Prøv avisen
Truslen udefra

De baltiske lande har været i klemme mellem russere og tyskere i århundreder

Tyske soldater på patrulje nær Riga i Letland i 1916, hvor Første Verdenskrig rasede. – Foto: Ritzau Scanpix/Suddeutsche Zeitung Photo

Dansk udsendelse af soldater til Baltikum sætter fokus på et område, der har historiske grunde til at bekymre sig for, om deres status som selvstændige nationer varer ved denne gang

Det har rettet opmærksomheden østpå, at Danmark har sendt soldater af sted til Estland for at vise solidaritet over for Rusland, der sammen med Tyskland har domineret området historisk. Det er ikke mere end 100 år siden, at de baltiske lande blev selvstændige, da Første Verdenskrig sluttede.

Det var tre meget forskellige lande, der samtidig med Finland og Polen fik uafhængighed. Både historisk og geografisk adskiller de sig fra hinanden.

Litauen havde en lang fortid som en stor stat sammen med Polen helt tilbage fra 1386, før landet kom under russisk herredømme med delingerne af Polen i 1772-1795. I 1800-tallet frigjorde bondebefolkningen sig langsomt fra polsk kulturel og russisk politisk dominans. Dermed indledtes en orientering mod Østersøen, som først blev fuldt realiseret med indlemmelsen af den tyske by Memel, i dag Klaipéda, i 1923, og af hovedstaden Vilnius i 1944. Prisen var, at Litauen ligesom Estland og Letland blev sovjetrepublikker.

I virkeligheden er kun Estland og Letland historisk, kulturelt og økonomisk østersølande. Alligevel slår vi dem altid sammen med Litauen og omtaler de tre under ét som de baltiske lande. Der er det berettigede i dette valg, at de tre lande er resultater af den samme nationalpolitiske udvikling i det 20. århundrede.

Efter at have været under fremmed herredømme i mange århundreder skabtes i 1800-tallet nationale kulturer på grundlag af bondebefolkningens skikke og sprog. Disse tre lande er de mest rendyrkede eksempler i Europa på en nation ud fra romantikkens idealer. Det er næppe tilfældigt, at den første tænker, som formulerede dette program, Johann Gottfried Herder, levede i Letlands nuværende hovedstad, Riga, i 1760’erne og tjente sine første videnskabelige sporer ved at indsamle digte og fortællinger blandt de baltiske bønder.

Efter Den Russiske Revolution blev de tre lande selvstændige republikker. Deres skæbne har imidlertid været alt andet end ukompliceret, og først med optagelsen i Nato og EU i 2004 fik de opfyldt deres sikkerhedsbehov.

Og mere sikker er deres geopolitiske situation ikke, end at Rusland stadig omtaler dem som ”det nære udland”, stiller krav om særbehandling af de store russisktalende mindretal og blander sig i indenrigspolitikken på forskellig vis. Derfor udstationeringen af 200 danske soldater i Estland som del af en Nato-styrke denne måned.

Det er velkendt, at Estland har været under danske konger, som førte korstog her og fik Dannebrog med hjem i 1219. Men det er længe siden, og der er ikke meget andet end et monument i Tallinn tilbage. Nu udført i granit, fordi det første, der var i metal, blev stjålet og solgt som skrot.

Efter Valdemar Sejr kom der en gejstlig-militær statsdannelse, Den Tyske Ordensstat, som blev organiseret af tyske korstogsriddere fra Palæstina. Den holdt længe, men blev opløst med Reformationen i 1525. Mellem 1561 og 1721 kom Estland, og siden Letland, under svensk herredømme, og det har efterladt flere spor, især en baltisk tysk-svensk adel, hvis efterkommere stadig findes i Sverige.

Den fælles baltisk-svensk-tyske adel havde interesser i hele Østersø-regionen. Man kan få et billedligt indtryk af sammensætningen af denne nordeuropæiske adelsklasse ved at studere våbenskjoldene i Riddarhuset på Riddarholmen ved Gamla Stan i Stockholms centrum. Her holdt den adelige stand i den svenske stænderforsamling til.

