Bevæbnet med fastelavnskøller gik en gruppe mennesker gennem Københavns gader om eftermiddagen den 11. februar 1918. Da de nåede frem til Christian IV’s børsbygning i København, angreb de børsmæglerne, som i deres øjne havde en stor del af ansvaret for arbejdernes dårlige kår og landets krisetilstand.
Det opgør med kapitalismen, man kunne se denne fastelavnsmandag for 100 år siden, var en aktion, der gik over i historiebøgerne som Stormen på Børsen. Og den kamp skilte sig ud fra mange andre danske protester fra arbejdere i Danmark i det 20. århundrede.
”Det er det tætteste, Danmark har været på det, man kan kalde en revolutionær arbejderbevægelse,” lyder vurderingen fra historielektor på Aarhus Universitet Mikkel Thelle.
Arbejderbevægelsen havde et fælles mål om at forbedre rettighederne for de arbejdende lag. Men internt i fagforeningerne herskede der stor uenighed om, hvordan det mål skulle nås. Syndikalisterne, der var en del af arbejderbevægelsen, opponerede mod den eksisterende fagbevægelses hang til forhandling og deltagelse i det parlamentariske arbejde. De mente i stedet, at kampen for et socialistisk samfund skulle kæmpes gennem direkte aktion såsom strejke, boykot og demonstration.
Sidstnævnte var der indkaldt til fastelavnsmandag i 1918, og aktionen begyndte med møder i Folkets Hus på Jagtvej 69 og Arbejdernes Forsamlingshus på Rømersgade i København. Som udgangspunkt ville demonstranterne protestere mod priserne på kød, og destina- tionen var ”Kødbørsen”, som syndikalisterne kaldte Kødbyen ved Halmtorvet i København. Det var i hvert fald, hvad initiativtagerne lod myndighederne vide.
”Men det var bare for at snyde politiet. Lederne havde en anden plan, og undervejs blev ruten lagt om, og optoget blev i stedet ledt mod børsbygningen. Inden sendte man dog en flok i forvejen for at købe fastelavnskøller i en legetøjsbutik,” fortæller Mikkel Thelle.
De udstationerede betjente i Kødbyen blev sendt mod Slotsholmen, da de opdagede, at de var blevet snydt. Her blev de mødt af aggressive syndikalister bevæbnet med murbrokker fra byggepladsen til Christiansborg. Aviserne berettede dagen derpå om knuste ruder, gennembankede børsmæglere og flere anholdelser.
Baggrunden for den voldelige aktion skal ifølge historikeren findes i samtidens svære forhold.
1918 markerede året for Første Verdenskrigs afslutning, og hele det europæiske kontinent var med historielektorens ord ”udsultet af krig”. Det gjorde sig også gældende i Danmark, som i tiden efter krigen var plaget af fattigdom og stor arbejdsløshed. Der havde i befolkningen spredt sig en vrede over arbejdernes dårlige forhold og mod de såkaldte gullasch-baroner, der havde tjent penge på at sælge mad til de krigsførende na- tioner.
”Stormen på Børsen var en protest mod fødevarepriserne, som børsmæglerne pressede op ved at spekulere, men det var samtidig også en bredere protest mod dem, der havde skabt krisen, og dem, der profiterede på krigen,” siger Mikkel Thelle.
Hans kollega, historielektor på Aarhus Universitet Bertel Nygaard, tilføjer:
”Syndikalisterne og folkene med anarkistisk tankegang mente, at vejen bort fra kapitalismen samtidig måtte indebære et opgør med statsmagten. Man ville skabe en kollektiv fri menneskehed gennem radikale aktioner, rettet direkte mod statsmagten og storkapitalens magtbastioner,” siger han.
At børsbygningen blev målet for en voldelig aktion den vinterdag i 1918, virkede dog lettere spontant, vurderer begge historikere, der karakteriserer aktionen som ”symbolsk”. Men selvom den ikke fik et direkte nationalpolitisk afkast, resulterede den i en udbredt frygt blandt politikerne. Verdenskrigen havde ifølge Bertel Nygaard gjort de gamle politiske styreformer ”uaktuelle og utroværdige”, og særligt revolutionen i Rusland, der i 1917 førte til det tsaristiske styres fald, stod klart i politikernes erindring.
”Gennem 1918 så man en række revolutioner og revolutionslignende bevægelser i mange af de store krigsførende magter, herunder i Tyskland, hvor den tyske kejsermagt faldt. Så man stod i en meget åben situation, hvor en radikalt anderledes fremtid pludselig virkede meget nær,” siger Bertel Nygaard, mens Mikkel Thelle supplerer:
”Siden midten af 1800-tallet, hvor der var adskillige store revolutioner i Europa, har man ikke været så nervøs fra politisk side, som man var på dette tidspunkt. Tsar-styrets fald skabte en jordskælvsagtig fornemmelse hos de europæiske politikere – også i Danmark, hvor man frygtede en voldelig omstyrtelse af regeringen,” siger han.
Selvom truslen virkede stor, stod en revolution ifølge de to historikere næppe lige for døren. Svaret på, hvorfor andre europæiske arbejderbevægelser lykkedes med at gennemtvinge en revolution, mens Danmark gik fri, skal findes i Første Verdenskrig.
”Danmark havde holdt sig neutral under krigen, og derfor var der ikke nær så meget på spil her. Men havde revolutionerne i Østrig og Tyskland udviklet sig mere radikalt, er det svært at sige, hvordan det havde set ud i Danmark, for den danske skæbne var tæt flettet sammen med særligt den tyske,” siger Bertel Nygaard.
De voldelige protestaktioner i 1918 satte dog gang i en splittelse i arbejderbevægelsen, idet den del af bevægelsen, der etablerede sig som Socialdemokratiet, tog kraftig afstand fra syndikalisternes metoder. Med splittelsen mistede den danske syndikalisme sit fodfæste, og bevægelsen fik ifølge Mikkel Thelle derfor ikke et særlig langt liv i Danmark. Måden at organisere sig på lever dog fortsat, forklarer han.
”Der findes klart en aktivistisk venstrefløj i Danmark i dag – dog i en lidt mere sammensat udgave – og der vil også være nogen, som føler sig nært beslægtet med syndikalisterne. Samtidig ser vi, at det lidt anarkistiske er vendt tilbage, men det er i en anden form og hænger sammen med globale begiven-heder, såsom 11. september- angrebet, finanskrisen og klimadebatten.”