“Goterne er kendt som et germansk folkeslag, som pludselig dukkede op, udfordrede romerriget og grundlagde store kongedømmer i det sydlige Europa for igen at forsvinde ud af historien. Men hvor goterne kom fra, er et af arkæologiens helt store spørgsmål,” siger Rasmus Birch Iversen, arkæolog ved Moesgaard Museum.
Han har sat gang i en proces, der skal afdække goternes rolle i folkevandringstiden.
”Jeg vil tage til Transsylvanien, hvor en gravplads, der forbindes med goterne, er fundet. Jeg vil benytte mig af de mest avancerede analysemetoder fra dansk arkæologi og samtidig forsøge at udfordre en udbredt myte omkring goternes oprindelse,” siger Rasmus Birch Iversen.
Myten fortæller, at goterne udsprang fra Skandinavien og slog sig ned i Polen for siden at rejse til Transsylvanien, hvor de kom i konflikt med romerne nær Sortehavet.
”Arkæologer er ret enige om, at gravpladserne i Transsylvanien kan forbindes med goterne. Det stemmer også overens med de romerske kilder, som placerer goterne i området. Men det er langt mere omdiskuteret, om goterne skulle være kommet dertil fra Polen,” siger den danske arkæolog med henvisning til, at nogle arkæologer har søgt efter spor fra goternes tilstedeværelse i Polen, inden goterne drog videre sydpå.
Fortællingen om goternes vandring fra Skandinavien stammer tilbage fra antikkens store historieskriver Jordanes og hans værk Getica fra år 551. Det er et værk, som er lige så omdiskuteret som goterne selv, forklarer historiker Kasper H. Andersen fra Moesgaard Museum:
”Jordanes var selv efterkommer af goterne, i hvert fald hvis vi tør stole på hans eget udsagn, men folkeslagets oprindelse havde fortabt sig i tågerne. Goterne var blevet kristne og mindre germanske, og de ønskede en lang og glorværdig historie, som kunne måle sig med de store romerske slægter,” siger Kasper H. Andersen.
Til sin historieskrivning benyttede Jordanes sig af et 12binds værk om goternes historie, som han fik lov at studere i tre hektiske dage.
”Dette store værk, som Jordanes konsulterede, er desværre forsvundet for længst. Så Jordanes korte sammendrag blev den vigtigste kilde til goternes tidlige historie,” siger Kasper H. Andersen.
I værket lader Jordanes goterne stamme fra øen ”Scandza”, som man senere har fortolket som nutidens Skandinavien. Han beskriver, hvordan goterne rejste fra deres hjemland ned gennem Europa og endte i konfrontation med både egyptere og romere.
”Jordanes’ historie er noget farverig og tendentiøs, men blev i lang tid betragtet som en pålidelig kilde til goternes oprindelse,” siger Kasper H. Andersen.
Goternes senere skæbne er mere veldokumenteret, og allerede i 200-tallet beskriver romerske kilder goterne som et bondefolk, der bor i området omkring Sortehavet.
”Der går ikke lang tid, før goterne og romerne støder sammen. Goterne begynder at angribe Romerrigets østligste besiddelser sammen med andre germanske folkeslag. Men vi hører også om gotiske lejesoldater i den romerske hær, og da hunnerne kommer ridende fra øst, søger goterne beskyttelse i Romerriget,” siger Kasper H. Andersen.
Goterne delte sig i visigoterne og ostrogoterne. Visigoterne drog mod vest og endte med at etablere et kongerige i Spanien, som varede indtil den muslimske erobring i 700-tallet. Ostrogoterne invaderede Italien efter Romerrigets fald og etablerede et kortvarigt kongerige, før de blev opslugt af et andet germansk folkeslag, longobarderne.
”Selvom goterne forsvandt fra den europæiske scene, var de fortsat en del af europæernes bevidsthed. Mange betragtede dem som den vigtigste germanske gruppe og romernes efterfølgere,” siger Kasper H. Andersen.
I middelalderen begyndte flere europæiske nationer at hævde forbindelse til de svundne goter.
”I 1400-tallet argumenterer svenske gejstlige for, at det svenske kongehus skal have en særlig stilling i Europa, netop på grund af deres tilknytning til goterne. De peger på Jordanes’ beretning, som fortæller, at goterne kom fra Skandinavien, og stednavnene Götaland og Gotland, som antyder en gotisk forbindelse,” siger Kasper H. Andersen.
I århundreder bar svenske konger titlen ”gothorum rex”, goternes konge, og da Valdemar Atterdag erobrede Gotland i 1361, begyndte danske konger også at bære titlen. Denne tradition sluttede først med Margrethe II.
”Titlen var på samme tid en måde at gøre krav på et geografisk territorium og en måde at forbinde sig til goternes svundne storhed og knytte sig til sagnomspundne gotiske konger,” siger Kasper H. Andersen.
Interessen for goterne voksede i 1930’ernes Tyskland, og især nazisterne så med længsel tilbage på en svunden storhedstid, hvor germanske stammer underlagde sig Europa, forklarer Rasmus Bech Iversen.
”De brugte goternes og vandalernes tidlige tilstedeværelse i Østeuropa som alibi for de nazistiske planer om at udvide riget østpå”, siger Rasmus Bech Iversen.
I Europa blev arkæologien til et politisk våben, der kunne forlænge nationens historie eller gøre krav på nye territorier. Arkæologerne brugte kranier, genstande og gravpladser til at påvise, om der var tale om det ene eller det andet fortidige folkeslag.
I den vestlige arkæologi har man for længst sluppet forsøget på at bevise antikkens kilder og ideen om, at man kan sidestille den materielle kultur, man finder i jorden, med en bestemt etnicitet.
”Vi ved, at både kultur og etnicitet er flydende størrelser, som kan deles eller smelte sammen. Det er derfor en slem forsimpling, hvis arkæologer forsøger at spore én uforanderlig etnicitet ned gennem Europa,” siger Rasmus Bech Iversen.
Rasmus Bech Iversen vil i sit arbejde i Transsylvanien benytte sig af analytiske metoder, der aldrig har været anvendt på arkæologisk materiale fra Østeuropa, og som skal hjælpe til at fastlægge kronologien og fastslå de historiske sammenhænge
”Det bliver interessant, om man kan identificere en særskilt gotisk kultur i gravene, eller om billedet er mere nuanceret. Samtidig håber jeg at kunne udfordre den klassiske myte om goternes oprindelse og måske svare på, om goternes kultur kom udefra eller opstod på stedet,” siger Rasmus Bech Iversen.