag. Torben Bramming fortæller således, at i 1500 og 1600-tallet brugte borgerskabet den til at promenere i. Det indebar den fordel, at man slap for at træde i affaldet på gaderne.

Det lyder jo uskyldigt med promenader i kirken. Men det var ikke altid uskyldigt. Efter sigende kunne en promenade ind imellem være et påskud for sex i kirken. Forargede borgere gav da penge til ophængning af lamper, så dunkle kroge blev for oplyste til at kunne skjule den slags skændigheder. Til en af lamperne knyttedes en forbandelse. Den skulle angiveligt ramme personer, der vovede at flytte den. Det var der én, der vovede i 1904. Men det mislykkedes. Manden, der ville forgribe sig, faldt ned fra stigen. Siden har ingen forsøgt at flytte lampen.

Domkirken har, fortæller Torben Bramming, været et kultisk centrum. Et kraftcentrum. Kirken har været opfattet som en kæmpemagnet, der skulle suge Guds velsignelse ned over landet. Jo flere altre og relikvier, jo mere kunne kraften spredes. Og tilsvarende mere kraft fik man til at suge de døde op af skærsilden.

Relikviedyrkelsen havde man gennem hele den katolske periode. Men den toppede fra 1300 til begyndelsen af 1500-tallet. Frem mod reformationen synes en træthed på området at være sat ind.

En tilbygning kom til omkring 1440 for at få plads til flere altre. Der var 50. Rundt om i kirken har der været processioner, der undervejs har standset op ved de forskellige altre, hvor der blev læst sjælemesse for en afdød for at fri vedkommende fra skærsilden. Det kunne være en velstående mand, der havde givet penge til alteret. De mindre bemidlede kunne slutte sig sammen i et gilde eller et lav Kristi Legemes Lav var det mest betydningsfulde og dermed som gruppe få en fod inden for i det, der før havde været rigmænds privilegium.

Man kom også i kirken i forbindelse med lavsfesterne. Nogle gange gik det så vildt for sig, at man tog udsmykningerne fra det alter, man havde betalt til, med udenfor og dansede omkring det, hvilket var forbudt.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Ribe Domkirke

*Ribe Domkirke, Vor Frue Kirke Maria, stammer fra 1100-tallet, er efterfølgende blevet ombygget flere gange.

*I 1137 blev kong Erik Emune begravet i kirken. Han var blevet dræbt ved et tingmøde. Endnu en konge ligger begravet i kirken, Christoffer 1., hvis regeringstid blev præget af stridigheder mellem stat og kirke. Han døde i 1259.

*Kirken har været ramt af flere dramatiske begivenheder, både brand og stormflod. Julemorgen 1283 styrtede det nordvestlige tårn sammen. Derefter byggedes borgertårnet, der stod færdigt i 1333. Kong Christoffer III af Bayern lod sig i 1440 indvie og salve i kirken.

*I 1594 styrtede en del af dens store tårn ned. Det blev repareret, men der var ikke penge til at bygge spir. Derfor fik tårnet fladt tag. I 1596 fik kirken sin flotte prædikestol, som stadig er i brug. Den blev lavet af snedker Jens Asmussen, Odense, og kostede 100 daler. Orglet med de rige barokudskæringer er fra 1634-35, men blev i 1843 suppleret med et værk af Frederik Nielsen, Århus. Orglet ombyggedes i 1973. Kirken gennemgik fra 1880'erne en omfattende restaurering, der afsluttedes i 1904. Dens største attraktion i dag, Carl-Henning Pedersens alterudsmykning, blev til i årene 1982 til 1987.

Ribe Domkirke er stærkt præget af skiftende stilarter fra skiftende perioder. – Foto: .
Torben Bramming ved gravstenen for den sidste katolske biskop i Ribe, Ivar Munk. – Foto: .
Carl-Henning Pedersens stærkt omdiskuterede udsmykning er i dag kirkens hovedattraktion. – Foto: .