Han har humor og er god til at bygge en historie op. Og så er han ihærdig, ja nærmest lidt af en iværksætter eller innovatør.
Sådan karakteriserer Lars Bisgaard, lektor i historie ved Syddansk Universitet, vikarpræsten Bo Madsen. Eller rettere Boecius Mathei, for sådan lød hans navn på latin dengang i sidste halvdel af 1400-tallet, hvor han virkede ved Roskilde Domkirke som hjælper og afløser for de højerestående præster.
At man kan beskrive den katolske præsts personlighed, skyldes et lille skriftligt dokument, som han efterlod sig. Der er faktisk tale om intet mindre end Danmarks ældste selvbiografi, mener Lars Bisgaard, der har senmiddelalderen og renæssancen som speciale.
LÆS OGSÅ: Ny bevilling sikrer fortsat forskning i danske herregårde
Den ældste selvbiografi, vi hidtil har kendt, er skrevet af den daværende hærfører, rigsmarsk Tyge Krabbe, og kan dateres til omkring år 1525. Jeg har fundet frem til, at Bo Madsen skrev sin tekst omkring år 1480, så den er altså en del ældre. Og så er den ikke skrevet af en adelig, men af en person fra middelklassen, hvilket er usædvanligt.
Heri er historiker og tidligere forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek Harald Ilsøe enig. Ilsøe udgav i 1987 bogen 555 danske Selvbiografier og Erindringer med omtaler af trykte selvbiografier fra 1500-1700-tallet. Det er netop heri, at Tyge Krabbes beretning om, hvordan han tjente kong Hans, er nævnt som den ældste danske selvbiografi en posi-tion, som altså nu må over-gives til Bo Madsens skrift.
Det er da exceptionelt. Men på den anden side overrasker det mig ikke, at man har fundet noget, der er ældre. Det er jo lidt tilfældigt, hvad der er overleveret, og meget er gået til grunde. Vi ved ikke helt, hvor meget der har eksisteret, men det bliver klart hyppigere med tiden og især fra 1500-tallet med renæssancen, hvor den individuelle selvfølelse vokser frem. Så det er sjældent at finde det så tidligt, siger Harald Ilsøe.
Renæssancen, som flytter fokus fra det kollektive til det individuelle, brød igennem i Italien i 1300-tallet. Den menes først at nå Danmark omkring 1500. Ifølge Lars Bis-gaard har der dog været tale om en glidende overgang, hvilket Bo Madsens selvbiografi netop kan være et tegn på. Men meget tidligere skal man nok heller ikke regne med at finde noget.
Det er i 1200-tallet, at skriftligheden og juraen kobles sammen blandt andet med landskabslovene, hvorefter antallet af juridiske dokumenter stiger. Den helt store vækst finder sted omkring år 1450. Det meste, vi kender fra den tid, er dog almanakker med korte, praktiske oplysninger eller ejendomsskøder, siger han.
I sin bog om selvbiografier benytter Harald Ilsøe, hvad han kalder for rummelige udvalgskriterier. Der er altså medtaget beretninger, som vi ikke i dag umiddelbart vil opfatte som selvbiografier, men som nærmere er lejlighedsprægede erindringer eller et tilbageblik gjort i en eller anden sammenhæng. Længden kan ligeledes variere fra en-to sider og op.
Bo Madsens beretning fylder netop kun halvanden A4-side og handler mest om, hvordan vikarpræsten fik skænket en jordlod af kongen. Gaven viste sig dog at være uden den store værdi, da der var tale om en losseplads. Men Bo Madsen lod sig ikke slå ud. Med lokal arbejdskraft og udnyttelse af de drenge, han underviste, blev pladsen ryddet, så der kunne opføres et stort hus med to indgange og syv bjælkerum.
Han blev decideret snydt. På en hellig langfredag beder han kongen om et jordlod, men de spiller ham et puds og giver ham et stykke af byens losseplads, siger Lars Bisgaard.
Det er altså nærmest historien om en practical joke, men samtidig også om en mand, der gennem hårdt arbejde kæmper sig til social opstigning.
Han startede som fattig, men i kraft af, at han får ryddet grunden og bygget et hus, bliver han en holden mand. På den måde kan man sige, at der er et liberalistisk element i det. Han er sin egen lykkes smed. En sådan social opstigning var netop mulig i senmiddelalderen efter 1300-tallets pestepidemi, forklarer historielektoren.
At Bo Madsen bliver mere holden, ses både af husets størrelse samt det faktum, at det også rummede 4 Boder mod Vest til at leje ud til andre. Højst sandsynligt har disse været brugt til andre hjælpepræster.
Ved hjælp af dokumentet og andre skriftlige kilder har Lars Bisgaards regnet sig frem til, at Bo Madsen blev født i Ribe cirka år 1426. I 1444 blev han indskrevet ved universitetet i Erfurt, hvor han uddannede sig til præst. Her blev han ven med den danske adelsmand Johan Oxe, som siden hjalp med at arrangere mødet med kong Christian I.
Bo Madsen dukker op i breve fra Roskilde Domkirke fra 1462, hvor han er blevet ansat som vikarpræst og siden udnævnt til formand for det religiøse broderskab for kirkens løst ansatte præster kaldet De Evige Vikarers Gilde. Han dør med sandsynlighed i år 1495, da optegnelser viser, at der udnævnes en ny formand for gildet det år. Det normale var, at man sad i den slags embeder til sin død.
