Danmarks mægtigste stund

7. KALMARUNIONEN: I år 1397 satte Danmark sig i førersædet for et forenet Norden. Efter 50 år brød unionen dog sammen og kastede danskere og svenskere ud i en række blodige krige

Det, man primært forbinder med begrebet ""korstog"", foregik i perioden 1100-1300 og handlede om at befri de gamle kristne lande i Mellemøsten fra muslimsk besættelse, ødelæggelse af de kristne helligsteder og undertrykkelse af den kristne befolkning, skriver Kurt E. Larsen. -
Det, man primært forbinder med begrebet ""korstog"", foregik i perioden 1100-1300 og handlede om at befri de gamle kristne lande i Mellemøsten fra muslimsk besættelse, ødelæggelse af de kristne helligsteder og undertrykkelse af den kristne befolkning, skriver Kurt E. Larsen. - .

Hvis nogen skulle tro, at det først var i det 20. århundredes sidste del, at Danmark begyndte at indgå i forpligtende, overnationalt samarbejde med andre europæiske lande, tager de fejl.

Adskillige århundreder før de berømte Rom-, Maastricht-, Amsterdam- og Nice-traktater om europæisk samarbejde blev skrevet, var Danmark medunderskriver af Kalmar-traktaten, som indstiftede en anden europæisk union. En union, som indebar, at landene havde fælles udenrigs- og forsvarspolitik, at borgere frit kunne erhverve indkomst og ejendom i alle lande, og at samme konge skulle regere over hele unionen. Stedet var Kalmar Slot i Sverige, året var 1397, og kongen hed Erik VII af Pommern.

Kalmarunionen placerer Danmark som en stærk centraleuropæisk magt. Danmark indtager førersædet i et forenet Norden og dermed i en magtposition i Europa, som vi hverken før eller siden har haft, konstaterer Keld Grinder-Hansen.

Han tilføjer, at den indbyrdes rivalisering og de indgroede fjendebilleder af hinanden, som de nordiske broderfolk siden skulle få, ikke kendtes før 1397. Måske havde vort lands historie derfor set meget anderledes ud, hvis ikke unionen allerede i 1448 begyndte at smuldre.

Men den dag i 1397 var alt forbrødring. Den 15-årige kong Erik blev kronet i Kalmar Slotskirke. Men den egentlige magthaver var hans adoptivmor, Margrete I, som kun datidens kvindesyn hindrede i selv at være regent af navn, men som trods dette havde et fast greb om magten til sin død i 1412.

Margrete I var datter af den danske kong Valdemar Atterdag og enke efter Norges kong Haakon. Hendes søn Oluf havde været dansk og norsk konge, men var død som mindreårig i 1387. Nu adopterede hun Erik af Pommern for at kunne placere ham på tronen i alle tre riger. Og traktaten, som stadfæstede dette, var skrevet i et sprog så vidunderligt knudret, at rutinerede bureaukrater i Bruxelles og omegn ville blive grønne af misundelse:

For alle dem, der hører eller ser dette brev, såvel dem, der nu er, som dem, der skal komme herefter, skal det være vitterligt, at efter det, at alle disse tre riger Danmark, Sverige og Norge med en ret enighed og overensstemmelse og kærlighed og godvilje hvert rige for sig og med vor nådige fyrstinde, fru dronning Margretes råd og samtykke og med alle tre rigers godvilje og fuldkomne samtykke af biskopper og gejstlige, riddere og væbnere og rigets hele og almindelige almue i hvert rige for sig, da blev vor højbårne og værdige fyrste, vor nådige herre, kong Erik antaget, valgt og modtaget til en ret herre og konge over alle disse tre riger.

Erik af Pommern døde i 1439 og er mest kendt for at have indført Øresundstolden, som sikrede Danmark gode indtægter fra alle de fremmede skibe, der passerede gennem Øresund. Efter hans død begyndte Kalmarunionen at knage i fugerne og sluttede reelt, da svenskerne i 1448 valgte Karl VIII Knutsson til konge.

Danmarks tid på toppen af magten var forbi.