Danmarks dåbsattest står skrevet i sten

JELLINGSTENENE: To store sten i Jelling fungerer som Danmarks dåbsattest og markerer den tidligste forståelse af Danmark som en stat og kirken som dens omdrejningspunkt

Ved kirken i Jelling står Jellingstenene, der symboliserer rigets samling og danskernes overgang til kristendommen. -
Ved kirken i Jelling står Jellingstenene, der symboliserer rigets samling og danskernes overgang til kristendommen. -. Foto: Christian Ringbæk.

Mellem to høje i en lille by lidt uden for Vejle begynder Danmarks historie. To runesten, den ene væsentligt større end den anden, bærer en tekst skrevet med runer, der umiddelbart lyder tilforladelig, men varsler en helt ny selvforståelse blandt danerne.

De to Jellingsten

På den lille sten står (oversat): Gorm konge gjorde dødeminder disse efter Thyra sin kone Danmarks bod. Stenen er formentlig rejst omkring år 955 af Danmarks første konge, Gorm den Gamle (cirka 910-959), og det er så vidt vides første gang, ordet Danmark bruges inden for landets grænser.

På den store Jellingsten lyder skriften: Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne.

Stenen er rejst i cirka år 965 af kong Harald den Første, bedre kendt som Harald Blåtand, som en mindesten over forældrene. Og den står i modsætning til den lille efter al sandsynlighed stadig præcis det sted, den blev sat for snart 1250 år siden.

Danmarks dåbsattest

Når stenene tilsammen bliver kaldt Danmarks dåbsattest og derfor er et oplagt emne i historiens kanon, er det fordi, de udgør det tidligste vidnesbyrd om Danmark som en nation og danerne som et folk. Og fordi, de er den tidligste fortælling om kristendommens komme, forklarer Harry Haue.

Kongerne har tænkt Danmark som en sammenhængende nation og set kirken som en værdi for statskonstruktionen, så på den måde markerer stenene fødslen af det moderne Danmark. Og det er interessant i forhold til diskussionen om, hvordan man er dansker, og hvordan man er kristen i dag, siger han.

Harald Blåtand indførte kristendommen som statstro i 960erne, men vikingernes hedenske guder, Odin, Thor, Freja og Tyr, vedblev i mange år med at være den religiøse ramme for de fleste daner. Nærmere undersøgelse af den store Jellingsten har da også vist, at sætningen: "og danerne gjorde kristne" er tilføjet senere end resten.

Kulturelt fællesskab

Det ændrer dog ikke ved, at stenene markerer begyndelsen på et kulturelt fællesskab, som har ændret sig mange gange siden, og som kan danne udgangspunkt for en række diskussioner, mener Harry Haue.

Nationalopfattelsen er måske i virkeligheden endnu svagere i dag, end den var dengang. Alle unge har i dag prøvet at køre igennem de danske grænser uden overhovedet at blive stoppet, og det rejser spørgsmålet: Hvor stopper og hvor begynder Danmark? Og hvad vil det sige at have et hjemland?