Dengang kunne der være op mod 250 medarbejdere ved domkirken. I spidsen stod biskoppen og hans domkapitel, men under dem var der hjælpere og vikarpræster. Vikarpræsterne var fattige og havde brug for at organisere sig, så de stod stærkere. Derfor dannede de deres eget gilde, hvilket var den tids fagforening, forklarer Lars Bisgaard.
Gilderne havde dog ikke kun praktisk og selskabelig betydning, men også religiøs, viser Lars Bisgaards forskning, som i 2001 førte til udgivelsen af afhandlingen De glemte altre om netop gildernes religiøse rolle i senmiddelalderen. Gildet, Bo Madsen var formand for, var knyttet til Hellige Trekongers Alter i Domkirken, og i slutningen af dokumentet skriver vikarpræsten, at han har doneret penge til, at der kunne afholdes messe ved alteret hver søndag. Det er givet på grund af sådanne oplysninger, at dokumentet er bevaret først i Roskilde Domkirkes Domkapitels Arkiv og siden i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling ved Københavns Universitet.
I 1889 blev det offentliggjort i Historisk Tidsskrift, men udelukkende som et led i arbejdet med at placere kongsgården i Roskilde. Det var først senere, at Lars Bisgaard blev klar over, at der egentlig var tale om en selvbiografi, hvorefter han begyndte at læse dokumentet med andre briller og interessere sig for manden bag.
Jeg opdagede de mere litterære træk, og en kollega gjorde mig opmærksom på, at der faktisk var tale om en selvbiografi. Derfor flyttede mit fokus over på, hvorfor han valgte at skrive om sit liv.
Lars Bisgaard åbner sin computer og finder en fotogengivelse af dokumentet frem. Han zoomer ind, så de sorte gotiske bogstaver står tydeligt. De latinske ord er pænt skrevet og nemme at læse.
Det er skrevet fint og plant af én omgang med øvet skrift og mange forkortelser. Når man skriver meget, bliver man nemt doven, så han har skånet sin hånd. Samtidig er det tydeligt at se, at det ikke er en gammel mands rystende hånd, siger Lars Bisgaard og fortsætter.
Sproget er latin, men når han ikke kan finde latinske ord, der udtrykker det samme, bruger han dansk. Det er ikke usædvanligt for tiden, men han bruger for eksempel det jyske ord for trillebør, hjulbøre, hvilket vidner om hans herkomst.
Blandingen af danske ord og latin er også udtryk for, at beretningen behandler det hverdagsnære. Det hårde slid med at rydde pladsen gennem fem år beskrives i detaljer. Endvidere fremgår det, at præster kan tjene lidt ekstra ved at undervise fattige børn, og at disse så ofte udnyttes som arbejdskraft.
Den ligefremme stil var typisk for senmiddelalderen, mener Lars Bisgaard:
Tidligere var de mere åbne og frie i det, de fortæller om. Efter reformationen er det mere positionen og embedet, der tæller altså det, vi kalder den repræsentative offentlighed.
Denne åbenhed ses også af den humoristiske tone. Bo Madsen bliver taget ved næsen og må høre på hånende tilråb fra de forbipasserende, hvor én for eksempel ikke ville have grunden, om han så fik den gratis.
Men den, der ler sidst, er Bo Madsen, da han forvandler lossepladsen til en flot ejendom.
Han bygger beretningen op med kontraster og har tilråbene med, men vinder altså selv til sidst. Det gør den egnet til at læse op til en drikkesammenkomst i gildet. Og det er det, der har været målet. Den er skrevet, så den kan læses op i gildet, så brødrene kan blive ved med at mindes ham efter hans død, siger Lars Bisgaard.
Dette fremgår faktisk også af dokumentets slutning, hvor Bo Madsen skriver:
Dette har jeg nedskrevet med det Haab, at mine Eftermænd velvilligen ville mindes mig og inderligen bede til Herren for mig i deres Messer.
Bo Madsen ville altså efterlade sig et eftermæle, hvilket er ganske normalt for tiden. I sin bog om de 555 danske selvbiografier peger Harald Ilsøe på flere mulige årsager til, at folk skrev selvbiografier. Ved præsteindvielser blev nyudnævnte præster for eksempel afkrævet en lille selvbiografi, som biskoppen kunne bruge ved ordinationen, ligesom små biografier blev benyttet ved ligprædiken, hvor afdøde forinden havde skrevet lidt om sig selv.
Men oftest var de tiltænkt børn og slægt. Ilsøe er da også enig i Lars Bisgaards forklaring.
Det var været en måde at retfærdiggøre sig selv og fortælle om sin egen betydning, siger han.
Men selvom ordene altså i sidste ende var målrettet Herren, indgik de i en mere verdslig og lystig sammenhæng.
Det var normal praksis, når datidens gilder mødtes, at de drak en skål for de afdøde brødre. I den anledning har Bo Madsens beretning givet vakt latter. Og så har den sendt et budskab om, at selvom man bliver snydt, kan man rette op på det med hårdt arbejde, konkluderer Lars Bisgaard.
