Danske kvinders kringlede vej mod magten

Danmark har fået sin første kvindelige statsminister. Udnævnelsen af Helle Thorning-Schmidt (S) betragtes af historikere som kulminationen på danske kvinders mere end 100 år lange kamp for at få politisk indflydelse

Kvindelig minister med høj cigar. Socialdemokraten cand.theol. Bodil Koch var i 16 år minister i skiftende regeringer og dermed den danske kvinde, der har været minister i længst tid. Her ses hun i 1958 sammen med den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles. Bodil Koch vakte opsigt, fordi hun over for John Foster Dulles udtalte sin uforgribelige mening om USA’s politik i Sydøstasien. – Foto. Scanpix.
Kvindelig minister med høj cigar. Socialdemokraten cand.theol. Bodil Koch var i 16 år minister i skiftende regeringer og dermed den danske kvinde, der har været minister i længst tid. Her ses hun i 1958 sammen med den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles. Bodil Koch vakte opsigt, fordi hun over for John Foster Dulles udtalte sin uforgribelige mening om USA’s politik i Sydøstasien. – Foto. Scanpix.

En grov karikaturtegning af en mandhaftig kvinde. Sådan portrætterede danske aviser igen og igen Danmarks og verdens første kvindelige minister, socialdemokraten Nina Bang. Som politiker og undervisningsminister fra 1924 til 1926 havde Nina Bang i det hele taget en hård tid. Hun blev konstant latterliggjort i aviserne og skoset for sine manglende politiske resultater. Som politiker var hun med til at vedtage en lov, der åbnede for ansættelse af kvinder i en lang række stillinger. Til gengæld måtte hun som led i forhandlingerne sluge en bitter pille og stemme nej til, at kvinder kunne bestride præsteembedet.

LÆS OGSÅ: DF prøver at drive kile ind i ny regering

85 år efter pioneren Nina Bangs exit som minister har Danmark fået den første kvindelige statsminister længe efter lande som Norge, Storbritannien og Tyskland.

Og selvom Helle Thorning-Schmidt (S) formentlig ikke vil føre en anden politik end mandlige socialdemokrater, er udnævnelsen af en kvindelig statsleder alligevel en milepæl og kulminationen på en mere end 100 år lang proces, hvor danske kvinder gradvist har tilkæmpet sig politisk indflydelse, vurderer professor på Aalborg Universitet Anette Borchorst, der forsker i kvinder og politik.

Udnævnelsen af en kvindelig statsminister sender et vigtigt signal om, at en kvinde også kan lede et land, mener Anette Borchorst.

Hun henviser til, at danske kvinder var blandt de første i verden, der fik valgret og politisk indflydelse. Men siden har udviklingen i lange perioder stået stille.

LÆS OGSÅ:
Rekord-mange høje hæle i Folketinget

De danske kvinders vej til politisk magt kom dryppende. Baggrunden for ønsket om kvinders valgret var ikke mindst industrialiseringen og de idealer om lighed, der bredte sig efter oplysningstiden og Den Franske Revolution. Op gennem 1800-tallet begyndte kvinderne at arbejde på fabrikker, som skolelærere og sygeplejersker, og flere og flere kvinder forsørgede sig selv. Derfor virkede det efterhånden mere og mere urimeligt, at de ikke også havde ret til at stemme, fortæller historikeren Jytte Larsen, der har skrevet flere bøger om dansk ligestillings historie.

Kravet om stemmeret for kvinder var blevet rejst første gang i Rigsdagen i 1886, men Carl Ploug, den kendte digter, der var rigsdagsmand fra Højre, fik vedtaget en afværgedagsorden med følgende indhold:

Da Landsthinget formener, det hverken vil være i Kvindernes eller i Samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret, gaar det over til Dagsordenen.

Kvinders valgret blev i det hele taget et varmt politisk emne. Omkring 1900 var spørgsmålet den vigtigste mærkesag for Dansk Kvindesamfund, og overalt i landet blev der oprettet særlige kvindevalgretsforeninger.

