De fem forbindende år

Årene 1940-45 er beskrevet i tusindvis af historiske værker, men aldrig før i én samlet fremstilling. Nu har en gruppe yngre historikere skrevet et kæmpeværk, som samler alle tråde og gør op med forestillingen om besættelsestiden som en løsreven parentes i danmarkshistorien

At samle trådene i besættelsestidens historie er så stor en opgave, at der skal et helt hold til, mener historikerne Jakob Sørensen, Claus Bundgård Christensen og Joachim Lund. -- Foto: Leif Tuxen.
At samle trådene i besættelsestidens historie er så stor en opgave, at der skal et helt hold til, mener historikerne Jakob Sørensen, Claus Bundgård Christensen og Joachim Lund. -- Foto: Leif Tuxen.

I 1930'erne var Danmark et arbejdsløshedsplaget land præget af splittelse mellem land og by, mellem det traditionelle og det moderne og mellem demokrater og antidemokrater. I 1950'erne spirede en moderne velfærdsstat frem. Der var endnu hårde politiske modsætninger, men følelsen af at høre sammen, viljen til at indgå kompromiser og enigheden om demokrati som styreform var en anden.

Forbindelsen mellem disse to forskellige årtier skal findes i den periode, som er den suverænt mest gennemforskede i danmarkshistorien, men som oftest er blevet set som en løsreven parentes i den store fortælling om Danmark i det 20. århundrede: Besættelsestiden 1940-45.

Sådan lyder et af de centrale budskaber fra fire yngre historikere, som er gået sammen om at løse den mastodontiske opgave at skrive ét samlende værk om Danmark under besættelsen. Værket bærer titlen "Danmark besat – Krig og hverdag 1940-45" og udkommer på 60-års-dagen for befrielsen den 4. maj.

De fire historikere er Claus Bundgård Christensen fra Roskilde Universitetscenter, Joachim Lund fra Handelshøjskolen i København, Jakob Sørensen fra Københavns Universitet og Niels Wium Olesen fra Aarhus Universitet. Op til udgivelsen er det lykkedes Kristeligt Dagblad at samle de tre førstnævnte til en samtale om de fem myteomspundne, følelsespåkaldende og omdiskuterede år.

– Der findes ingen periode, der er sagt så meget om som netop besættelsen. Antallet af titler om perioden er over 8000. Men selvom der er skrevet så mange bøger, har ingen før os skrevet det værk, som samler alle aspekter, by og land, hverdag og krig og tilmed tager både 1930'erne og efterkrigstiden med, fortæller Claus Bundgård Christensen.

– Vi ønsker at opløse den parentes, som ofte sættes om de fem år. I stedet for at se besættelsen som løsrevet fra resten af danmarkshistorien er der brug for at forklare, hvor stor betydning den for eksempel fik for opgivelsen af neutralitetspolitikken og den brede opslutning om demokrati, vi har haft siden 1945, tilføjer Joachim Lund.

At historikerne mener, krigsårene skal ses som forbindelse mellem en førkrigstid og en efterkrigstid understreges af, at deres fremstilling begynder i 1933, hvor Hitler kommer til magten i Tyskland, mens de politiske magthavere i Danmark med Kanslergadeforliget indgår et historisk kompromis.

– Politisk går der en linje fra dette brede og pragmatiske forlig over samarbejdspolitikken under krigen og til indstillingen i efterkrigstiden om, at man nok kunne føre hårde politiske kampe, men når samfundet kommer under ekstremt pres, må politikerne stå sammen, forklarer Jakob Sørensen.

Ved at tage 1930'erne med kan "Danmark besat" også bidrage til forståelsen af, at de etablerede politikere i begyndelsen tog afstand fra modstandsbevægelsen. Denne bevægelse opstod nemlig i kredse, som ikke kæmpede for demokrati, pointerer historikerne.

Dette fører frem til det synspunkt, som statsminister Anders Fogh Rasmussen rejste ved 60-års-jubilæet for opgivelsen af samarbejdspolitikken den 29. august 1943, og som han har gentaget i sit forord til Undervisningsministeriets nye hjemmeside om 60-året for befrielsen: Synspunktet om, at det var forkert af datidens politikere at "bøje nakken", og at danskerne burde have valgt den væbnede modstand mod tyskerne.

– Han er den første statsminister, der har valgt at tage så klar stilling. Han gør det vel vidende, at hans eget parti, Venstre, var det mest samarbejdsvillige i Folketinget. Og at dets vælgere, bønderne, var den gruppe, som profiterede mest på samarbejdet. Den historie gør han sig nu fri af, siger Claus Bundgård Christensen.

Han betoner, at statsministeren og alle andre selvfølgelig har ret til at kritisere samarbejdspolitikken, men at historikere kan være med til at pege på, hvilke omkostninger, det ville have fået, hvis Danmark havde valgt den væbnede kamp. For eksempel at det havde været umuligt at redde de danske jøder til Sverige.

– Det er meget interessant, at den danske statsminister stempler hovedparten af den danske befolkning som nogle, der valgte det forkerte standpunkt. For det er værd at notere sig, at ved folketingsvalget i marts 1943 var der rekordhøj valgdeltagelse og stor opbakning til de partier, der havde valgt samarbejdet, selv om folk kunne vælge at blive hjemme eller stemme blankt, siger Claus Bundgård Christensen.

