I dag er det 100 år siden, Danmark solgte De Vestindiske Øer til USA. Og i 1918 blev Island anerkendt som selvstændig, suveræn stat i personalunion med Danmark. Om det betød, at Danmark ikke længere var en kolonimagt, diskuteres ivrigt. Det kommer an på, hvordan man betragter Grønlands status før 1953. Mange færinger hævder også, at de blev behandlet som en koloni til 1946. Men der er nu snarest tale om antikolonialisme uden kolonialisme.
De Vestindiske Øer var dog ubetvivleligt kolonier med slaveri til 1848. Mange hævder, at den historie er fortrængt i den kollektive danske erindring. Graden af fortrængning kan dog diskuteres, når vi har et så fremragende værk som Thorkild Hansens trilogi ”Slavernes kyst”, ”Slavernes skibe” og ”Slavernes øer” fra 1967 til 1970, der genoptrykkes i år. Samtidig udsender Gads Forlag i dag et nyskrevet værk i fem bind, ”Danmark og kolonierne”, med et selvstændigt første bind om de spor, kolonitiden har efterladt i Danmark.
I kraft af dette kolonirige spillede Oldenborg-monarkiet en vis, omend beskeden, rolle i den atlantiske trekantshandel mellem et europæisk center, det slaveproducerende Vestafrika og de sukkerdyrkende Vestindiske Øer, ligesom man også havde en andel i den østasiatiske handel. Det betød, at den oldenborgske stat Danmark rangerede som nummer syv på listen over største slavehandlere på Atlanten.
Det ignoreres normalt i Danmark i dag med henvisning til, at det var nordmænd, som bemandede slaveskibene, og ”tyske” købmænd fra Altona og Flensborg, der høstede profitterne. Det med profitten er oplagt urimeligt, hvad enhver kan forvisse sig om ved at studere palæerne i København, der blev bygget for profitten på sukker- og slavehandelen.
Den multinationale karakter af riget fremgår af, at de største byer i slutningen af 1700-tallet efter København var Altona og Kiel i Holsten, Flensborg i Slesvig og Bergen i Norge, mens havnebyerne Charlotte Amalie på St. Thomas og Frederiksnagore i Indien indtog pladserne som henholdsvis nummer to og seks i handelsvolumen i Oldenborg- monarkiet.
Men dette multinationale rige er stort set glemt. Derfor undrer vi os mildt, men uden dårlig samvittighed, over rapporterne om det danske kolonirige, ligesom vi rejser på sentimentale ferier til de tropiske lokaliteter med danske spor.
Fornemt er det, at Rigsarkivet har digitaliseret sine omfattende arkivalier om slavehandelen og forholdene på øerne. Det er et helt enestående materiale, der gør det muligt både at dokumentere omfanget af slaveriet og komme helt tæt på enkelte skæbner, sådan som Alex Frank Larsen har gjort i sin tv-serie og bog ”Slavernes slægt” fra 2005. Rigsarkivet beholdt en helt enestående samling fra tiden som transatlantisk slavehandlernation og kolonimagt, fordi det i 1917, da USA købte De Vestindiske Øer, overtog denne enestående samling af dokumenter. Det var heldigt, for ellers var de gået til i det fugtige tropiske klima uden ordentlige opbevaringsforhold.
Dokumenterne fra Danmarks kolonitid i Vestindien blev i 1997 optaget på Unescos liste over verdenskulturarv. Men de har i mange år kun været anvendt af en lille skare af særligt interesserede forskere.
Kan man noget sted tale om fortrængning af kolonitidens handel med sukker og slaver, er det i hovedstaden København.
Der er ingen plaketter med forklarende tekst på de palæer i Frederiksstaden mellem Kongens Nytorv og Kastellet, der er bygget for indtægterne fra udbytningen af de næsten 100.000 sorte mennesker, som skibe under dansk flag førte over Atlanten. End ikke en lille undertekst om slottet Marienborgs historie blev det til, da statsministeren beklagede slaveriet – uden dog at give en formel undskyldning – i sin nytårstale i år, der blev sendt fra slottet. Marienborg ved Bagsværd Sø nord for København blev opført i 1745 som sommerbolig for direktøren for Asiatisk Kompagni, kaptajn Olfert Fischer (1700-1761).