I modsætning til Danmark blev stænder-repræsentationen nemlig aldrig ophævet i Sverige. Adelen bevarede sine privilegier længe og har sat sit præg på den svenske overklasse langt op i det 20. århundrede. Landets socialdemokratiske statsminister Olof Palme stammede således fra en tysk-baltisk adelsslægt.

Den baltisk-svensk-tyske adel bevarede sit herredømme over de livegne bønder til 1861, og Estland og Letland blev administreret på tysk til 1917. Først i 1880’erne begyndte en russificering. Den rettede sig mindst lige så meget mod de nye nationale bevægelser blandt bønderne som mod den tysktalende befolkning i byerne og godsejerne. I takt med industrialiseringen i 1800-tallet vandrede landbefolkningen ind fra landet til byerne, der voksede stærkt. Det satte gang i udviklingen af bondekulturen til nationale kulturer med skønlitteratur og aviser.

I februar 1918 erobrede de tyske hære Letland og Estland fra et Rusland, hvis hær var gået i opløsning under revolutionen. Litauen, Kurland og Semgallen i Letland var allerede blevet erobret i 1915.

Den 12. april 1917 erklærede Estland sig for fristat inden for det russiske rige og nærmede sig en status som Finland. Men hvor Finland med hjælp fra Tyskland erklærede sig selvstændigt den 6. december 1917, var situationen i Estland og Letland helt anderledes på grund af et tysk mindretal på op mod 10 procent.

Alle tre baltiske lande blev selvstændige efter det tyske nederlag i november 1918, men de var skrøbelige uden tradition for politiske partier og demokratisk politisk kultur. I takt med kriser og udfordringer fra Sovjetunionen gled alle tre stater i autoritær retning.

En sammenligning med Finland er sigende. Borgerkrigen i Finland i 1918 var lige så blodig og hadefuld som i de baltiske stater. Der er mange årsager til, at det finske demokrati overlevede og kæmpede i national enighed i 1939-1940 og igen 1941-1944, mens de baltiske stater overgav sig til Sovjetunionen uden kamp i 1940 og blev udsat for national undertrykkelse og blodig udrensning.

En vigtig faktor var, at der var en loyal overklasse i Finland, mens den tysk-baltiske adel var illoyal over for de nye stater, der havde eksproprieret deres godser umiddelbart efter selvstændigheden. Desuden manglede en samlende figur som Gustaf Mannerheim.

Litauen var mindre udsat for pres fra Sovjetunionen. Til gengæld havde Polen besat hovedstaden Vilnius og Memel (Klaipéda), der blev administreret af Folkeforbundet til 1923.

Bybefolkningen var i mellemkrigstiden delvis tysk, samt i Letland og Litauen jødisk. Vilnius kaldtes ligefrem for ”Nordens Jerusalem” på grund af sine talrige synagoger og jødiske skoler. De tyske mindretal blev i 1940 repatrieret til det nazistiske Tyskland, og jøderne udryddet.

Men der var også antisemitisme blandt balterne. Eller måske snarere en traditionel religiøst betinget antijudaisme. Forskellen var næppe stor for de jøder, det gik ud over, men det er vigtigt at skelne mellem biologisk baseret racisme og religiøst begrundet forfølgelse, selvom resultaterne kan ligne hinanden til forveksling.

De tyske hære, der invaderede i 1941, blev i vid udstrækning opfattet som befriere fra Sovjetunionen. Det er forklaringen på, at mange baltere kæmpede i tyske SS-uniformer fra 1941 og deltog i mordet på jøderne. Det har givet anledning til mange problemer efter 1990, at denne krigsindsats nu erindres som national kamp mod det kommunistiske diktatur. En kamp, der fortsatte som en partisankrig mod det kommunistiske styre. I Litauen med den homogene befolkning og de store skove, hvor frihedskæmperne kaldet ”skovbrødre” kunne skjule sig, varede kampen helt til 1955.

Efter 1945 voksede den russisktalende befolkning eksplosivt, især i Letland til 40 procent og i Estland til 30 procent. Lettiske storbyer som Riga og Daugavpils samt Narva i Estland på grænsen til Rusland fik russisktalende flertal. Den russiske indvandring var resultat af en bevidst sovjetisk politik, samtidig med at Østersø-kysten var et populært sted for pensionerede sovjetiske officerer at slå sig ned.