– Anders Fogh Rasmussens udtalelser vidner også om, at vi er ved at være på stor afstand af begivenhederne. Tidligere ledere har set sig som samarbejdspolitikkens arvtagere og har nok tænkt, at de af hensyn til nationens overlevelse ville have gjort det samme, som regeringen gjorde i 1940, hvis de kom i en tilsvarende situation, siger Joachim Lund, og Jakob Sørensen tilføjer:

– Det er værd at huske, at de danske politikere forhandlede ud fra en position, hvor tyske bombefly kredsede over deres hoveder, parat til at udsætte København for et omfattende bombardement. Og til Anders Fogh Rasmussens udsagn om perspektivet, hvis alle lande havde gjort som Danmark, må man påpege, at alle de lande, som blev besat af tyskerne, forsøgte at skåne deres befolkning gennem forhandling, men ingen havde større held med dette end danskerne.

Årsagen til, at det store værk om befrielsen først kommer nu, er blandt andet, at arbejdet har været enormt. Det har været nødvendigt for fire mennesker at forene deres kræfter, men de fire har valgt at skrive hele teksten som et kollektiv i stedet for at fordele de enkelte afsnit ud på enkeltpersoner. En anden årsag er, at perioden nu ligger så langt tilbage i tiden, at alt det, der ikke bliver skrevet i historiebøger, vil fortabe sig i glemselen.

– De forskellige generationer af historikere har haft hver sin dagsorden. Det begyndte umiddelbart efter historien med Jørgen Hæstrup, som koncentrerede sig om modstandsbevægelsens historie. Det gjaldt dels om at få fortalt danskerne og omverdenen historien om, at Danmark havde været et modstanderland. Dels havde modstandsgrupperne af hensyn til egen sikkerhed ikke selv kunnet skrive noget ned, forklarer Joachim Lund.

Næste generation i 1960'erne og 1970'erne fortalte om de politiske beslutninger på Christiansborg under krigen, som i vid udstrækning ikke var kendt af befolkningen. Men først langt senere opstod der interesse i at fortælle historier om, at danske landmænd og erhvervsvirksomheder profiterede på krigen, og at der var værnemagere, østfrontsfrivillige, tyskerpiger og danske nazister. Sådanne oplysninger virkede ikke specielt interessante i 1945, for dengang var disse forhold kendt af alle.

– Nogle af de nyheder om besættelsestiden, som nu kommer på avisernes forsider, vidner om, at perioden glider bagud i tid, for det er ofte oplysninger, som samtiden kendte til, siger Joachim Lund, men Claus Bundgård Christensen tilføjer, at de mange historiske undersøgelser af grupper som tyskerpiger og østfrontsfrivillige uddyber kendskabet til perioden og medvirker til, at det i dag er muligt tegne et meget mere dækkende og realistisk billede af såvel storpolitik som hverdagsliv under besættelsen end for 15-20 år siden.

Ikke desto mindre må de fire forfattere til "Danmark besat" ligesom alle andre yngre historikere ofte forsvare sig mod anklager om at udtale sig om noget, de ikke kan vide noget om, fordi de ikke selv levede dengang.

– Jeg oplever ofte ved foredrag, at en ældre herre rejser sig og fremfører det synspunkt. Men reaktionen afspejler også, hvor ekstremt følsom en del af vores historie de fem år stadig er. Og det er perioden ikke kun for dem, der oplevede den, men også for deres børn og børnebørn, siger Claus Bundgård Christensen.

Jakob Sørensen anfører hertil, at ingen ville sige til en historiker, der skriver om 1864, at han burde have været der selv:

– Vi burde kunne sætte os ind i en periode, vi ikke selv har levet i, for det er sådan set det, vi har uddannet os til, forklarer Jakob Sørensen, som blandt andet forventer, at mange vil kritisere, at den danske modstandsbevægelse kun fylder en relativt lille del af bogens over 800 sider. Men modstanden var også sparsom i krigens første år, og de egentlige aktioner forblev handlinger udført af få:

– Vi ønsker ikke at nedgøre modstandsbevægelsen, hvis ikke mindst symbolske betydning i de år dårligt kan overvurderes. Men for os har det været vigtigst at skabe et realistisk grundlag at fortælle den samlede danske historie ud fra.

Han forklarer, at menneskers egne fortællinger af indlysende grunde har en tilbøjelighed til at fokusere på det usædvanlige, det ekstra spændende. Men risikoen er, at summen af undtagelses-fortællinger forvrænger det samlede billede af livet og tiden:

– Hvis man spørger mennesker, der levede dengang, hvad de lavede, fortæller de ikke om de 364 dage, hvor de bare gik på arbejde, som de plejede, men om den ene dag, de havde nogle illegale blade gemt.

Jakob Sørensen tilføjer, at besættelsestiden rummer flere eksempler på, at hukommelsen kan spille mennesker et pus. For eksempel mener mange at huske, hvordan man i hemmelighed lyttede til radio fra BBC i frygt for, at tyskerne skulle opdage det. Men tyskerne havde rent faktisk ikke forbudt danskerne at lytte til BBC.

Claus Bundgård Christensen har et andet eksempel: Omkring 100.000 danskere arbejdede på det gigantiske anlægsarbejde, som bestod i at bygge bunkers langs den jyske vestkyst. I interviews fortæller mange, at de kom sukker i betonen, fordi dette ville få betonen til at smuldre.

– Det må nok anses for en myte, for denne sabotage ville kræve kolossale sukkermængder, sukker var rationeret, og danskerne var meget sukkerglade, fortæller han.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

@-Rubr.13.www:www

"Danmark besat" udkommer på forlaget Høst og Søn den 4. maj, hvor den vil blive anmeldt i Kristeligt Dagblad. Med et netabonnement kan man læse tema om besættelse og befrielse på www.kristeligt-dagblad.dk