Prøv avisen

Danskerne har over 1000 års ry for drikfældighed

Dette kalkmaleri fra Tuse Kirke på Sjælland forestiller en kvinde, som tapper øl fra en tønde. Hun får hjælp af to djævlelignende væsner, måske for at vise, at øl er godt, men at man skal tage sig i agt, så det ikke tager overhånd. Foto: Arkiv

Øl, vin og spiritus har altid spillet en stor rolle i Danmark, og gennem hele middelalderen var vi berygtede for at kigge ekstra dybt i flasken og ølkruset, fortæller historiker Kasper H. Andersen, medforfatter til den nye bog "Drikkekultur i middelalderen"

Omkring år 1127 skrev den engelske krønikeskriver William af Malmesbury et stort værk om de engelske konger og deres regeringstid. Om kong Edgar den Fredsommelige, som levede sidst i 900-tallet, skrev han, at hans epoke havde været fremgangsrige år. Eneste minus var, at en del englændere på det tidspunkt tillagde sig en uheldig vane på grund af dårlig indflydelse fra danskere: De drak for meget alkohol.

Senere beskriver William det opbrud, der fandt sted i hele Europa, da paven i 1190'erne opfordrede hele det kristne Europa til at drage mod Jerusalem på korstog:

”Tiden var kommet, hvor waliseren stoppede med at jage i skovene, skotten forlod sine velkendte lopper, danskeren afbrød sit langstrakte drikkelag, nordmanden efterlod sin diæt af rå fisk (...) ”.

William af Malmesbury er blot én af mange samtidige historikere fra England, Tyskland, Frankrig og andre af vore nabolande, som i beskrivelsen af vor nation hæfter sig ved danskernes indtag af våde varer. Det gjaldt ifølge disse krønikeskrivere både høj og lav, konger og gejstlige, at der kom mere alkohol indenbords, end godt var. For eksempel skrev tyske Helmold af Bosau omkring 1175, at de danske konger drak så meget, at det gik ud over deres evne til at udføre deres kongegerning:

”Danskernes konger er dorske og ligegyldige, altid svirende ved uafbrudte gildeslag og derfor næsten stedse ufølsomme for de slag, som rammer deres folk.”

Citaterne stammer fra bogen ”Drikkekultur i middelalderen”, som netop er udkommet på Aarhus Universitetsforlag, og som giver en grundig indføring i, hvilken social og kulturel betydning indtaget af øl, vin og andre alkoholiske drikke havde i årene fra vikingetidens slutning til omkring år 1500.

Ifølge Kasper H. Andersen, ekstern lektor i historie ved Aarhus Universitet samt medforfatter og redaktør på bogen, kan man dog godt strække sig ud over den periode, der fokuseres på, og konkludere, at danskerne har haft ry for drikfældighed gennem mere end 1000 år.

”Overordnet er der to mulige forklaringer på, at der i udlandet opstod en forestilling om de særligt drikfældige danskere. Den ene er, at det selvfølgelig kan være, at danskerne faktisk drak mere. Men der er også den mulighed, at forestillingen er opstået som en del af det fjendebillede, som blev tegnet i vikingetiden af danskerne som uciviliserede. Middel-alderens historieskrivere havde en tilbøjelighed til at gengive ældre kollegers oplysninger temmelig ukritisk, og derfor kan vikingetidens beretninger være overlevet og forstærket i flere hundrede år derefter,” siger Kasper H. Andersen.

Han peger på, at der lige siden den romerske historieskriver Tacitus har været en tendens i historieskrivningen til, at man forherliger sin egen nation.

Det gør man blandt andet ved at fremstille de andre folkeslag som mindre civiliserede, og drikfældighed og manglende mådehold er altid blevet udlagt som tegn på at være uciviliseret.

”Man kan forestille sig, at hele fortællingen om de drikfældige danskere er opstået ved, at en munk sidder et sted i Nordfrankrig eller England og har travlt med at afskrive Augustin, og så kommer vikingerne. Når denne munk skal berette om begivenhederne, er det selvfølgelig med den dagsorden, at vi er de civiliserede, og så bliver danskerne til de uciviliserede og drikfældige,” siger Kasper H. Andersen.

Dette skal ikke forstås således, at historikerne nu kan afsløre, at vikingerne og middelalderens danskere var de rene afholdsmænd. Absolut ikke.

Der blev drukket øl i et kvantum, som for en moderne dansker kan virke ret voldsom - selv i kølvandet på decembers julefrokoster og nytårsaften.

En konkret kilde, Kong Valdemars jordebog, fortæller om, hvor meget øl der skulle brygges til et par nætters festivitas. Ud fra oplysningerne herom kan man regne ud, at der blev brygget 12.200 liter god øl til hoffet, svarende til 7,6 liter øl pr. mand pr. dag. Til sammenligning ved man fra tilsvarende engelske kilder, at man på den anden side af Nordsøen kunne ”nøjes” med at drikke 4,5 liter øl pr. mand pr. dag ved tilsvarende lejligheder. Dertil kom måske noget vin - men det drak man også ved det danske hof, påpeger Kasper H. Andersen.