Mange medlemmer af de russiske mindretal er således repræsentanter for den militære klasse, som på mange måder udgjorde den herskende klasse i Sovjettiden. Sådan så – og ser – de imidlertid ikke sig selv, og det har sammen med de håndfaste krav om, at de skal lære de nationale sprog, hvis de vil have fulde politiske rettigheder, givet anledning til mange klager og indblanding fra OSCE, Europarådet og EU samt Rusland.

Under den velpolerede sovjetiske overflade foregik nationalitetskampen allerede før 1988. Således fremhæver letterne stolt, at det var et bevidst valg, at Riga ikke fik en metro, hvilket den ellers i Sovjetunionen havde krav på i kraft af sin ene million indbyggere. Det var angsten for en endnu større indvandring af arbejdere til anlægget, der gjorde udslaget. Et fravalg, som indbyggerne, der i dag er ved at kvæles i den uhæmmede trafik, kan beklage.

Med borgerskabslovene fra 1999, hvor alle, som er født i landet efter 1991, automatisk får statsborgerskab, lever landene op til europæisk standard, selvom Rusland stadig fremfører klager over, at de kun russisktalende ikke har stemmeret ved parlamentsvalg.

Mindretalsproblemerne er størst i Estland og Letland, som var udsat for en særdeles hårdhændet sovjetisk politik. Den russiske undertrykkelse af den nationale modstand var kombineret med en økonomisk fortrinsstilling, så balterne fungerede som leverandører af mejeriprodukter til hele Sovjetunionen, og estiske tekstilfabrikker forarbejdede bomuld fra Usbekistan.

Men selvom de tre lande i 1980’erne på mange måder kunne minde om en lidt lurvet udgave af skandinaviske velfærdsstater – hvor man ganske vist ikke behøvede at arbejde nær så effektivt – var de nationale kulturer ved at forsvinde i en russisktalende sovjetisk fælleskultur.

Den frygt forklarer den aggressive beskyttelse af sprog og kultur efter balternes selvstændighed i 1991 samt det faktum, at baltiske migrantsamfund, især i Nordamerika og Sverige, fik borgerrettigheder i de tre lande og opfattes som ligeberettigede medlemmer af nationen med rettigheder som de russisktalende. Medmindre russerne altså lærer estisk, lettisk eller litauisk. Og det er svært for russere at få sig selv til.

Selvstændigheden indebar en vækst for estisk, lettisk og litauisk. Den nationale politisering begyndte på de kulturelle områder i form af sangstævner, hvor en romantiseret og nationaliseret udgave af bondekulturen fik frit løb.

På store sangerfestivaler i 1988 og 1989 demonstrerede balterne deres krav om national selvstændighed. Det kulminerede den 23. august 1989 med en 600 kilometer lang menneskekæde fra Vilnius i syd til Narva i nord, hvor to millioner baltere holdt hinanden i hånden i protest mod den sovjetiske besættelse. En protest, der i 2004 førte til optagelsen i EU og Nato.

De tre baltiske lande er i dag, efter udryddelsen af jøderne, fordrivelsen af de tysktalende (samt det lille svensktalende mindretal i Estland) og isoleringen af de russisktalende mindretal, etnisk og sprogligt definerede nationalstater.

Her har nationale bevægelser haft held til at skabe nationer, hvis det nogensinde er sket. Trods vanskelige odds er det lykkedes at etablere livskraftige og selvbevidste nationale kulturer, som nu er ramme om en hastig modernisering og kraftig økonomisk vækst. Den udvikling trues nu af Putins Rusland, som aldrig rigtigt har accepteret baltisk selvstændighed.

Uffe Østergaard er professor emeritus i europæisk og dansk historie ved Copenhagen Business School.

Russiske soldater under Anden Verdenskrig i gang med at beskyde tyskere i kampen mellem Sovjetunionen og Nazityskland. Foto: Ritzau Scanpix/Mary Evans Picture Library
Mange af Østeuropas jøder blev udryddet under Anden Verdenskrig. Men i 1916 var der en stor jødisk befolkning i de baltiske lande. På billedet ses en jødisk bydel i Vilnius i Litauen. – Foto: Ritzau Scanpix/akg-images