Den Spanske Syge startede i Frankrig i april-maj måned 1918 og rykkede derefter lynhurtigt videre til Storbritannien, hvorfra den fortsatte sin eksplosive færd til Norge og Sverige. Den kom formentlig til København fra Norge i den sidste uge af maj, og i første uge af juli var den i Aarhus.
”Det kan også være, at sygdommen gik i land i Frederikshavn sammen med et hold svenske turister. I hvert fald eksploderede den for alvor i tredje uge af juni, fordi den fik fat i hærens reserver, der var indkvarteret i København. Samtidig blev der afholdt en kæmpedemonstration i København, og denne ansamling af mennesker var ideel til at sprede smitten,” siger Søren K. Poder, historiker og leder af det danske forskningsprogram om den spanske syge under Aarhus Byhistoriske Fond.
Projektet skal blandt andet kortlægge, hvordan og især hvorfor epidemien bredte sig i Danmark.
”Ligesom i resten af Europa fulgte den transportvejene. Fra København fulgte den jernbanen til Roskilde og Holbæk og derfra videre til Jylland. Jo længere vestpå, den kommer, og jo tyndere befolkningstætheden bliver, jo mindre rammer den. En by som Esbjerg slipper ret billigt, hvorimod Roskilde og især Holbæk rammes rigtig hårdt, og også forholdsmæssigt hårdere end for eksempel Aarhus,” konstaterer Søren K. Poder.
”Det kan skyldes økonomiske forhold, som for eksempel at mindre byer typisk har én enkelt fabrik, hvor en stor del af befolkningen arbejder og får smitten, hvorimod arbejderne i større byer er fordelt på flere fabrikker,” pointerer han.
Som i resten af Europa kom den spanske syge i to omgange. Sommerbølgen blev afløst af en efterårsbølge, som var langt mere dødelig, formentlig fordi virussen havde muteret i mellemtiden. Det antages almindeligvis, at 6000 til 12.000 mennesker døde i Danmark.
I København, der talte 560.000 indbyggere på det tidspunkt, blev 25.360 mennesker smittet mellem den 30. juni og den 7. september, og heraf døde 85. I den næste bølge mellem den 8. september og 30. november blev over dobbelt så mange smittet, og dødstallet steg til 1.293, viser undersøgelser foretaget af professor Lone Simonsen fra Institut for Naturvidenskab og Miljø ved Roskilde Universitet, der har forsket i den spanske syges dødelighed i mange år.
”Globalt set døde 1-2 procent af verdens befolkning af pandemi-influenzaen i 1918-1919, og samtidig var de fleste ofre unge og livskraftige mennesker mellem 20 og 40 år, mens de ældre gik fri. Dette er meget forskelligt fra en almindelig influenza-epidemi som især går ud over de mest svagelige, nemlig de ældre og de helt små. Dette var et meget atypisk mønster, og vi regner med, at det skyldes, at ældre mennesker var beskyttede, fordi de i deres barndom havde været udsat for en lignende virus,” siger Lone Simonsen.
Derudover skyldtes dødeligheden, at man ikke vidste, hvordan man bekæmper influenza. For selvom man kendte sygdommen, havde man endnu ikke opdaget, hvad virus var, siger Anne Rasmussen, der er fransk videnskabshistoriker og ekspert i den spanske syge ved universitetet i Strasbourg.
”De store fremskridt i sygdomsbekæmpelsen var kommet med Louis Pasteur og Karl Kochs opdagelser af bakterier som sygdomsårsag i slutningen af 1800-tallet. Men virus kendte man ikke. Det var først i 1933 og takket være udviklingen af det elektroniske mikroskop, at man identificerede virus,” siger hun.
Samme pointe har historiker Søren K. Poder, som tilføjer, at man ledte med lys og lygte efter en bakterie, der kunne være skyld i sygdommen.
”Så magtesløs var man på de danske hospitaler, at man forsøgte sig med gamle kvaksalvermetoder som åreladning og kviksølvkure. Og da sygdommen gik i sig selv igen i efteråret 1918, fik lægerne travlt med at glemme den. Der var en flovhed i lægestanden, både i Danmark og i udlandet, over at have tabt slaget,” siger Søren K. Poder.
”Men den lever med i slægtsfortællingerne og familiehistorien, og endnu i dag taler vi om den spanske syge som noget særligt uhyggeligt. Den har bidt sig fast i vores kollektive hukommelse, og når der dukker nye truende epidemier op, er det den spanske syge, vi sammenligner med,” konstaterer Søren K. Poder.