Prøv avisen

Danmarks trosfrihed fødtes langsomt

Rigsforsamlingen havde ikke megen diskussion om selve princippet om religionsfrihed, forstået som religionsudøvelse. Det var snarere kriterier for godkendelse af nye trossamfund, man drøftede. - Foto: Scanpix

Religionsfrihed er et af tidens store politiske emner i særligt Mellemøsten. Men ser man på vores egen historie, gik der i Danmark mange årtier fra Grundlovens indførelse i 1849, til borgerne havde en form for frihed, som vi i dag ville kalde religionsfrihed

EU, FN og menneskerettighedsorganisationer kræver løbende religionsfrihed i de mange stater, hvor det står sløjt til med retten til at udleve sin tro, som man ønsker det som individ. Og senest har pave Frans og den russisk-ortodokse patriark Kirill udsendt en erklæring, som understreger, at mennesker har krav på at vælge den religion, de vil.

Midt i kampen for at udbrede den rettighed, der ofte kaldes alle rettigheders moder, kan det være værd at kigge tilbage på den danske historie om indførelsen af religionsfrihed, for de grundlovssikrede rettigheder, de fleste i dag lever med som en selvfølge, havde en anden betydning, da de blev indført med den første version af Grundloven i 1849.

Forfatter og kirkehistoriker Jens Rasmussen har behandlet emnet religionsfrihed i flere af sine bøger. Han fortæller, at paragraffen om religionsfrihed blev vedtaget uden nævneværdig diskussion i Rigsforsamlingen, som stod bag Grundlovens udformning.

”Det, man diskuterede i Rigsforsamlingen, var de principielle kriterier for, hvad der skulle til for at godkende nye trossamfund. Men selve princippet om religionsfrihed, forstået som religionsudøvelse, det var der ingen diskussion om. Derfor var det nemt at indføre paragraffen i Grundloven, og det blev forventet, at det også ville være rimelig nemt at implementere religionsfriheden efter 1850,” siger Jens Rasmussen.

Alligevel oplevede flere af de grupper, som stod uden for folkekirken, at deres forventninger til religionsfriheden ikke blev indfriet.

De gamle trossamfund, som havde haft dispensation til at eksistere i landet før 1849, fik straks status som anerkendte trossamfund. Det var mosaisk trossamfund, den katolske kirke og de reformerte kristne. I 1865 blev metodistkirken også anerkendt. De danske baptister fik derimod afslag på begge deres ansøgninger om anerkendelse i 1855 og 1863. Begrundelsen var, at baptisternes præster ikke havde en teologisk uddannelse, og at samfundet manglede en fælles trosbekendelse.

Den manglende anerkendelse satte baptisterne i en særlig usikker situation. Bent Hylleberg er formand for den danske baptistkirke og har skrevet flere bøger om baptisternes historie i Danmark. Han fortæller, at mange danske baptister følte, at de fortsat blev diskrimineret på grund af deres tro i årtierne efter religionsfrihedens indførelse.

Det handlede for eksempel om statens krav om, at alle kristne børn blev døbt ved barnedåb. Der blev ikke taget hensyn til baptisternes voksendåb. Derfor måtte de søge om udsættelse af dåben for hvert enkelt nyfødt barn, indtil kravet blev ændret i 1857. Derudover var der stor utilfredshed over, at baptistpræster ikke måtte forrette begravelser på folkekirkens kirkegårde, at plejebørn ikke måtte anbringes hos baptister, og at baptistlærere ikke måtte undervise i folkeskolen.

De sidste to punkter var dog ikke kun et problem for baptisterne. Børneopdragelse og skolegang var nogle af de områder, hvor også medlemmer fra de anerkendte trossamfund følte, at de måtte kæmpe for deres rettigheder.

De uafklarede forhold omkring Junigrundlovens paragraf 83 var med til at besværliggøre religionsfrihedens indførelse. Paragraf 83 var en løfteparagraf, som sagde, at forholdene for de folk, der stod uden for folkekirken, skulle ordnes nærmere ved lov. Men paragraffen, der i den seneste grundlov er paragraf 69, er aldrig blevet indfriet.

I stedet besluttede Rigsdagen i 1861, at sager om anerkendelse af andre trossamfund skulle afgøres på embedsmandsniveau. Den beslutning var ifølge Bent Hylleberg ikke til de religiøse mindretals fordel. Det kom derimod til at komplicere situationen yderligere.

”I stedet for lovgivning på området fik vi en lemfældig administration med tilfældige kendelser,” siger han.

Jens Rasmussen er enig i, at det gik trægt med at implementere religionsfriheden i praksis. Han udpeger tre faktorer, som han mener kan forklare, hvorfor processen gik så langsomt.

For det første eksisterede der i 1800-tallets Danmark en luthersk enhedskultur, der var så stærk, at det var næsten umuligt for andre trosretninger at bryde i gennem. Kulturen byggede dels på den kristne børneopdragelse, som igennem generationer blev baseret på biskop Balslevs lærebog, dels på det religiøse engagement, som blev tændt med vækkelsesbevægelserne i årene omkring 1820-1840 og senere med grundtvigianismen og Indre Mission. For det andet var der en træghed i lovgivningen, som gjorde, at Grundlovens paragraffer var meget længe om at sive ned i systemet.

Den sidste grund, som Jens Rasmussen anfører, er folkekirkens rummelighed. Det var ikke mindst grundtvigianernes fortjeneste. Igennem 1800-tallets anden halvdel blev der på initiativ af grundtvigske politikere vedtaget en række love, som var med til at forme folkekirken. Det var blandt andet loven om sognebåndsløsning fra 1855 og valgmenighedsloven fra 1868. Lovene var med til at gøre folkekirken så rummelig, at kun meget få følte behov for at bryde ud og danne nye trossamfund.

Tilsammen skabte de tre faktorer en situation, hvor folkekirken omfattede næsten hele befolkningen, og hvor det lille mindretal, der stod udenfor, havde svært ved at gøre deres rettigheder gældende.

Faktisk udgjorde de, der stod uden for folkekirken i 1850, ikke mere end 0,4 procent af befolkningen. Og andelen blev ved med at ligge under en procent helt frem til begyndelsen af 1900-tallet. Ifølge Jens Rasmussen gjorde det, at den praktiske implementering af religionsfriheden ikke blev anset for noget særlig væsentligt anliggende i årtierne efter 1849.

Det var derfor først i løbet af 1900-tallet, da større grupper af indvandrere og flygtninge bragte nye trossamfund ind i det danske samfund, at den danske religionsfrihed for alvor fandt sin form.

Baptistkirken blev anerkendt i 1952, og siden er det blevet nemmere for nye trossamfund at opnå godkendelse. Men kampen for frihed fortsætter. Det gælder blandt andet for Bent Hylleberg, der sidder i en arbejdsgruppe i foreningen Danske Kirkers Råd.

Et af gruppens mål er at få indfriet løftet i den gamle paragraf, så trossamfundenes rettigheder én gang for alle kan blive afklaret og sikret ved lov.