På Hjørring Kirkegård lå i flere år efter Anden Verdenskrig en række grave uden hverken gravsten eller nogen anden form for markering. Fremmede, der besøgte kirkegården, kunne derfor ikke vide, hvem der lå i gravene. Men mange beboere i området vidste, at det var her, man havde begravet de tyske flygtninge, der var døde efter deres ankomst til Danmark i årene 1944 til 1949.
Blandt de anonymiserede grave var en lille grav, der udgjorde en undtagelse fra de andre, fordi den var smykket med blomster og havde en sten, der ganske vist var lille, men immervæk en rigtig gravsten med navn.
De andre grave er i dag væk, men den lille grav er der stadig, og selvom den har fået en ny sten i stedet for den oprindelige, er indskriften den samme som dengang. På stenen står: Klaus 1940-45.
I september er det 80 år siden, at Anden Verdenskrig brød ud. Den lille grav i Nordjylland opstod netop i kølvandet på krigen og ligger der som et udtryk for, at der selv i de mørkeste tider kan eksistere medmenneskelighed, næstekærlighed og venskaber på tværs af nationaliteter, krige og landegrænser.
Gravens historie begynder i den tyske by Münster, hvor Klaus Fieguth kom til verden i 1940. Han oplevede i sit korte liv hele tiden at blive rykket op med rode og være på flugt. Familien flygtede allerede året efter hans fødsel fra englændernes bombeangreb i Münster, først til Berlin, senere til Østrig, der dengang var del af Hitlers Nazityskland, og i 1943 søgte de tilflugt hos tanten Anneliese Vieglahn, der boede i Pommern i det nuværende Polen.
I 1943 vendte krigslykken for Hitler. Tyskland led store tab ved Stalingrad, og tyskerne begyndte et tilbagetog skarpt forfulgt af Den Røde Hær. Efterhånden blev flere og flere grufulde beretninger kendt om russernes behandling af civilbefolkningen i de områder af Østeuropa, hvor de tyske tropper var blevet fordrevet: vold, vilkårlige henrettelser og massevoldtægter var del af russernes repertoire.
I 1945 spidsede situationen til for Klaus og hans familie. Efterhånden var der kun en enkelt åben flugtrute i det daværende Østpreussen, Pommern og Danzig (nuværende Gdansk).
Klaus’ far var på daværende tidspunkt udkommanderet til østfronten, og derfor bestod familien af Klaus, hans mor Lotte Fieguth, den fire år ældre søster Katrin, broderen Peter, der var kommet til verden i 1941, og tanten Anneliese Vieglahn.
Det lykkedes familien at nå Danzig, selvom byen var omringet af russere, og her kom den takket være hjælp fra en tysk major ombord på et fragtskib.
Den tyske marine forsøgte især at evakuere kvinder med små børn, ældre mennesker og sårede soldater. Cirka 730 krigsskibe, lastpramme og kuldampere forlod Danzig med flygtninge.
Adskillige skibe blev bombet af de allieredes kampfly eller stødte på miner, og mange flygtninge fandt døden i Østersøen, men cirka 250.000 mennesker nåede til Danmark, heriblandt Klaus og hans familie, der ankom til København den 17. marts 1945.
Under overfarten på Østersøen var familien næsten blevet kvalt på grund af iltmangel under dækket på den overfyldte båd, og Lotte Fieguth havde hele tiden anstrengt sig for at holde familien samlet, fordi hun ønskede, at alle skulle dø samtidig, hvis skibet stødte på en mine.
Da familien kom til Hjørring og blev indkvarteret i Halvorsminde Ungdomsskole, var alle lettede. Her i det fredelige Danmark troede flygtningene sig i sikkerhed, men netop da det virkede, som om farerne var overstået, ramte skæbnen den lille familie hårdt.
Den 5-årige Klaus faldt en dag ned fra en vindueskarm, som han var klatret op i via ribben i gymnastiksalen på ungdomsskolen. Han blev anbragt på sygestuen, men ingen læge kunne fastslå, hvorfor han ikke kom sig.
”Han kunne intet spise, der stødte tuberkulose til, og han blev stadig svagere og døde den 31. juli 1945,” husker hans søster Katrin Fieguth.
Først efter Klaus’ død fandt lægerne ud af, at han havde pådraget sig en leverskade ved uheldet.
Hans begravelse blev en uforglemmelig oplevelse for familien.
”Det bevægede os især meget, at alle danske cyklister, fodgængere og bilister stod stille, indtil kisten var passeret forbi dem på vores vej fra sygestuen til kirkegården. Vi havde ingen penge, og derfor besluttede min mor og tante at bede om blomster på Halvorsminde, hvor man venligt gav os alt, hvad vi ønskede os. Vi har kun godt at sige om danskerne,” siger Katrin Fieguth.
Familien var før krigens slutning blevet indkvarteret på ungdomsskolen på den tyske værnemagts regning, men efter Nazitysklands undergang overtog den danske stat ansvaret for flygtningene. Familien Fieguth/Vieglahn blev forflyttet til en flygtningelejr på Vestbanen og Femhøje i Hjørring.
Det var forbudt for dans-kerne at have privat kontakt med flygtningene. Men medfølelsen fandt alligevel en vej. Netop Klaus’ død blev anledning til, at en dansk modstandsmand overtrådte forbuddet mod fraternisering og stiftede venskab med den tyske flygtningefamilie. Det forklarer den 44-årige Kirsten Lind Hansen, der er barnebarn til modstandsmanden, Hans Peter Thomsen.
