Danske journalister blev presset af nazister i 1930’erne

Dansk presses dækning af Tyskland endevendes i bogen ”Seneste nyt fra Berlin” af film- og mediehistoriker Lars-Martin Sørensen. Danske journalister var presset fra mange sider, også i Danmark, men jødeforfølgelserne var dråben, konstaterer han

”Det er jo kun et Par Skridt, og Vejret er saa dejligt,” blev den tyske topnazist Hermann Göring i hvidt tøj og med hat og stok citeret for at sige, da han valgte at gå til Kronborg under et besøg i sommeren 1938 i Helsingør, hvor det preussiske statsteater spillede ”Hamlet”.
”Det er jo kun et Par Skridt, og Vejret er saa dejligt,” blev den tyske topnazist Hermann Göring i hvidt tøj og med hat og stok citeret for at sige, da han valgte at gå til Kronborg under et besøg i sommeren 1938 i Helsingør, hvor det preussiske statsteater spillede ”Hamlet”. Foto: fra bogen.

Søndag den 4. marts 1933 kunne læsere af Berlingske Tidende finde flere opsigtsvækkende nyhedshistorier på forsiden af avisen. Den ene berettede om seneste nyt i den sensationelle Staviski-affære og den anden om USA’s farligste bandit John Dillingers flugt fra et fængsel.

Ved siden af disse tophistorier fandt man også denne rubrik: ”Nazister på Prædikestolen og Nazister på Kirkegulvet!”. Den var efterfulgt af en alarmerende manchet med ordene ”Nyt skridt i Retning af den tyske Kirkes Nazificering”.

Avisens korrespondent skrev om den preussiske kirkes selvstændige ledelse, der var blevet opløst af Rigsledelsen. Nogle gejstlige var sendt på orlov, mens 6000 andre formentlig stod for tur til at ”få kærligheden at føle”.

Denne nyheds alvor var svær at betvivle, men skulle den netop derfor have fyldt mere på forsiden og ikke blot været en ud af tre nyheder fra udlandet?

”Begivenheder, der i dag betragtes som en historiske korsvej, var altså i stærk konkurrence om læsernes opmærksomhed fra andre spændende begivenheder. Det handlede også dengang om at fange læserens opmærksomhed af kommercielle hensyn,” siger film- og mediehistoriker Lars-Martin Sørensen.

Han har undersøgt historien om nazisternes Tyskland i 1930’erne, som den blev fortalt for danske avislæsere. Han skrev for nogle år siden en opsigtsvækkende bog om den danske filmbranches samarbejdsvilje med besættelsesmagten, og i bogen ”Seneste nyt fra Berlin”, der netop er udkommet, er turen kommet til nyhedsdækningen af fremkomsten af Det Tredje Rige frem til besættelsen af Danmark i 1940.

Nazisternes magtovertagelse den 30. januar 1933 fyldte naturligvis meget i danske medier, men blev af de fleste store dagblade mest af alt beskrevet som et større problem for antiparlamentarikeren Hitler selv end for Tyskland og landets omverden, kan Lars-Martin Sørensen konstatere. I Jyllands-Posten kunne man den 31. januar 1933 eksempelvis læse:

”Nogen Sejr for Hitler er hans Ophøjelse i alt Fald ikke. Snarere er der Grund til at tro, at det er nyt Skridt paa Nederlagenes Bane.”

Journalister kunne naturligvis ikke forudse de efterfølgende begivenheder, påpeger Lars-Martin Sørensen.

”Den røde Terror sluppen løs i Berlin” hed det på forsiden af Fyens Stiftstidende den 28. februar 1933, efter at Rigsdagen i Berlin var sat i brand. De store dagblade viderebragte ukritisk nazisternes antikommunistiske propaganda i dagene efter brandattentatet på Rigsdagen, mener Lars-Martin Sørensen. – Illustration fra ”Sidste nyt fra Berlin”.
”Den røde Terror sluppen løs i Berlin” hed det på forsiden af Fyens Stiftstidende den 28. februar 1933, efter at Rigsdagen i Berlin var sat i brand. De store dagblade viderebragte ukritisk nazisternes antikommunistiske propaganda i dagene efter brandattentatet på Rigsdagen, mener Lars-Martin Sørensen. – Illustration fra ”Sidste nyt fra Berlin”.

”Det er svært ikke at læse nyhedsdækningen med den viden, vi har i dag,” siger han og mener alligevel, at dækningen efterlader det indtryk, at danske aviser ikke havde et kritisk beredskab over for udviklingen i nabolandet. Det så man allerede en måned senere, i februar 1933 efter brandattentatet på Rigsdagen, hvor mange danske korrespondenter ifølge historikeren ukritisk viderebragte nazisternes propaganda i deres bærende overskrifter.

”Der var tale om et større kommunistisk komplot, som man forsvarede sig imod. Den forklaring købte stort set alle aviser,” siger han.

Så snart det nazistiske statsapparat var etableret i 1933, blev udenlandske journalister underlagt temmelig modsatrettede arbejdsforhold. De blev overvåget og truet med repressalier, hvis de for eksempel ikke videregav den tyske officielle forklaring af en begivenhed. Og så blev de de inviteret ind i luksuriøse presseklubber, og nazisternes propagandaministerium og udenrigsministerium konkurrerede om at holde korrespondenterne væk fra den almindelige tysker.

Berlingske Tidendes Helge Knudsen beskrev efter krigen situationen:

”Med Sukker og Pisk skulde vi dresseres til den nye Europas Pressepolitik. Vi blev lokket og truet. Naar blot vi var fornuftige, vilde vort Land faa det som i Paradis, medens i modsat Fald alverdens Ulykker vilde regne ned over det og Gestapo tage sig af os.”

