Strømmen af flygtninge til Danmark de seneste seks måneder har på ny ført til debat om FN's Flygtningekonvention. Og flere partier kritiserer den for at være utidssvarende, fordi den nylige indvandring konfronterer os med en ny virkelighed.
Senest er det Liberal Alliance, som har foreslået at suspendere konventionen de næste to år, så ingen får mulighed for at søge asyl.
Men Danmark var faktisk en afgørende aktør for 65 år siden i den schweiziske by Genève, hvor FN's Flygtningekonvention blev vedtaget. Ud over at være det første land, som ratificerede konventionen, havde Danmark også en finger med i spillet i selve udformningen af teksten.
Det var den daværende kontorchef i Indenrigsministeriet Knud Larsen, der sad for enden af forhandlingsbordet som præsident for den FN-konference, der havde fået til opgave at forhandle sig frem til konventionens ordlyd.
Thomas Gammeltoft-Hansen, der er forskningschef på Institut for Menneskerettigheder, har kigget forhandlingsprotokollerne igennem, der bevidner, at Knud Larsen har ledt mange svære forhandlinger.
”Han gjorde et exceptionelt stykke arbejde, som han høstede stor ros for. Der var mange politiske bekymringer vedrørende sikkerhedspolitikken og frygten for massetilstrømning, men han lavede flere kompromiser og landede en tekst, som landene kunne blive enige om. Det er et stykke godt politisk og juridisk håndværk,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
Forskeren fortæller, at Knud Larsen opfordrede den danske regering til at skrive under, så Danmark kunne blive det første land, der ratificerede konventionen. Et ønske, der som sagt blev opfyldt i 1952. Mens underskrivelsen af konventionen blev drøftet i Stortinget i Norge og Riksdagen i Sverige, vakte den ikke politisk debat i Folketinget i Danmark.
”Knud Larsen så det som en enestående mulighed for at promovere Danmark, og regeringen gik med til det uden betænkeligheder, for man vidste, at man havde brug for en organiserende mekanisme, der kunne løse flygtningesituationen. Danmark havde dog ikke særlige interesser i forhold til andre lande,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
Kort tid efter Flygtningekonventionens vedtagelse blussede den kolde krig op, hvor mennesker, der flygtede over grænsen, blev modtaget med åbne arme, fordi man derved udstillede den anden bloks fejlslagne politik.
Men først i 1980'erne blev flygtningedebatten for alvor politiseret. Stedfortræder-krige i Afrika og Asien medførte flygtningestrømme til Europa, herunder Danmark, der efter den liberale udlændingelov fra 1983 indførte stramninger allerede få år efter, forklarer Thomas Gammeltoft-Hansen.
Professor emeritus i historie Uffe Østergaard er enig i, at flygtninge- og indvandrerdebatten først for alvor blev politiseret i 1980'erne, men det skyldtes, at man først da havde fået øjnene op for konsekvenserne af en øget tilstrømning af folk fra andre lande.
”I 1960'erne kom gæstearbejdere fra det tidligere Jugoslavien og Tyrkiet, og i begyndelsen havde man en opfattelse af, at hvis bare de fik samme vilkår, og børnene kom i skole, så skulle det hele nok gå. Man underkendte kulturens betydning indtil 1980'erne, hvor man gjorde sig konkrete erfaringer, hvilket fik Vestegns-borgmestrene til at protestere,” siger Uffe Østergaard, der mener, at de, der vil tage et opgør med Flygtningekonventionen, har en pointe, når verden har ændret sig voldsomt de seneste 65 år.
”Konventionen er udfordret, fordi flygtningene vælter skrøbelige velfærdsstater som Danmark, når antallet bliver for stort,” siger Uffe Østergaard.
Flugtmønstre og flugtmuligheder er også nogle helt andre i dag, end da konventionen blev skrevet, mener han.
”Før i tiden rejste flygtningene over én grænse, fordi de ofte rejste til fods eller kom med jernbanen. Verden ser fuldstændig anderledes ud i dag, og det havde man ikke taget højde for i 1950'erne.”
Thomas Gammeltoft-Hansen mener, at Flygtningekonventionen efterlader de enkelte stater med stor handlefrihed, og konventionens svaghed er i højere grad det, der ikke står anført. Det handler blandt andet om at sikre en ligelig fordeling og økonomisk støtte til landene i nærområderne, hvor 86 procent af alle flygtninge og internt fordrevne befinder sig.
”Man havde ikke forestillet sig, at man ville stå i en så massiv global flygtningekrise, hvor et tidligere foregangsland som Danmark er blevet inspiration for de lande, der ønsker at stramme op.”