Asiatisk Kompagni og forgængeren Ostindisk Kompagni var ikke primært engageret i handel med slaver og sukker. Men det er for nylig påvist af forfatter Birthe Lauritsen, at der blev solgt mindst 10.000 indiske slaver fra de danske kolonier til Ostindien, især i Aceh (Atschin) på Sumatra. Så kolonierne i Asien kunne godt nævnes, når Danmark nu var så tæt på at undskylde forgangne tiders handlinger i en udsendelse fra Marienborg.
Asiatisk Kompagni var det mest betydningsfulde danske handelskompagni, oprettet i 1732 med eneret til at drive dansk handel på landene ved Det Indiske Ocean og i Kina. I 1772 blev eneretten indskrænket til kun at gælde handel med Kina og med kinesiske varer. Men private ekspeditioner til Indien skulle indtil 1792 betale en afgift til kompagniet. Asiatisk Kompagni var organiseret som et aktieselskab med københavnske købmænd som de største aktionærer og styrede i 1732-1777 de danske besiddelser Trankebar og Serampore (Frederiks-nagore) i Indien. Asiatisk Kompagni havde hovedsæde i Strandgade på Christianshavn, hvor kontorbygningen fra 1738 og pakhusene fra 1748-1750 og 1781 i dag er sæde for Udenrigsministeriet. Her reklamerer man heller ikke med denne fortid.
Til gengæld kan Danmark rose sig af ejerskab til det første europæiske universitet i Asien i Serampore (Frederiks-nagore) fra 1819. Det var godt nok drevet af engelske baptistmissionærer på engelsk, men havde en dansk fundats og en arkitektur med mindelser om Slesvig-Holsten og København. Det indiske universitet mindes endnu med stolthed denne forbindelse, så Danmark kan vel også rose sig af det.
En kur mod fortrængningen af kolonierne og slaveriet er en lille spadseretur fra Amalienborg til Nyhavn i København. Christian VII’s Palæ på Amalienborg Slotsplads blev opført af lensgreve Adam Gottlob Moltke. Som overhofmarskal var han reelt landets statsminister under den enevældige Frederik V. Gottlob var samtidig aktiv i Vestindisk Kompagni, der handlede med slaver og administrerede De Vestindiske Øer på statens vegne og i Asiatisk Kompagni. Den fornemme – og kostbare – rytterstatue fra 1754 på slotspladsen lavet af kunstneren Jacques-François-Joseph Saly er som gave fra Asiatisk Kompagni et vidnesbyrd om størrelsen af indtægterne fra kolonihandelen.
Få skridt fra Moltkes Palæ ad Amaliegade findes en af de smukkeste bygninger i København, Det Gule Palæ, opført af slavehandleren Frederik Bargum. Han købte i lighed med de andre kolonimagter slaver hos kongerne i indlandet og fragtede dem til De Vestindiske Øer, hvor de blev solgt til sukkerplantagerne på alle de caribiske øer. Siden blev det råsukker, slaverne producerede ved umenneskeligt opslidende arbejde med sukkerrørsplanterne, sejlet til København for at blive raffineret til sukker eller brændt til rom. Denne indbringende trafik kaldes trekanthandelen. I dag har kongehusets administration til huse i det smukke hus med den grimme fortid. Sådanne palæer er der mange af, for eksempel Odd Fellow Palæet i Bredgade ved udmundingen af Dronningens Tværgade.
Ifølge historiker Erik Gøbel lå fortjenesterne dog ikke primært i selve handelen med slaver, men i det sukker, de producerede. Det kan man få et indtryk af i husfacaden Nyhavn nummer 11. Her findes en lille figur i støbejern over husets hoveddør. I venstre hånd bærer den en sukkerform og i højre en sukkertop. Her lå Rømers Sukkerraffinaderi i 1700-tallet nær de to gamle pakhuse, der i dag udgør Admiral Hotel. De blev bygget i 1787 af Østersøisk-guineisk Handelsselskab, og dér blev sukkermassen fra de vestindiske sukkerrør losset fra store sejlskibe. Det var sidste ben i trekantshandlen, der endte med sukker til Rømers Sukkerraffinaderi. Og dér står figuren med sin lille sukkertop.
