En januardag i 1811 drager en sælsom gruppe af lokale arbejdsmænd og fremmede lærde over den græske ø Kea. De er bevæbnet med spader, reb og proviant. I spidsen går en ung, dansk præstesøn, Peter Oluf Brøndsted. Han er tusindvis af kilometer fra sit fødehjem i Fruering ved Skanderborg og alligevel føler han sig hjemme.
Efter at have opnået sin doktorgrad i filologi har han brugt tre lange år i Paris på at lære moderne græsk og på at forberede sin ekspedition. Og den lykkedes over al forventning.
I løbet af året 1811 gør Brøndsted og hans kolleger utallige fund på øen Kea. Mønter, vaser, skulpturer og bygningsfragmenter vælter op af jorden. Snart indser Brøndsted, at han har gjort en enestående opdagelse. Han har fundet den antikke by Karthaia:
”Ved de fundne Indskrifter gik der et Lys op for os. Vi vare i et Apollons tempel, og, hvad endnu var interessantere, ikke, som vi hidtil troede, i Julis, men i Karthaia.”
Brøndsted er blot én af mange arkæologer, der gennem tiden er rejst fra Danmark for at gøre opdagelser på videnskabens vegne. De tog dog ikke kun afsted for videnskabens egen skyld, men for at afdække den kulturarv, som de mente, de var en del af.
Og dermed var disse arkæologer del af en tænkning, som har været udbredt i Danmark. Det siger Eva Mortensen, der forsker ved Center for Urbane Netværksudviklinger på Aarhus Universitet og er medredaktør på den nye bog ”Store Danske Arkæologer – på jagt efter fortidens byer”.
”De tidlige danske arkæologer var drevet af nysgerrighed. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Og hvad er vores fællesskab baseret på? De var initiativrige og fantasifulde, og så kunne de skaffe penge til deres videnskabelige foretagender,” forklarer Eva Mortensen.
Bogen følger de danske arkæologer som gennem de sidste århundreder har forsøgt at afdække antikkens byer – sommetider udfordret af bedragere, sørøvere og altødelæggende krige.
I dag forbindes arkæologien af og til med Indiana Jones-agtige forestillinger, styrket af mediernes dækning af sensationelle fund. Men også datidens Brøndsted fik meget opmærksomhed og kunne samle store skarer til sine forelæsninger om sine arkæologiske bedrifter i Grækenland, fortæller Eva Mortensen:
”Der har altid været en bred interesse for de danske arkæologers opdagelser i udlandet. Ugeblade og aviser fortalte om fund og udgravninger, og en arkæolog som Frederik Poulsen, der blandt andet gravede i Kalydon i Grækenland i 1920’erne og 30’erne, havde en stor populærvidenskabelig produktion, blandt andet med rejseskildringer og foredragsvirksomhed for et bredt publikum. Harald Ingholt, som arbejdede i Palmyra i samme periode, holdt ligeledes mange foredrag både i ind- og udland.”
Antikken har tilsyneladende altid været genstand for stor interesse. Lige siden 1600-tallet har lærde og kongelige samlet på antikke genstande, både danske og udenlandske, fortsætter Eva Mortensen:
”Men i 1700-tallet drog flere lærde mod Italien. Her kunne de studere noget af det, som man læste om i de skriftlige kilder fra antikken. Den danske videnskabelige ekspedition med Carsten Niebuhr, som i 1700-tallet rejste mod Yemen, havde også en skriftlig kilde som grundlag for de videnskabelig spørgsmål, der skulle svares på undervejs – nemlig Bibelen.”
Kombinationen af skriftlige og materielle kilder blev central for de tidligste studier af antikken i Danmark, forklarer Rubina Raja, professor i klassisk arkæologi og medredaktør på bogen:
”I Göttingen studerede flere danske lærde ved klassisk filolog C.G. Heyne, som vægtede genstande i sin tilgang til antikken. Og det blev starten på dansk arkæologisk forskning.”
Den danske forskning kom snart til at handle om de perioder, som kom før skriftsprogets udvikling. Og især én danskers arbejde fik enorm betydning for faget, forklarer Rubina Raja:
”Selve fundamentet for arkæologien som disciplin blev lagt i Danmark. I første halvdel af 1800-tallet inddelte danskeren Christian Jürgensen Thomsen fortiden i forskellige perioder med udgangspunkt i genstandene – stenalder, bronzealder og jernalder. Han indførte en arkæologisk praksis baseret på kontekster og dokumentation. Noget, som blev en grundlæggende del af arkæologien.”
Mens nogle arkæologer gravede efter fortiden i den danske muld, søgte stadig flere mod udlandet. Og der er flere grunde til, at de danske arkæologer har kunne måle sig med deres franske, engelske og tyske kolleger, forklarer Rubina Raja:
”Der var solid forskning og grundige forstudier bag deres arkæologiske bestræbelser, hvad end det var med flere års ophold i Paris og Rom, som var den måde, P.O. Brøndsteds videnskabelige rejse til Grækenland begyndte, eller om det var den allerede store samling af palmyrenske portrætter i Ny Carlsberg Glyptoteks samling, som Harald Ingholt havde til rådighed inden hans udgravnings-eventyr i Palmyra. Samtidig havde de danske arkæologer allerede dengang et stort netværk af internationale kolleger, som de kunne sparre med.”
Men afgørende for de utallige danske ekspeditioner var, at de havde økonomisk opbakning. Her har Carlsbergfondet, som blev oprettet i 1876, været en central spiller i dansk arkæologi, pointerer de to redaktører af bogen:
”I begyndelsen af 1900-tallet søsatte fondet den første store arkæologiske ekspedition i middelhavsområdet – nemlig på den græske ø Rhodos med arkæologerne K.F. Kinch og Christian Sørensen Blinkenberg. Fondet har også støttet andre store ekspeditioner, for eksempel til Hama og Tell Sukas i Syrien. Det blev således muligt for danske arkæologer at være med helt fremme, da udforskningen af fortidens byer blev et vigtigt punkt på den arkæologiske dagsorden.”
Andre danske fonde har bidraget til arkæologisk forskning gennem tiden, for eksempel H.P. Hjerl Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning, Rask-Ørsted Fondet og Augustinus Fonden. Og de store fonde sender stadig danske arkæologer ud i verden.
”Der er talrige dansk-ledede projekter i ind- og udland med fokus på forhistoriske og historiske perioder. Og netop måden, hvorpå fortiden opdages – metoden og kernespørgsmålene ’hvor kommer vi fra?’ og ’hvad har vi til fælles?’ – er helt central i projekterne”, forklarer Rubina Raja og fortsætter:
”I Danmark er vi fortsat pionerer på interdisciplinaritet – en tæt integration mellem dybt forskellige fagfelter, der kan befrugte hinanden. I disse år er der for eksempel et stort samspil mellem arkæologien og naturvidenskabelige fag.
På danske museer og i tv er det i øjeblikket vikinger, moselig og andre levn fra en nordisk fortid, som trækkes frem i rampelyset. Men ifølge Rubina Raja er antikken mere aktuel end nogensinde.
”Bag mange politiske diskussioner om migration, religion og politiske standpunkter ligger der centrale implicitte temaer, som kan trækkes helt tilbage til Europas tidlige historie – hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Og hvad er vores fællesskab baseret på?”.
Hendes kollega Eva Mortensen er enig:
”Vi mener, at viden om fortiden kan være med til at bringe en mere kvalificeret viden om nutiden tættere. Vi håber, at fortællingen om de store danske arkæologer er med til at tematisere, hvordan vi omgås og formidler viden om vores fælles fortid.”
