Gaderne er sorte af mennesker, Dannebrog vajer i vinden, og fra både syd og nord valfarter folk i deres stiveste puds til stemmeurnerne. Det er den 10. februar 1920, og scenen er det daværende Nordslesvig. På denne dag skal godt 100.000 borgere afgøre den fremtidige skæbne for byer som Sønderborg, Haderslev, Åbenrå og Tønder.
Dansk eller tysk? lyder spørgsmålet på stemmesedlen, og de 3000 udkommanderede soldater fra Frankrig og Storbritannien, der fra sidelinjen ser til, at alt går efter bogen, understreger afstemningens betydning.
Små 75 procent stemmer for, at området, der siden 1864 har hørt til Preussen, nu forenes med Danmark. Sønderjylland er kommet hjem, og landegrænsen mellem Danmark og Tyskland, som i år fejrer 100-årsfødselsdag, er draget.
Men selvom glæden blandt danskere i Sønderjylland naturligvis var stor, var der også huller i det rød-hvide flertal. I købstæder som Åbenrå, Tønder og Sønderborg stemte et flertal tysk, og når vi i dag fejrer både grænsedragning og 100 års relativ ro omkring grænsen, har vi en tendens til at glemme den ballade, der også fandtes – både i forbindelse med selve grænsedragningen og i de efterfølgende årtier.
Det mener i hvert fald Steen Bo Frandsen, der er professor og leder af Center for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet:
”Der er ikke meget tvivl om, at grænsedragningen i 1920 var en heldig løsning, som på sigt viste sig at fungere. Men det er problematisk, når vi i jubilæumsåret idealiserer datiden, som om vi uden videre fandt frem til den bedste af alle løsninger i første forsøg. Så glemmer man, at der jo var nogle helt særlige betingelser til stede for, at det kunne lade sig gøre. Betingelser, vi ikke havde den ringeste indflydelse på,” siger han med henvisning til blandt andet afslutningen på Første Verdenskrig og den efterfølgende Versailles-fred.
”Og samtidig ignorerer man, at da grænsen blev trukket, var ikke alle særligt glade. Mange ville som minimum have haft Flensborg med i det nye Danmark. Og i mange, mange år efter 1920 var der jo fra dansk side et stort ønske om at rykke grænsen længere sydpå. Ligesom der frem til Anden Verdenskrig også var et ønske blandt det tyske mindretal om at flytte grænsen tilbage. Vi glemmer så at sige årtiers spændinger, når vi i år besynger Genforeningen uden det kritiske blik.”
Afstemningerne, der førte en del af Sønderjylland tilbage til Danmark, fandt sted i den nordlige zone 1 den 10. februar og i zone 2, det mellemste Slesvig, den 14. marts. De var baseret på den amerikanske præsident Woodrow Wilsons 14-punktsplan for Europas fremtid. I planen, der blev udarbejdet i januar 1918, stod princippet om ”folkenes selvbestemmelsesret” helt centralt.
Princippet, der går tilbage til den amerikanske uafhængighedserklæring, betød kort fortalt, at nationale mindretal selv skulle have lov at afgøre, hvilken stat de ville tilhøre. Det fik den praktiske betydning, at zone 1 stemte klart dansk den 10. februar 1920, mens zone 2 den 14. marts valgte at forblive tysk. Og faktisk var afstemninger af den slags ikke noget europæisk særsyn på dette tidspunkt, fortæller Jørgen Kühl, rektor på det danske mindretals gymnasium i Slesvig og professor i mindretalsforskning ved Europa-Universität Flensburg.
”Men der blev kun stemt i de områder, hvor tabermagterne var i spil. Eksempelvis blev Sydtyrol, hvor flertallet var tysktalende, uden videre tildelt Italien. Og Ungarn måtte afstå to tredjedele af deres territorium. Metoden med selvbestemmelsesretten forekommer jo på mange måder ideel, men faktisk er den kun blevet omsat til virkelighed et fåtal af gange – og der har ikke senere i Europa været lignende folkeafstemninger – udover på Krim, som var et noget særligt tilfælde,” siger han.
”Efter Anden Verdenskrig valgte man en noget anden model, nemlig at fordrive mindretal i stedet for at inddrage dem demokratisk. Mellem 12 og 13 millioner etniske tyskere blev eksempelvis fordrevet fra Øst- og Centraleuropa. Ligesom slovakker og ungarere også blev det. Men måske vil selvbestemmelsesretten få et comeback, i hvert fald har vi i de senere år set både baskere, cataloniere og skotter udtrykke ønske om en afstemning med inspiration i Woodrow Wilsons princip.”
Lader man folkene trække nye grænser, opstår dog alt andet lige også mindretal. Og med dem potentiale for nye eller gamle konflikter, understreger professor Jørgen Kühl.