”Min farfar, Hans Peter Thomsen, gik efter krigen vagt på Femhøje og Vestbanen ved flygtningelejren, og her lærte han familien at kende. Det var kort tid efter Klaus’ død, og familien fortalte ham, at man så frygtelig gerne ville have en gravsten til det døde barn. Min farfar havde haven fuld af sten og ville gerne hjælpe den tyske familie. Han bragte en sten til en stenhugger, og – under påskud af, at den var til hans døde hund – fik han skrevet navn, fødselsår og dødsår på stenen. Han kastede stenen over muren ind til Hjørring Kirkegård, hvor Lotte Fieguth og Anneliese Vieglahn samlede den op og placerede den på graven,” fortæller Kirsten Lind Hansen.
Det var langtfra en selvfølge, at netop hendes farfar skulle risikere straf for at hjælpe en tysk familie. Hans Peter Thomsen drev under krigen et trykkeri i Hjørring, og han oplevede jævnligt ubehagelige inspektioner af den tyske værnemagt, som ville kontrollere, hvad der blev trykt.
Hvad tyskerne ikke vidste, var, at Thomsen hjemme under ægtesengen skjulte en sværteduplikator til trykning af modstandsbevægelsens flyveblade.
”Krigen havde sat dybe spor i min farfar, men han fortalte aldrig sine børn ret meget om oplevelserne. Vi vidste blot, at vores far og farfar havde været modstandsmand, og at han ikke havde noget tilovers for værnemagten. Men man kan godt agere som et ordentligt menneske, selvom man har oplevet krigens rædsler,” siger Kirsten Lind Hansen.
I dag er Hans Peter Thomsens fire levende sønner i alderen 59 til 77 år. Selvom de ikke ved ret meget om faderens oplevelser under krigen, kender både de og børnebørnene til gengæld historien om Klaus og hans familie.
”Min farfar havde et gammelt fotoalbum, som vi ofte kiggede i sammen med ham. Specielt i hans sidste år blev det vigtigt at gennemgå det ofte med ham for at kunne huske hans liv, når han på et tidspunkt ville falde fra. I albummet var der billeder af den tyske familie, så vi hver gang fik bekræftet historien om, hvem de var. Det blev en del af vores egen identitet at få fortalt hans historie. Det er vores ophav. Det er det, vi kommer af, og historien om Klaus og hans familie er også en måde at lære vores far og farfar bedre at kende og dermed også os selv,” siger Kirsten Lind Hansen.
Da alle andre flygtningegrave blev flyttet til den fælles tyske flygtningekirkegård ved byen Grove, fik Klaus’ grav med menighedsrådets hjælp lov til at blive på Hjørring Kirkegård, hvor den ligger den dag i dag.
Klaus’ familie vendte tilbage til Tyskland i 1947, men det betød ikke enden på venskabet med familien Thomsen. Tværtimod. De to familier holdt forbindelsen, og i 1957 besøgte familien Fieguth og Anneliese Vieglahn Nordjylland for at besøge Klaus’ grav og hilse på Hans Peter Thomsen og hans kone Gerda.
”Dette besøg udviklede sig til et langt venskab med flere besøg, julekort og brevveksling i mange år. Desværre gled kontakten ud med næste generation,” konstaterer de fire brødre Jørgen, Preben, Børge og Ole Lind Thomsen.
Efter at flere personer, blandt andre John Kilden Nielsen fra Flygtningemuseet i Skallerup, begyndte at vise interesse for historien om Klaus, lykkedes det i 2017 Børge Lind Thomsen at finde frem til Klaus’ søskende Katrin og Peter i Tyskland. Der opstod en livlig korrespondance frem og tilbage mellem Tyskland og Danmark, og dermed var forbindelsen mellem de to familier genoprettet.
Hans Peter Thomsens børn og børnebørn har nu lavet et lille hæfte om de to familiers usædvanlige venskab og historie. Det indeholder beskrivelser af begivenhederne set fra begge familiers side, og familien Fieguth har også stillet erindringer til rådighed, som pårørende til Anneliese Vieglahn fandt i hendes efterladte papirer.
Kirsten Lind Hansen håber, at det er muligt for hendes familie at finde økonomisk støtte til at få trykt hæftet, så det kan gøres tilgængeligt på Hjørring Historiske Museum, Kirkegårdskontoret og på Museet Tirpitz i Blåvand.
”Det er vigtigt, at danskerne hører om historier som den om Klaus. Tiden under og efter besættelsen er en brik i vores selvforståelse. Vi kender alle den overordnede verdenshistorie, men det er også vigtigt at vide, hvordan den almindelige tysker og dansker oplevede besættelsestiden og den tid, der flugte efter. Det er vigtigt, at vi får øje på menneskeligheden midt i al frustrationen og vreden over krigen. Netop fortællingen om Klaus og hans gravsten handler om almindelige mennesker og ikke om international politik, politikere eller en vanvittig mands forfærdelige gerninger. Det er en hjertevarm historie, at min farfar – modstandsmanden – var i stand til at skelne mellem den almindelige tys-ker og værnemagten, og at han vovede sit eget ry og rygte for at hjælpe en familie i sorg. Eftertiden bør kende historien om Klaus og hans grav, fordi det til alle tider er vigtigt at holde fast i anstændigheden og næstekærligheden. Det er fortællinger som denne, der kan inspirere os til at gøre godt i verden,” siger hun.
I dag er det en ny sten og ikke den oprindelige, der ligger på graven. Klaus’ far Fritz Fieguth havde før sin død i 1984 ønsket at få stenen flyttet ned på familiegravstedet i Münster, hvilket skete i 1985. Derfor har Hjørring Kirkegård sat en ny sten på graven, der stadig rummer Klaus Fieguths jordiske rester.