Prøv avisen

Danmarks smukkeste oldtidsfund

Solvognen fra Trundholm Mose i Nordsjælland hører til Nationalmuseets mest berømte genstande og er et smukt symbol på Danmarks fortid.

3. SOLVOGNEN: I 1902 førte en tilfældighed til et enestående bronzealderfund, som i dag også står som symbol på førkristen religiøsitet

Den 7. september 1902 gik landmanden Frederik Willumsen og pløjede i et nyindvundet landbrugsområde i Trundholm Mose i Odsherred. Ploven afdækkede nogle metalstumper af en solskive, en hest og nogle hjul. Willumsen tog stumperne med hjem og gemte dem på loftet, men hesten gav han sin lille søn at lege med. Han troede nemlig, det var noget gammelt legetøj, han havde fundet.

I dag er det utænkeligt, at et barn kunne få lov til at lege med hesten. Til gengæld har mange børn set den inde bag montren på Nationalmuseet, og nu har Historiekanon-udvalget besluttet, at alle danske børn skal lære om solvognen i skolen. Figuren viste sig nemlig at være af guld og bronze, fremstillet i bronzealderen omkring år 1350 før Kristi fødsel, og at være et af de væsentligste og smukkeste oldtidsfund, som er gjort i vores ende af verden.

Solvognen er en kultgenstand og er med til at give os en forestilling om den periode af fortiden, som vi ikke har skriftlige beretninger fra. Samtidig er den et symbol på religiøsitet i hele den førkristne periode og kan derfor åbne for mange spændende fortællinger om soldyrkelse og om asernes verden, forklarer Knud J.V. Jespersen.

I bronzealden var solen centrum i religionen. Tidens mennesker forestillede sig, at solen i dagens løb blev transporteret over himlen. Om morgenen førte en fisk solen til et skib, som transporterede den indtil middag. Her tog solhesten over og førte solen videre til eftermiddagsskibet, inden aftenens slange førte solen til underverdenen, der lå under den flade jord.

Hernede var solen mørk, mens den blev transporteret på natskibe tilbage til fisken. Disse symboler på dagens cyklus går igen i flere helleristninger fra perioden. Også i den senere nordiske mytologi, som danskerne baserede deres tro på frem til vikingetiden, optræder en solvogn, som kører over himlen i dagens løb.

I en myte er denne vogn trukket af ikke en, men to heste ved navn Alsin og Arvak.

En anden myte beretter om himmelhestene Skinfaxe og Hrymfaxe, der hver især bærer henholdsvis solen over dagens himmel og månen over nattens himmel.

Skinfaxe betyder lyshest, og navnet henviser til, at hestens man og hale skinner som guld og oplyser hele verden.

Arkæologer regner med, at solvognen muligvis er blevet ofret i Trundholm Mose som led i et kultisk ritual. Dette er baggrunden for, at Frederik Willumsen mere end 3000 år senere kunne finde stumperne. Men når vi i dag har mulighed for at se solvognen udstillet, skyldes det i høj grad også Willumsens nabo, skovkasserer West, som nogle dage efter fundet hørte om det og indberettede det til Nationalmuseet.

Skovkassereren kunne nemlig straks fornemme, at det ikke var en helt almindelig hest, Willumsen junior havde fået at lege med.