Hun er blevet kaldt verdenshistoriens mest kendte spion. Selvom det i morgen er 100 år siden, danserinden Mata Hari blev dømt til døden, er hun stadig i stand til at skille vandene ikke alene i Frankrig, men også i mange andre europæiske lande, og meningerne er delte om, hvorvidt hun var en rigtig spion.
En ting står i hvert fald fast: Mata Hari var god til at stikke folk blår i øjnene.
I årene frem til Første Verdenskrig spandt hun et væv af løgne omkring sin person og fik dermed overbevist mange europæere om, at hun virkelig var en eksotisk javanesisk tempeldanser.
Virkeligheden var dog en ganske anden. Mata Hari kom til verden i 1876 i Holland og voksede op som Margaretha Geertruida Zelle. Hendes forældre kom fra det bedre borgerskab. Faderen havde oparbejdet sig en formue som hattemager, men forsøgte hele tiden at gøre sig finere, end han var, ved at kalde sig selv for ”baron”. Også hans datter voksede op med, at hun var særligt fin. Det fortæller den tyske historiker Claudia Mocek, der har skrevet bogen ”Mata Hari”.
”Margaretha var fra lille af vant til at være familiens midtpunkt, og hun blev behandlet som en prinsesse. For eksempel fik hun en karet, da hun fyldte seks år. Vognen havde fire siddepladser og blev trukket af to geder, og når hun kørte med den, var hun en sensation i nabolaget,” siger hun.
Margarethas far havde ambitioner om, at datteren skulle blive til noget, og derfor fik hun en god uddannelse og lærte blandt andet fransk, engelsk og tysk.
”Faderen lærte hende også en anden ting: At det er vigtigt at føre et dyrt liv og eventuelt også udsmykke sandheden med et par opfundne påstande, for på den måde vækker man indtryk og kan også lettere stige op i samfundets højere klasser,” siger Claudia Mocek.
Som 19-årig giftede Margaretha sig med den 20 år ældre officer Rudolph MacLeod, der var af skotsk afstamning. Han var udstationeret i Indonesien, som på daværende tidspunkt var hollandsk koloni. På øerne Sumatra og Java mødte Margaretha en helt ukendt verden, og hun blev hurtigt fascineret af befolkningens farvestrålende klæder og kropsbevidste danse.
Ægteparret fik to børn, men i 1899 blev den lille familie ramt af et hårdt slag: En person i familiens tjenerstab, der ville hævne sig efter at være blevet slået af Rudolph MacLeod, forsøgte at forgifte begge børn. Spædbarnet Jeanne Louise overlevede, hvorimod den toårige Normann John døde.
Dødsfaldet ødelagde det i forvejen dårlige ægteskab totalt, og da Margaretha og Rudolph vendte hjem til Holland i 1902, gik de hver til sit.
Margaretha elskede et liv i luksus, men stod nu uden penge. Hun overlod datteren til Rudolph MacLeod og prøvede sin lykke i Paris.
I den franske hovedstad tørstede befolkningen efter eksotisk kultur, og Margaretha var ikke sen til at opfinde en erotisk slørdans, som hun selv beskrev som ”tempeldans”. Hun påstod, at hun var datter af en indonesisk brahman, altså en person fra den højeste hindu-kaste, hvorfra præstestanden udgår. Hun forsøgte at styrke denne illusion ved at give sig selv kunstnernavnet Mata Hari, hvilket på javanesisk betyder ”morgenrødmens øje”, altså ”sol”.
I de første år gjorde hun en forrygende karriere og dansede i flere lande i Europa, men allerede længe før begyndelsen af Første Verdenskrig var hun ved at miste sin tiltrækning på publikum. Engagementerne blev færre, og hun måtte på et tidspunkt endda opgive dansen og arbejde på bordeller i Paris.
Under krigen faldt Mata Hari over en ny indtægtskilde. Hun havde altid haft en forkærlighed for officerer, og hendes intime forhold til flere højtplacerede mænd i den franske hær gjorde hende særlig interessant i de tyske myndigheders øjne. Den tyske spionagetjeneste søgte kontakt til hende, og hun blev i 1916 uddannet til spion. Selvom hun flere gange modtog penge af tyskerne for at spionere, er det uvist, hvor mange oplysninger hun rent faktisk gav dem.
Efter kort tid var hun ikke alene spion, men også dobbeltspion. Hun havde nemlig også fået kontakt til den franske kontraspionage og forsøgte nu at få informationer ud af tyskerne, som hun kunne videregive til Frankrig.
Tyskerne fattede mistanke og begyndte at fodre hende med falske informationer. Situationen blev rigtig alvorlig for Mata Hari, da den franske kontraspionage fik nys om, at hun også arbejdede for tyskerne. Hermed var Mata Hari pludselig blevet til en sikkerhedsrisiko for Frankrig.
Mata Hari blev arresteret den 13. februar 1917 på et hotelværelse i Paris, og den 25. juli 1917 blev hun dømt til døden på grund af spionage og højforræderi.
Dommerne havde ingen håndfaste beviser for spionage, men var alligevel overbeviste om, at hun havde videregivet militærhemmeligheder og dermed været medskyldig i mindst 50.000 franske soldaters død.
Mata Hari lagde under hele retssagen aldrig skjul på, at hun havde modtaget penge af tyskerne, men hun afviste, at hun skulle have givet dem vigtige informationer, og hun erklærede sig uskyldig i de mange soldaters død.
Hun blev henrettet ved skydning den 15. oktober 1917.