Kvinder er den dag i dag underlagt mandens sociale kontrol i mange kulturer, hvor det ikke er velset, at kvinder har politisk, social eller økonomisk magt. De holdes på plads i et fastlåst kultursyn, og deres færden i det offentlige rum kontrolleres af mænd.
Ofte bliver denne forskelsbehandling mellem de to køn forklaret ud fra et religiøst betinget synspunkt om, at det altid har været sådan. Den naturlige og biologiske forklaring er ifølge mange af de store verdensreligioner, at kvinder føder og opfostrer børnene og dermed også helt naturligt er udelukket fra det offentlige rum. Det er en fortælling, som er blevet gentaget så mange gange, at den umiddelbart virker logisk. Men hvis vi kaster et blik på fortidens kulturer, som er blevet beskrevet arkæologisk og historisk, så er der mange eksempler på, at det snarere er en magtfuld fortælling skabt af mænd, som ikke ville dele magten med kvinder.
I bronzealderen undergik samfundene en forandring. Krig mellem større grupper begyndte at blive mere hyppige. Befolkningen i store områder levede tættere. Og krigeren trådte for alvor ind på den historiske scene. Dermed kan man lidt karikeret sige, at kvinderne forsvandt ud af historien til fordel for muskelkraft. Krigerens succes som sejrherre på slagmarken bliver det altafgørende kriterium for en plads i historien. Fokus på mere fredelige og livsbekræftende emner som det gode liv og fred siver ud af historien og dermed også kvinderne. Muskler bliver lig med magt.
Men det er ikke helt det billede, som tegner sig i Skandinavien for cirka 3500 år siden. Som et af de eneste steder i Europa blev udvalgte kvinder i Danmark rigt begravet i en høj, og ved deres bælte lå en dolk eller sværd. Et våben har til alle tider været forbundet med maskulin magt, og derfor forvirrede de mange kvindegrave med våben også arkæologerne i 1800-tallet. Forklaringer på dolken var ifølge dem, at kvinderne var gift med en kriger eller høvding, og derfor fik de lov til at bære en dolk som symbol på deres mænds status.
Senere har flere arkæologiske fund af helleristninger (billeder hugget i klipper og sten, som er mest udbredt på Bornholm og omkring Göteborg i Sverige) og små figurer vist, at bronzealderens kvinder indtog en meget fremtrædende plads i kultoptog, ceremonier og offentlige fester. Topløse kvinder udførte akrobatiske danseshows, gik med i offentlige optog – ofte kun iført et meget kort skørt af uldtråde – og kørte stridsvogne.
Dermed kan man godt tolke det sådan, at kvinden i den nordiske bronzealder havde en meget fremtrædende offentlig rolle både i kulten og sandsynligvis også som en politisk og økonomisk magt. Her kommer dolken ind i billedet igen. Kvinderne har sandsynligvis ikke været krigere, men haft en betydelig rolle i samfundet, måske som følge af, at begge slægtslinjer fra både mødrenes og fædrenes side kunne gøre krav på arveret til jord, kvæg og måske også religiøse stillinger i samfundet.
Hvis vi spoler frem i tid, møder vi faktisk et samfund, som blev skabt af krigerkvinder. Græske historikere kaldte dem amazonerne, og længe blev de opfattet som et eventyr. Ifølge den græske historiker Herodot slog nogle af amazonerne sig ned ved Sortehavets kyster og giftede sig med lokale mænd. Her udviklede de et samfund, hvor kvinder og mænd var lige. Kvinderne red på jagt og i krig, når det passede dem. Skyterne kaldte disse kvinder for ”oiorpata”, som betyder ”dræbere af mænd”. De gik klædt som mænd, og en ung kvinde måtte først gifte sig, når hun havde taget et liv på slagmarken.
Herodots beretning fra femte århundrede f.Kr. kan forekomme som en legende uden hold i virkeligheden. Men ved Sortehavet, i de sagnomspundne amazoners hjemland, har russiske arkæologer gjort en interessant opdagelse, der sandsynligvis giver os et glimt af en verden med kvindelige krigere. De russiske arkæologer har inden for de sidste 50 år fundet op mod 140 grave af kvinder mellem 16 og 30 år, der var begravet med fuldt våbenudstyr og med fatale brud på lemmerne efter skader og sår fra kamp. De udgør 20 procent af krigergravene i området nordvest for Sortehavet. Meget tyder derfor på, at legenderne byggede på konkrete realiteter, og at kvindelige krigere rent faktisk red på Sortehavets stepper i århundrederne før Kristi fødsel. Det lille udpluk af grave viser med al tydelighed, at de kvindelige krigere, som inspirerede grækerne til at opdigte amazonerne, eksisterede. Her havde kvinderne valgt at være aktive i krig frem for at skærme sig bag deres mænd. Men andre steder fik kvinderne slet ikke det valg.