”Der blev drukket temmelig meget ved det danske hof, og nok også markant mere end ved det engelske. Befolkningen som helhed drak også utrolig meget øl set med vores øjne, men intet tyder på, at samfundet var ved at gå til i druk,” siger historikeren, som altså også er i tvivl om, hvorvidt krønikeskriverne i vore nabolande havde belæg for at tegne de stereotype billeder af, at waliserne jager, nordmændene fisker og danskerne drikker øl.

Det øl, som blev drukket som hverdagsøl i middelalderens Danmark, var tyndt øl i forhold til nutidens, ofte med et alkoholindhold under en procent.

Man skal huske på, at man på den tid hverken rådede over te, kaffe eller læskedrikke. At drikke mælk krævede, at man havde adgang til køer. Og at drikke vand udgjorde i byerne en betydelig sundhedsrisiko.

”Hvorfor man blev syg af at drikke beskidt vand, vidste man ikke. Men man kunne skaffe sig den indsigt, som ligger i, at når naboen bliver syg af at drikke fra brønden, så bliver jeg det nok også. Og man kunne gøre sig den erfaring, at man ikke blev syg af at drikke det tynde øl, selvom man måske ikke var klar over, at det skyldtes, at vandet blev kogt i forbindelse med brygningen,” forklarer Kasper H. Andersen.

Øl var altså det, man drak. Øl var en vigtig ernæringskilde, og øl og vin spillede en helt afgørende social rolle ved festlige sammenkomster, ved indgåelse af handeler og lignende. Hvor julen for en del folkeslag var en mådeholden markering af Kristi fødsel, videreførte man i Danmark en førkristen tradition for at ”drikke jul”. Da byerhvervene organiserede sig i gilder, som senere blev til laug, indgik drikkeri i regelsættene - gildeskråene - for disse gilder. I Malmø havde man for eksempel en bestemmelse om, at der var bødestraf til den, som faldt i gildehuset på grund af drukkenskab.

”Vin og øl var et afgørende socialt bindemiddel i middelalderens Danmark,” slår Kasper H. Andersen fast.

Afholdsmænd var danskerne altså ikke, og som det sidste antyder, har der altid i den danske drikkekultur været et lige så stærkt ideal om, at man skal kunne bære et stort alkoholindtag med stil, som der har været om afholdenhed.

Middelalderens store danske historieskriver Saxo beskriver flere steder alkoholkulturen i positive vendinger, selvom han også har passager, hvor han revser enkeltpersoner som biskop Henrik af Skåne, der døde af druk og ifølge Saxo derved blev ”en skamplet på danmarkshistorien”. Men i sin beskrivelse af sagnkongen Frode Fredegods tid beskriver han en episode, hvor en truende krig mod englænderne ophører, fordi englænderne opgiver på forhånd og i stedet inviterer danskerne til drikkegilde. Men danskerne aner uråd og placerer derfor en ædru bagholdsstyrke udenfor, inden de går ind til gildet. Herinde bliver der derimod gået til de våde varer: ”Danskerne, som jo - hvis mit fædreland vil have mig undskyldt - var vant til at tømme kanderne om kap, fyldte kolossale mængder af vin i sig,” skriver Saxo.

Som ventet fører festen til et baghold, hvor englænderne spærrer danskerne inde og sætter ild til hallen. Men de får væltet en væg, kommer ud, og sammen med bagholdsstyrken besejrer de englænderne i det efterfølgende slag. Det kan man da kalde at bære sin brandert med stil, og man fornemmer krønikeskriverens stolthed på sine fortidige landsmænds vegne, selvom han som en god gejstlig føler, han bør lægge afstand til drikkeriet.

Op gennem middelalderen tog ikke alene kirkens opfordring til mådehold til. Mådehold blev også en central del af den litteratur, kaldet fyrstespejle, som beskrev de ridderlige idealer, som kongelige og adelige burde leve op til.

”Hele regelsættet, som gjaldt for konger, hertuger og grever, om, hvordan man skulle opføre sig over for damer, hvordan man skulle optræde høvisk over for sine ligemænd, omfattede også et budskab om, at man skulle undgå at blive for fuld. Disse idealer bredte sig over hele Europa, men tilsyneladende tog det forholdsvis lang tid for dem at få fodfæste i Danmark,” konstaterer Kasper H. Andersen.

Men selvom danskernes vikingemanerer efterhånden aftog, og middelalderens ridderlighedsidealer omsider vandt frem, forblev billedet af dansk druk intakt i de udenlandske fremstillinger. Også da Shakespeare skrev sine skuespil omkring år 1600 - herunder ”Hamlet”, som jo foregår ved det danske hof.

”Forestillingen lever frejdigt videre op gennem 1600-tallet. Der er ikke særlige fremstillinger fra 1700-tallet af danskerne som drikfældige, men man genfinder mønstret i 1800- og 1900-tallet. For eksempel malede Asger Jorn i 1950'erne værket 'Dead Drunk Danes' (døddrukne danskere) fordi den amerikanske præsident Eisenhower havde kritiseret den skandinaviske velfærdsmodel med henvisning til danskernes store alkohol-forbrug,” fortæller historikeren.

Der går altså en lige linje fra de gæve vikingers drikkelag til nutidens danske festkultur. Og der går en tilsvarende lige linje fra William af Malmesbury i 1100-tallet til Dwight D. Eisenhower over 800 år senere, der fra udlandet ryster på hovedet af de drikfældige danskere.