Danskernes eget boldspil

Håndboldspillet så dagens lys for over hundrede år siden i Nyborg og i Ordrup. Mens kvinderne de seneste par årtier har væltet sig i guld, har de danske herrer først nu bragt håndboldens hjemland øverst på sejrsskamlen

Holger Nielsen skabte håndboldspillet i Ordrup i 1898 og udgav som den første en bog med spillets regler. Men allerede året forinden blev der på Nyborg Borgerskole spillet et spil ved navn håndbold. –
Holger Nielsen skabte håndboldspillet i Ordrup i 1898 og udgav som den første en bog med spillets regler. Men allerede året forinden blev der på Nyborg Borgerskole spillet et spil ved navn håndbold. –. Foto: .

I 1898 blev der dyrket masser af idræt i den nystiftede idrætsklub på Ordrup Latin- og Realskole. Men skolegården var ikke helt stor nok til, at der var plads til fodbold. Derfor gav den lokale leder ordre til, at de unge mennesker ikke måtte sparke til bolden, når han var til stede. I stedet udviklede han et nyt spil, hvor bolden skulle kastes.

Dermed var vejen banet for, at de danske håndboldherrer 110 år senere kunne triumfere over sejren ved Europamesterskabet 2008.

Man kan altså sige, at håndboldspillet i søndags omsider vendte hjem til det land, hvor det i sin tid blev opfundet. Hvis man altså ikke tillægger det lige så stor betydning, at kvindelandsholdet i en længere årrække fra først i 1990erne med efterhånden stor rutine indtog pladserne øverst på sejrsskamlen. Kvinderne blev europamestre i 1994, 1996 og 2002, verdensmestre i 1997 og olympiske guldvindere i 1996, 2000 og 2004.

Tilbage til begyndelsen på Ordrup Latin- og Realskole. Den store igangsætter hed Holger Nielsen, en yderst initiativrig skikkelse i den tidlige danske idrætshistorie. Han var den ene af Danmarks tre deltagere ved de første moderne olympiske lege i Athen 1896, hvor han vandt sølv i sabelfægtning og bronze i pistolskydning.

Holger Nielsen offentliggjorde sine håndboldregler i bogen Vejledning i håndbold i 1906. Inden for videnskaben er det normalt en sådan offentlig publicering, der afgør, hvem der skal have æren for en ny opfindelse. Men ligesom det ofte er tilfældet i videnskabshistorien, var Holger Nielsen ikke den eneste, der puslede med den samme nye landvinding.

Faktisk blev der spillet håndbold i Nyborg i 1897, og derfor kan man med en vis ret hævde, at spillets skaber ikke var Holger Nielsen, men derimod løjtnant og lærer Rasmus Nicolaj Ernst fra Nyborg Borgerskole. Det var da også i 1997, at Dansk Håndbold Forbund stiftet i 1935 fejrede spillets 100-års jubilæum.

Helt enige om reglerne var spillets to fædre ikke. Da Ernst i 1905 blev lærer på Helsingør Højere Almenskole og introducerede sit spil her, var afstanden ikke større, end at Nielsens og Ernsts hold kunne mødes på banen. Kampen, som fandt sted i 1907 i Helsingør, førte til en knusende udesejr på 21-0, hvilket Ernst begrundede med, at Holger Nielsen, Ordrup, havde lavet nogle regler, som vi her ved Skolen ikke kendte.

Efter pionertiden i Danmark var det i Tyskland, håndboldspillet blev udviklet til det moderne turneringsspil med syv mand på hvert hold, som vi kender i dag. Dog bidrog højskolelærer Hans-Jørgen Nielsen fra Sønderborg Idrætshøjskole i 1950erne ved at udvide antallet af dommere fra én til to.

Danmarks første håndboldlandskamp blev spillet i 1934 og resulterede i et stort dansk nederlag på 5-16. Dengang spillede man udendørs med 11 på hvert hold. Historiens første indendørs kamp fandt sted i København i 1935, hvor Sverige slog Danmark 18-12. Spillets fædreland havde altså lige fra begyndelsen svært ved at klare sig. Den hidtil største herretriumf var de danske sølvmedaljer ved verdensmesterskabet i Sverige i 1967. Indtil guldet altså kom i hus i søndags.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

Indtil gårsdagens Europamesterskab stod sølvholdet fra VM i Sverige 1967 (billedet) for Danmarks største håndboldtriumf på herresiden. Kvinderne har vundet masser af guld. –
Indtil gårsdagens Europamesterskab stod sølvholdet fra VM i Sverige 1967 (billedet) for Danmarks største håndboldtriumf på herresiden. Kvinderne har vundet masser af guld. – Foto: .