”Mindretalsproblematikken opstår jo som følge af grænsedragningen. Også i det dansk-tyske grænseland. Og når man fejrer 1920, er det da fint, men det er jo faktisk først i 1955 med København-Bonn-erklæringen, at grænsen anerkendes af alle partier. Så 1920 løser flertalsproblematikken, men samtidig skaber grænsedragningen nye konflikter, man ikke er opmærksom på. Og mindretallene, de var jo bestemt ikke tilfredse, og der var forsøg på at få grænsen flyttet fra begge sider i mange år fremover,” understreger han.
Større og mindre bump til trods har sameksistensen mellem mindretals- og flertalsbefolkningen på hver side af den dansk-tyske grænse været relativt eksemplarisk i efterhånden en del år. Ligesom livet henover grænsen har det.
Faktisk valgte daværende kulturminister Mette Bock (LA) i begyndelsen af 2019 at nominere modellen for fredelig sameksistens i området til såkaldt immateriel kulturarv hos Unesco. Om ambitionen indfries, vides endnu ikke, men det må vel alt andet lige betyde, at erfaringerne er værd at trække på – ikke mindst i et jubilæumsår. Så afgjort, men ifølge Steen Bo Frandsen er læren først og fremmest, at fredsgrænser ikke er nogen naturgiven tilstand, heller ikke efter 100 år:
”Hvis ikke man hele tiden plejer en fredsgrænse, så går den i stykker. Den kræver samarbejde, opmærksomhed og naturlig omgang med folk på den anden side. Grænser er i udgangspunktet fremmedgørende, og hvis man vil undgå det, så kræver det en stor og kontinuerlig indsats.”
Den indsats er rendt ind i visse bump de senere år, mener Steen Bo Frandsen. Ikke mindst med indførelsen af den midlertidige grænsekontrol fra dansk side samt opførslen af det såkaldte vildsvinehegn, der har til formål at holde afrikansk svinepest ude af Danmark.
”Den slags tiltag ændrer selvfølgelig omgangen ved en grænse for dem, der lever i området, men det slår også skår i det overvejende positive billede af Danmark, man i mange år har haft fra tysk side. Der mener man ikke, det her er en måde at agere på over for sin nabo. Det viser i mange tyskeres øjne, at Danmark ikke har forstået det moderne Europa, hvor udfordringer er fælles, ikke det enkelte lands,” siger han.
”Måske bør nogen på et tidspunkt spørge sig selv, hvor meget hegn og kontrol og afspærring man kan have ved en grænse, og så stadig kalde den åben.”
At grænsens såkaldte hårdhed varierer, er én ting. Noget andet er, hvorvidt dragningen fra 1920 overhovedet ligger fast. Det spørgsmål vakte Dansk Folkepartis medlem af Sydslesvig-udvalget, Martin Henriksen, til live med en opdatering på det sociale medie Facebook den 14. januar:
”Jeg håber, at Sydslesvig også en dag kommer hjem til Danmark. Jeg har naturligvis ikke nogen planer om at foreslå, at grænsen skal rykkes med magt eller noget i den stil. Men man har lov til at håbe,” skrev det forhenværende folketingsmedlem og fortsatte:
”Vi danskere er børn af Danmark. Og børn har det bedst hos deres forældre. Derfor har jeg et Genforeningshåb i forhold til Sydslesvig.”
Og selvom Martin Henriksens holdning givetvis er blevet mødt med flere skuldertræk end rynkede øjenbryn mange steder både syd og nord for Kruså, så må man ikke glemme, at i historisk lys er den fredelige sameksistens i det dansk-tyske grænseland mest af alt en lykkelig parentes:
”Jeg opfatter mest af alt Martin Henriksens kommentar som humoristisk, men den minder os jo samtidig om, at grænser ikke er givne. Og hvis man ser på udviklingen i Europa de seneste 1000 år, så har grænserne været i konstant bevægelse. Vi ved ikke, hvad historien vil bringe, men eksempelvis flygtningekrisen viser jo med al tydelighed, at den lineære bevægelse mod et stadig mere grænseløst Europa bestemt ikke er givet,” siger Jørgen Kühl.
”I disse år oplever vi en re-nationalisering på kontinentet, og flere steder gøres undtagelser permanente. Sidder du i Aarhus eller København, så opleves grænsekontrol og vildsvinehegn helt sikkert af mange som en udmærket beskyttelse af nationale interesser. Men det er – mildest talt – opsigtsvækkende, at vi netop i dette jubilæumsår oplever den hårdeste grænse i mange år. Den symbolik og mentale betydning for folk i grænseområdet skal man ikke undervurdere.”