Indtil jødedommen er kvinder del af mange religiøse sammenhænge. Men den monoteistiske religion udelukker aktivt kvinderne fra religiøse handlinger, og kvinder må ikke stå for religiøse ceremonier. Det var ellers en praksis i andre samtidige religioner (som i den nordiske bronzealder), men jøderne valgte at opdele mænd og kvinder i synagogen. Kvinder må kun være der under forudsætning af, at de ingenting siger. Første skridt væk fra et kønsfællesskab mellem mænd og kvinder blev taget under en argumentation af, at kvinder var urene under biologiske fænomener som menstruation og graviditet.
Da kristendommen fik vind i sejlene i årene efter Jesu død, var mange af de tidlig-kristne aktivister kvinder. De åbnede deres hjem for møder, og de stod som grundlæggere af kirker ligesom mænd. Næsten lige så mange kvinder som mænd led martyrdøden, og derfor havde kvinderne også en forventning om, at de skulle indgå i kirkens ledelse og rituelle handlinger på lige fod med mændene. Jesu syn på kvinder i forhold til datidens samfund var meget liberalt, og Paulus anerkendte, at mænd og kvinder var lige for Gud (selvom han i et meget omtalt brev opfordrede til, at kvinder skulle tie i forsamlinger). De to – Jesus og Paulus – formåede at stille kvinder bedre på nogle nye områder, som var usete for kvinder ifølge den jødiske tradition.
Men alligevel tabte kvinderne kampen om ligestilling. I de første århundreder efter vores tidsregning blev kvinderne udspillet i kirkens ledelse med henvisning til argumentation fra jødedommen, som kristendommen trods alt også bygger på. Trods mange diskussioner måtte kvinderne til sidst acceptere, at de var mændene underlegne i religiøs forstand og derfor også i alle andre forhold. Men indtil middelalderen var skandinaverne hedenske, og måske derfor spillede kvinderne her en større rolle både i religionen og på slagmarken end deres kristne søstre.
Den danske historiker og krønikeskriver Saxo skrev i 1200-tallet den første danmarkshistorie. I den optræder flere krigerkvinder, og begrebet skjoldmø bliver ofte brugt om de kvinder, som kæmpede på lige fod med mænd. I historien om Regnar Lodbrog møder vi krigerkvinden Ladgerd:
”Blandt dem var også en skjoldmø ved navn Ladgerd, som havde mandsmod i brystet, skønt hun kun var jomfru, og med håret slået ud over skuldrene kæmpede i første række.”
Takket være hende vandt Regnar slaget, og hun blev hans første hustru. Et andet sted skriver Saxo, at der engang var kvinder i Danmark, som klædte sig som mænd og kæmpede som dem. De trænede hver dag for opnå de samme færdigheder som mænd. Skjoldmøerne er ofte blevet slået hen som fantasifulde fiktionskvinder, der fascinerede og begejstrede i fortællingerne, men som kun hørte fortællingens og sagaernes verden til på linje med drager og troldfolk.
Det er begrænset i det hele taget, hvor tit kvinder bliver nævnt i klostrenes årbøger, krøniker og helgenbiografier. Ofte står de anonyme hen, parkeret i skriverens ordnede kolonner af ord som hustruer og mødre. I den irske opgørelse over angreb fra vikingerne flagrer en kvindeskæbne i skyggen. I bogen opregnes en lang række af vikingeflåder, som angreb Irland i 900-tallet. Den sidste flåde blev ledet af Den Røde Jomfru. De skrev, at den ondskab, landet havde mødt, var ingenting sammenlignet med den rædsel, som hun viste dem. Men det er det eneste, vi nogensinde hører om hende. Derfor er det svært at vide, om krigerkvinden var virkelighed.
Oplysningen om Den Røde Jomfru står dog blandt en lang opremsning af flåder og angreb, og køn synes at være underordnet her. Samtidig har arkæologerne fundet flere kvindegrave i Skandinavien, hvor kvinder blev begravet med våben.
I en arabisk kilde fra det muslimske Spanien Al-Andalus møder vi også en meget selvbevidst vikingedronning. En arabisk diplomat ankommer til vikingekongens hof i 800-tallet, sandsynligvis i Sydskandinavien, og møder dronningen. De taler sammen via en tolk, og han roser hendes udseende. Hans rejsefæller advarer ham mod at ses med dronningen, og han begynder at undgå deres møder. Det bemærker dronningen, og hun spørger ham om, hvorfor han ikke kommer så tit. Da han fortalte hende om de advarsler, han havde fået om at mødes med hende, som var en gift kvinde, slog hun en latter op og svarede:
”Vi har ikke den slags i vores religion, og vi har ingen jalousi. Vores kvinder bliver hos deres mænd, fordi det er deres eget valg. Kvinden bliver hos manden, så længe hun ønsker, og lader sig skille fra ham, når hun ikke længere begærer ham.”
Med de ord fra en vikingedronning må konklusionen være, at kvinder, som har levet ligesindet med mænd, har eksisteret gennem hele vores fortid. Vi skriver vores historie i det billede, vi ser os selv i, og måske derfor har mænd ikke været så opmærksomme på de alternativer, der er til den fremherskende fordom om, at kvinder altid har stået under manden og passet hus og hjem.