Takket være kolonierne var Danmark dengang en af Europas største sukkerproducenter, og i 1798 var der 18 sukkerraffinaderier, som beskæftigede 500 mennesker.
Slavehandlen var forbundet med store tab, fordi mange af slaverne døde på rejsen mellem Afrika og Vestindien. Det samme gjorde sømændene, og ofte mistede man også skibe. Det var sukkeret, der skabte de store formuer. Men den formue var jo ikke blevet så stor, hvis de havde skullet betale arbejderne. Så på den ene side kan man sige, at slavehandlen var en dårlig forretning, på den anden side var det den, der gjorde det muligt for Københavns førende familier at skabe formuer.
Sukker var en luksusvare lige fra starten, da det kom til Europa med araberne i 1100-tallet. Men det var først i 1700-tallet, at det blev andre end samfundets allerrigeste, der havde råd til det hvide guld. Det var ubetinget de europæiske landes kolonier, der gjorde sukker tilgængeligt for en bredere del af befolkningen før introduktionen af sukkerroer under Napoleonskrigene.
På øerne i Vestindien er den danske forhistorie tydeligt til stede i gadebilledet. Men altså ikke i København. Man skal faktisk til Flensborg for at finde en fremstilling af øernes økonomiske betydning for den danske helstat.
Dog i form af det lidt uskyldigere produkt, nemlig rom, som sukkeret kunne forarbejdes til. Det mindes på havnen i Flensborg med den rute, kaptajner vandrede fra kajen til de bevarede pakhuse, for at ende på Rom-museet, hvor man introduceres til baggrunden for det gode produkt Hansen Rum. Noget lignende kunne man ønske sig i København i stedet for den lille godt skjulte støbejernsfigur i Nyhavn, der markerer den største sukkerfabrik.
Da øerne var på deres højeste, udgjorde europæerne kun omkring to procent af befolkningen. Og der var enormt stor dødelighed blandt de danskere, der tog af sted. Grundtvig havde for eksempel to ældre brødre, der også var præster og rejste til kolonierne som missionærer. De døde begge af tropiske sygdomme. Den ene af dem havde knap sat fod på Guldkysten, før han faldt om. Grundtvig betakkede sig, da han fik tilbuddet, og det var nok klogt.
Også den norske digter Christen Pram døde i kolonierne. I 1820 var det lykkedes indflydelsesrige danske venner at skaffe den intellektuelle det fede embede som toldinspektør i den trafikerede havn i Charlotte Amalie, en post, som hurtigt ville have gjort ham til en holden mand, hvis han havde overlevet. Pram huskes i dag bedst på grund af den lejlighedssang – ”Langt højere bjerge så vide på jord” – der blev sunget ved Christen Prams afrejse fra København til De Vestindiske Øer. Pram døde allerede året efter og fik ingen glæde af embedet. Men Grundtvigs sang overlevede:
”Langt højere bjerge så vide på jord/ man har, end hvor bjerg kun er bakke;/ men gerne med slette og grønhøj i nord vi dannemænd tage til takke;/ vi er ikke skabte til højhed og blæst/ ved jorden at blive, det tjener os bedst.”
Sangen ender i samme selvtilfredse fladlands-højder uden et ord om slaver og sukker:
”Langt mere af malmen så hvid og så rød/ fik andre i bjerg og i bytte;/ hos dansken dog findes det daglige brød/ ej mindre i fattigmands hytte;/ og da har i rigdom vi drevet det vidt,/ når få har for meget og færre for lidt.”
Her får vi hele Grundtvigs program om sammenhængen mellem natur, sprog og historie. På alle tre felter scorer ”vi dannemænd” højest, hvis man vel at mærke anlægger den rigtige målestok – det vil sige vores. Det er nationalfølelse grænsende til chauvinistisk nationalisme, lige meget hvor demokratiske dyder det er, vi i sangen roser os af at have realiseret bedre end alle de andre. Men altså på kolonial baggrund.
Uffe Østergaard er professor emeritus i europæisk historie.
