En mandag morgen den 15. januar 1814 bliver Nordens skæbne beseglet. To herrer står bøjet over et bord på Buchwaldscher Hof i Kiel, klar til at underskrive en fredsaftale. De er den danske chefforhandler Edmund Bourke og den svenske chefforhandler Gustaf af Wetterstedt.
Tvillingeriget Danmark-Norge havde været på tabernes side under Napoleonskrigene, og med fredsaftalen skulle de bøde for deres alliance med Napoleon. Så med et par enkle pennestrøg blev det mægtige Danmark-Norge splittet.
Norge blev afstået til Sverige, men i en enkelt parentes tilføjedes det, at Grønland, Island og Færøerne skulle forblive under dansk styre. De nordatlantiske øer var oprindeligt norske besiddelser, men i konstellationen Danmark-Norge blev øerne administreret fra København.
”Færingerne har ofte set Freden i Kiel som noget negativt, hvor vi mistede forbindelsen til Norge. Men i virkeligheden var det en fordel, at vi forblev under Danmark,” fortæller den færøske historieprofessor Hans Andrias Sølvará, som selv er færing og denne sommer er aktuel med bogen ”Færøerne efter freden”.
I bogen fortæller professoren historien om Færøernes skæbne efter Freden i Kiel i 1814, og hvordan færingerne siden dengang har skullet forene en kultur, der var tættere på den norske, med en politiske virkelighed, der var bestemt af Danmark.
”Nutidens Færøerne ville have set helt anderledes ud, hvis vi var blevet afstået til Sverige sammen med resten af Norge eller annekteret af Storbritannien. Og det kunne været meget vel være sket,” siger Hans Andrias Sølvará.
Parentesen med, at Grønland, Island og Færøerne skulle forblive under dansk styre, blev nemlig først tilføjet i det sidste udkast af fredsaftalen. Og historikere har længe spekuleret over, hvorfor Danmark fik lov til at beholde både Grønland, Island og Færøerne, når man nu var på tabernes side.
”Nogle mener, at det var danskerne, der sneg parentesen ind. Andre mener, at det var briterne, der ville sørge for, at Sverige ikke ville blive for magtfuld. Med Norge ville Sverige nemlig igen blive en stormagt,” siger Hans Andrias Sølvará.
Under Napoleonskrigene talte nogle briter for, at Storbritannien selv skulle annektere Grønland, Island og Færøerne, men man valgte blot at beskytte øerne, indtil krigen var slut, og fredsforhandlingerne kunne gå i gang.
”Uanset hvad så var det en fordel for Færøerne, at vi formelt kom under dansk styre. Men det er måske først i dag, at vi kan erkende det,” siger Hans Andrias Sølvará.
Ifølge professoren er det ikke, fordi Danmark har interesseret sig synderligt for øerne. Tværtimod. Det svage Danmark overlod i høj grad Færøerne til færingerne og koncentrerede sig mere om Island og Grønland.
”Selvfølgelig var der en dansk administration og en dansk kirke på Færøerne, men der blev ikke gjort store forsøg på at forandre den færøske kultur eller de færøske skikke. Måske fordi det var så fremmed for danskerne,” siger Hans Andrias Sølvará.
Blandt bønder og fiskere blev der fortsat talt færøsk, et sprog som danske forskere snart fik øjnene op for under romantikken:
”I 1840’ernes Danmark anså politikerne færøsk som en fordærvet dansk eller islandsk dialekt, men sprogforskerne mente, at færøsk lå tæt på et oprindeligt fællesnordisk sprog. Der opstod derfor en intellektuel interesse i at bevare færøsk sprog og kultur i Danmark – en interesse, som færøske studenter tog med tilbage til Færøerne,” siger Hans Andrias Sølvará, som tror, at det færøske sprog ville have haft det sværere under for eksempel norsk styre.
”Hvis Færøerne var knyttet til den norske kultur i unionen Sverige-Norge, så ville vi måske ikke have talt færøsk den dag i dag. Men i Danmark var der simpelthen ikke nok interesse i at ensrette færingerne og deres sprog, der var mere forskelligt fra dansk,” siger Hans Andrias Sølvará,
Færingerne blev fortsat mere bevidste om deres særegne sprog, kultur og historie og ville ikke længere anses som en koloni på linje med Grønland og Dansk-Vestindien. Derfor skabte det stor opstandelse, da færingerne skulle udstilles med ”vilde og uciviliserede Folkeslag” på koloniudstillingen i Tivoli i 1905.
”Lad os følge vore Frænder Islændingenes Eksempel og lade Tivoli more sit Publikum med Eskimoer og Negre alene,” skrev en færing i den nye færøske avis Tingakrossur.
Island og Færøerne trak sig dog ikke fra udstillingen, men færingernes selvbevidsthed og selvstyretrang voksede over de næste år. Selvstyrelsebevægelsen fik yderligere fremgang under Anden Verdenskrig, da tyskerne besatte Danmark, og briterne besatte de nordatlantiske øer.
”Under krigen fik færingerne lov at prøve kræfter med selvstændighed, fordi briterne undlod at blande sig i vores interne forhold. Og så fik fiskerne en næsten ubegrænset adgang til at sælge deres fisk til det store britiske marked. Det gav os en bedre økonomi og en større selvsikkerhed,” siger Hans Andrias Sølvará.
Efter krigen var der forhandlinger og en folkeafstemning på Færøerne om løsrivelse fra Danmark. Det endte i en hjemmestyreordning, der trådte i kraft i 1948.
”Færingerne har nydt godt af, at Danmark og danskerne ikke har blandet sig for meget i færøske forhold, og det kan vi takke freden i Kiel i 1814 for,” siger Hans Andrias Sølvará.
Professoren kan dog fortsat blive forbavset over, hvor lidt Færøerne fylder i danskernes bevidsthed:
”Jeg kan huske, at jeg så en dansk historiker i fjernsynet udtale, at da Danmark mistede Slesvig i 1864, så blev det forvandlet til et homogent rige, og at nu havde man kun Grønland og ’noget andet’ tilbage. Jeg tror, danskerne kan inspireres af, at kongeriget, både historisk og i dag, er et rige med forskellige mennesker, kulturer og sprog,” siger Hans Andrias Sølvará.
Hans Andrias Sølvará: Færøerne efter freden. 100 sider, hardback. Fra Aarhus Universitetsforlag, hvor den er en del af forlagets serie ”100 danmarkshistorier”. Pris: 100 kroner. Udgivet den 9. juli 2020.