”He is en Bur, he sprikt Dänsch” (han er en bonde, han taler dansk).
Bemærkningen var i starten af 1800-tallet en syngende lussing til de sønderjysktalende beboere i det mellemste Slesvig.
I de velstående egne havde bønderne lært sig tysk og plattysk for at sælge deres varer, og sprogene havde også bidt sig fast som hjemmesprog. Dansk gled ud – paradoksalt nok med hjælp fra den danske skolelov fra 1814, der indførte undervisningspligt for alle børn på kirkesproget, der i mange egne af Slesvig var tysk.
I egne med dårligere jord – især vest for Flensborg og Slesvig by – gik sprogskiftet betydeligt langsommere.
”Handelskontakten med byerne og de tyske sprog var begrænset. Jorden var ringere, så bønderne havde ikke meget at sælge af, og børnene måtte ofte vogte kvæg og får, så de blev fritaget fra den tysksprogede undervisning,” fortæller sprogforskeren, dr. phil. Karen Margrethe Pedersen.
Den sociale forskel gjorde, at sønderjysk blev set som et sprog for lavere klasser. Dansk blev et lavstatussprog, og blandt andet måtte tjenestefolk i Flensborg kun gå til den danske gudstjeneste.
Først med undertrykkelsen af det danske sprog efter 1864 ændrede opfattelsen sig.
”Det fik pludselig en utroligt høj prestige at tale sønderjysk blandt dansksindede, og det holdt frem til genforeningen i 1920, hvor danske embedsmænd kom til Sønderjylland. De talte rigsdansk, og dialekten fik igen en lavere status,” siger Karen Margrethe Pedersen.