Især Venstre, der dengang var et venstreorienteret parti, gik ind for kvinders stemmeret. Da vi når frem til 1900-tallet, udgør modstanderne et forsvindende lille mindretal, siger Jytte Larsen.

Efter systemskiftet i 1901, der betød, at regeringerne nu blev baseret på Folketingets flertal, fik bondepartiet Venstre magten. Det blev begyndelsen på en reformperiode i dansk politik. Danske kvinder fik valgret til menighedsråd i 1903, til kommunale råd i 1908, og med grundlovsændringen i 1915 fik kvinder og tyende af begge køn såkaldt politisk valgret og valgbarhed til Rigsdagen.

Da danske kvinder første gang stemte ved folketingsvalget i 1918, var resultatet skuffende. Ganske vist var kvindernes stemmeprocent relativt høj i gennemsnit 67,6 procent mod mændenes på 84 procent men alligevel blev der kun valgt fire kvinder ind i Folketinget. Det svarede til tre procent af folketingsmedlemmerne.

Og de følgende 20 år stagnerede danske kvinders indflydelse i politik. Fra begyndelsen af 1920erne til Anden Verdenskrig var andelen af kvindelige folketingsmedlemmer konstant omkring tre procent af det samlede antal parlamentarikere. Og den andel holdt sig helt frem til efter 1945.

Politik blev betragtet som et mandeanliggende. Samtidig havde kvindebevægelsen svært ved at arbejde på tværs af klasseskel. For arbejderkvinderne var problemet, om kvindesagen skulle ses som en selvstændig kamp eller som led i arbejderbevægelsens kamp. Borgerskabets kvinder i Dansk Kvindesamfund havde i første omgang heller ikke særlig stor forståelse for arbejderklassekvindernes problemer, siger professor Anette Borchorst.

Hvor Anden Verdenskrig, betød et opbrud i de traditionelle kønsroller i en række af de krigsførende lande, gav rationeringerne og mangelsituationen herhjemme den traditionelle husmoderrolle en ny status. Det nationale valg i 1943 blev da også et historisk lavpunkt for kvinderepræsentation i Folketinget, og kun to kvinder blev valgt ind.

I efterkrigstiden skete der en oprustning af de politiske partiers kvindeorganisationer. Men alt i alt var 1940erne og 1950erne også en ret stille periode, og andelen af kvinder i Folketinget var konstant på omkring 10 procent fra afslutningen af Anden Verdenskrig til slutningen af 1960erne.

Billedet ændredes først for alvor, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 1960erne, og rødstrømpebevægelsen fornyede debatten om kvinders ligestilling. I 1970 havde 4 ud af 10 danske kvinder erhvervsarbejde.

Fra 1968 til 1971 steg andelen af kvindelige folketingsmedlemmer fra 11 procent til 17 procent.

Det er lidt upåagtet i historien. Men ved jordskredsvalget i 1973, da Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti kom ind, faldt kvindernes andel i Folketinget fra 17 procent til 15 procent, fordi de to nye partier kun havde få kvindelige kandidater. Vi skal helt op til 1984, før kvindeandelen i Folketinget kom op på en fjerdedel, og i dag er 38 procent af de danske parlamentarikere kvinder, siger Anette Borchorst.

Hvor Danmark i begyndelsen af århundredet var en af den politiske ligestillings absolutte pionerer, indtager vi ikke længere førstepladsen. På en opgørelse over den procentvise andel af kvindelige parlamentarikere i 107 lande scorer Danmark en 12.-plads, mens førstepladsen indtages af Rwanda og andenpladsen af Sverige.

I et afrikansk land som Rwanda er 56 procent af parlamentsmedlemmerne kvinder. Når en række lande har en højere andel kvindelige parlamentarikere end Danmark, hænger det sammen med, at særlige kvoter for kvinder er blevet fuldstændig almindelige i lande, hvor man ønsker ligelig repræsentation i en fart. I det hele taget har der ikke i Danmark været samme ambition om at prioritere kvinders politiske indflydelse som i for eksempel Sverige, hvor det har været et stort politisk emne, siger Jytte Larsen og henviser til, at 45 procent af parlamentarikerne i den svenske rigsdag i dag er kvinder.