I Danmark oplevede aviserne også nabolandets nye magthavere. Her blev redaktionerne sat under stort pres fra tyske diplomater, som gik til modangreb, når de oplevede kritik, og klagede både til avisernes ledelse og regeringen, som forsøgte ikke at provokere nazisterne for meget. Allerede i marts 1933 blev danske redaktører indkaldt til en af i alt 94 kammeratlige samtaler med udenrigsminister P. Munch, som håbede, at dansk presse ville holde sig tilbage med for megen kritik. For eksempel skulle aviserne helst ikke dokumentere tyskeres flugt til Danmark og undgå at lave interview med jødiske flygtninge.

Det stigende pres på danske journalister i Berlin og København betød, at dansk presse i stigende omfang valgte at citere andre landes aviser, særligt britisk presse, for ting, de ikke turde sige selv, påpeger Lars-Martin Sørensen.

Til nationalsocialisternes partikongres i Nürnberg i september 1933 var danske korrespondenter til gengæld på pletten. I Kristeligt Dagblad bragte man på forsiden en reportage fra et nyhedsbureau flankeret af en mere markant tophistorie om et politisk forlig herhjemme om smør- og margarineordningen. I Berlingske kunne man læse avisens korrespondents reportage, hvor journalisten ifølge Lars-Martin Sørensen i sit ordvalg virker begejstret over begivenhedens storslåethed.

Endnu værre, mener Sørensen, var dækningen af den kulturelle udveksling mellem Danmark og Tyskland, som han kalder ”skuldergnubberi med nazistiske kunstnere og institutioner uden kritisk modspil”.

Et eksempel er Hermann Görings besøg i Danmark i juli 1938, hvor han overværede et tysk gæstespil på Kronborg. Danske medier beskrev til gengæld topnazistens gøren og laden på sin vej til forestillingen.

”Et Øjeblik blev han stående og saa ud over det smukke Sceneri, Skuespillet frembrød, og saa listede han sig så ubemærket som muligt frem imod Æresrækken,” skrev Jyllands-Posten.

”Kulturstoffet var på mange måder løsrevet fra den politiske virkelighed,” konstaterer Lars-Martin Sørensen.

Nazisternes vedtagelse af jødelovene i september 1935 blev på forsiden af Kristeligt Dagblad (tv.) omtalt i en refererende artikel, som ukritisk kolporterede den nazistiske sprogbrug og tankegang. Til gengæld var avisen den 11. november 1938 præget af nyhederne om de omfattende ødelæggelser og afbrændinger af jødiske forretninger og synagoger i Tyskland, som er blevet kaldt Krystalnatten.
Nazisternes vedtagelse af jødelovene i september 1935 blev på forsiden af Kristeligt Dagblad (tv.) omtalt i en refererende artikel, som ukritisk kolporterede den nazistiske sprogbrug og tankegang. Til gengæld var avisen den 11. november 1938 præget af nyhederne om de omfattende ødelæggelser og afbrændinger af jødiske forretninger og synagoger i Tyskland, som er blevet kaldt Krystalnatten.

1938 blev et vendepunkt for dækningen af Tyskland, mener historikeren. Korrespondenterne skrev hjem om Krystalnatten i november og så i dette tilfælde stort på de alvorlige konsekvenser, de måtte blive ramt af fra nazistisk side. Derhjemme holdt danske aviser sig heller ikke tilbage med at formidle det velorganiserede overfald på de tyske jøder, de hørte om. I Kristeligt Dagblad kunne man læse:

”Vi maa have en saadan Samhørighed med disse Ulykkelige, at vi selv et eller andet Sted i vor Sjæl bliver ramt af Snærten. Vi maa ikke kunne læse disse Skildringer til vor Morgenkaffe og saa lade Dagen være som enhver anden Dag.”

”Det var dansk presses ’finest hour’ i 1930’erne. Der var pletfri konsensus hjemme på redaktionerne om at fordømme, hvad der skete i Tyskland, med undtagelse af Jyllands-Posten,” siger Lars-Martin Sørensen.

”Men fra da af kunne ethvert veloplyst menneske ikke længere være i tvivl om det nazistiske regimes menneskeforagt og morderiske hensigter,” konstaterer han og fortsætter:

”Krystalnatten blev et vendepunkt. Men fra da af kunne tingene ikke være anderledes og udviklede sig meget hurtigt frem til krigen.”

Alligevel kunne de danske medier godt have været mere årvågne tidligere i 1930’erne, mener han.

”Det var selvfølgelig en helt usædvandlig tid. Og selvom journalisterne var erfarne, blev de taget på sengen af den nazistiske propaganda. De blev presset fra mange sider i Berlin og i København. Og så skal man også huske på, at tyske jøder blev taget som gidsler for den udenlandske pressedækning, og skrev en journalist noget, nazisterne ikke brød sig om, kom jøder yderligere i farezonen, og den zone var meget konkret og faretruende. Det lagde også en naturlig dæmper på rapporteringen.”

Selv havde danske journalister en grim smag i munden efter krigen. Berlingskes Helge Knudsen beskrev resultatet af nazist-ernes pres på udenlandske reportere i sine erindringer:

”Har vi Bladfolk taget imod Bordtalernes Hyldest, hvorefter vi var den sjette eller syvende Stormagt; og endnu mere: har vi selv troet paa, at vi har en Opgave og et Ansvar udover Morgenens Forsidesensation i Avisen, saa maa vi også tilstaa, at vi var den første Stormagt, Hitler besejrede. Vort Nederlag var med til at bane Vej for hans andre Sejre. Følgelig maa vi bære vor Del af Medansvaret for det Helvede, han skabte.”

Læs uddrag fra bogen her.