Overordnet set mener Jytte Larsen dog, at dansk politik kan betegnes som en ligestillingssucces.

Når vi sammenligner med erhvervslivet, hvor der kun er ganske få procent topledere, er udviklingen i politik en succes. Men samtidig har Danmark ikke længere den suveræne førerposition, hvad angår inkludering af kvinder i politik, siger Jytte Larsen.

Men hvorfor kom den første kvindelige danske statsminister først i 2011, når Storbritanniens Margaret Thatcher blev valgt i 1979, og Norges første kvindelige statsminister, Gro Harlem Brundtland, trådte til i 1981?

Når vi kommer helt op i de øverste ledelseslag af politik, er der mange forskellige forklaringer på, hvorfor eller hvorfor ikke kvinder får magten. Man kan for eksempel virkelig undre sig over, at Sverige aldrig har haft en kvindelig statsminister. Men hvis ikke den socialdemokratiske politiker Anna Lindh var blevet skudt, havde det måske også været tilfældet, siger Jytte Larsen.

Anette Borchorst fremhæver også, at det i høj grad beror på tilfældigheder, om et land får en kvindelig statsleder.

Udnævnelsen af en politisk topleder kræver den rette person på det rette tidspunkt. Det er klart, at hvis der er en kritisk masse af kvinder i politik at tage af, er chancen for at få en kvindelig leder større. Men nogle gange i historien har vi set, at en kvinde har fået magten, uden at det forholdt sig sådan. Det var for eksempel tilfældet med Margaret Thatcher, og vi har også set det flere steder i Asien, siger Anette Borchorst.

Spørgsmålet er så, om det overhovedet har betydning for ligestillingen, at Danmark nu får en kvindelig statsminister.

Fra forskningen ved vi utrolig lidt om, hvad det betyder, når kvinder indtager politiske topposter. Og der er nok også en tendens til, at kvindelige toppolitikere er bange for at overspille fokuseringen på ligestilling. De skal være ledere for alle ikke kun for kvinder, siger Jytte Larsen.

Hun ser dog eksempler på, at kvindelige partiledere i Danmark via deres personalepolitik har forsøgt at opmuntre andre kvinder til at tage et politisk ansvar.

Da den radikale partileder Marianne Jelved var vicestatsminister i Nyrup-regeringen, udpegede hun stille og roligt 75 procent kvinder til de ministerposter, hun havde indflydelse på, fortæller Jytte Larsen.

Professor Anette Borchorst tror heller ikke, at statsminister Helle Thorning-Schmidt vil gøre den store ligestillingspolitiske forskel.

Gro Harlem Brundtland gjorde en forskel, og i Norge var der dengang også langt større fokus på, at kvinder skulle vælges. Det forventer jeg ikke vil ske under Helle Thorning-Schmidt, siger Anette Borchorst og fortsætter:

Den nye statsminister vil formentlig markere en stærkere ligestillingsmæssig profil end den tidligere regering. Det handler dog mere om, at hun tilhører rød blok, end at hun er en kvinde. Men det er formentlig først og fremmest som symbol og ansigt udadtil, det får betydning, at vi nu har en kvindelig statsleder.

Danmarks første kvindelige minister, Nina Bang, skænker kaffe for statsminister Thorvald Stauning og de øvrige regeringsmedlemmer. Billedet er ofte blevet brugt til at registrere, at selv kvinder på topposter automatisk går ind i den traditionelle kvinderolle. Men faktum er, at billedet blev taget på undervisningsministerens fødselsdag, så hun var selv vært. –
Danmarks første kvindelige minister, Nina Bang, skænker kaffe for statsminister Thorvald Stauning og de øvrige regeringsmedlemmer. Billedet er ofte blevet brugt til at registrere, at selv kvinder på topposter automatisk går ind i den traditionelle kvinderolle. Men faktum er, at billedet blev taget på undervisningsministerens fødselsdag, så hun var selv vært. – Foto: Polfoto.