Enhver førsteårsstuderende på landets teologi-uddannelser lærer, at verdens store kirkesamfund splittes af bestemte teologiske emner som nadver, embedssyn, pavens og biskoppens rolle og kvinders position i kirken. Men sådan har det ikke altid været. Hvis nogle af verdens første kristne fik mulighed for at overvære nogle af de stridigheder, som i dag deler ortodokse, katolske og protestantiske kirker, ville de formentlig måbe. For de var ganske enkelt ikke beskæftiget med mange af de spørgsmål, som i dag forekommer afgørende. Det fortæller Thomas Jürgasch, professor med speciale i antik kirkehistorie ved katolsk-teologisk fakultet, Eberhard Karls-Universitet Tübingen.
”Tag for eksempel nadveren, hvor spørgsmålet om realpræsens, Kristi legemlige nærværelse i nadveren, tidligst bliver et emne i det fjerde århundrede. Det samme gælder udviklingen af pavedømmet,” siger han.
Det teologiske kernespørgsmål, om mennesker bliver frelst gennem Guds nåde, var noget, som apostlen Paulus i det første århundrede var optaget af. Men spørgsmålet nåede nye højder og blev langt mere omstridt senere i kirkehistorien, især i forbindelse med Luthers reformation 1500 år senere, påpeger Thomas Jürgasch.
De tidlige kristne gik ofte mere pragmatisk til værks, for eksempel i nadveren, påpeger også Hartmut Leppin, professor i historie ved det tyske Goethe-Universitet Frankfurt am Main og forfatter til bogen ”De tidlige kristne. Fra begyndelserne til Konstantin”.
”De i dag splittende teologiske spørgsmål om, hvad det betyder, at man spiser Jesu legeme, var ikke vigtige på det tidspunkt. Ofte var nadveren forbundet med et mættende måltid, og fællesskabet var sandsynligvis også afgørende,” siger han.
Spørgsmålet om, hvor megen magt biskopper skal have, spillede heller ikke nogen særlig rolle i de første århundreder, ligesom pavedømmet i Rom først for alvor blev vigtigt i det 4. århundrede, fortæller professor Thomas Jürgasch.
”I den ganske tidlige kirke er bispesædet som sådan endnu ikke udviklet, og det tager indtil det 3. århundrede, før udviklingen med at have en biskop i spidsen for de kristne menigheder er den udbredte form for menighedsledelse,” siger han.
Gejstlige titler var i det hele taget ikke et tema for de tidligste kristne, tilføjer Hartmut Leppin.
”Myndigheden var dybest set baseret på personlig autoritet, ikke på bispesæder,” siger han.
Kirkens historier er en historie domineret af mænd og mandlige ledere, og hverken den katolske eller ortodokse kirke har kvindelige præster, ligesom mindretal i folkekirken også modsætter sig kvinder som præster. Man ved ikke med sikkerhed, om kvinder kunne blive præster i de første menigheder, siger professor Thomas Jürgasch. Men i Det Nye Testamente finder man flere steder tegn på, at kvinder havde en høj status og måske endda sad i lederpositioner, siger han og nævner parret Priskilla og Akvila, som var missionærer i Lilleasien og Korinth og omtales i Apostlenes Gerninger.
”Når de to nævnes, er det slående, at Priscilla nævnes først. I antikken var det kutyme først at nævne den person, der havde den højeste status. Her ville det så være hustruen, hvilket er bemærkelsesværdigt, for ellers havde mændene altid forrang,” siger han.
Et andet sted taler apostlen Paulus varmt om en diakonisse elle kirketjener ved navn Føbe. Kilderne er langtfra entydige i forhold til kvindens rolle i menighederne, betoner Jürgasch.
”Men man kan med god grund argumentere for, at kvinder i den tidlige kirke nød en del anseelse og måske endda besad embeder,” siger han.
At de tidlige kristne ikke var særligt fokuseret på flere af de teologiske spørgsmål, som i dag splitter kirker, er dog ikke ensbetydende med, at de levede i fred og fordragelighed. De tidlige kristnes historie ledsages af stridigheder og skænderier med hinanden og med andre. Nogen ensartet bevægelse var der ikke tale om, understreger professor Thomas Jürgasch.
”De tidlige kristne var ikke nogen homogen gruppe. Kort sagt: De tidlige kristne eksisterede ikke. Der fandtes heller ingen tidlig kristendom, men et væld af tidlige kristendomme, mange forskellige måder at være kristen på. Derfor er det også vanskeligt blot at henvise til de tidlige kristne, hvis man ønsker at imødekomme dagens teologiske udfordringer,” siger han.
Fjendtlighederne mod de tidlige kristne var store. De romerske forfølgelser krævede utallige ofre. Mange kristne opgav troen under forfølgelserne, så samhørigheden var ikke altid stor, betoner også Hartmut Leppin. Men de, der forblev trofaste i menighederne, blev holdt sammen af netværk, der tilbød både åndelig og materiel hjælp.
”Derudover tilbød kristendommen den fordel, at man på grund af troen kunne føle sig overlegen i forhold til andre i verden – selv den uuddannede kristne kunne således foragte filosoffen – og man havde samtidig håbet om et liv i det hinsides,” siger Hartmut Leppin.
Han henviser til, at de tidligste kristne modsat de fleste kristne i dag levede i en intens forventning om, at Jesus snart ville vende tilbage, sådan som han ifølge Det Nye Testamente havde sagt. De indrettede også deres liv efter den forventning, hengav sig til troen og bønnen, og Paulus måtte tilskynde nogle kristne, som levede i denne forventning, til overhovedet at arbejde.
De kristne menigheder overlevede forfølgelserne, dels fordi den nye religion klart adskilte sig fra andre antikke religioner, dels fordi solidariteten var stærk, siger Thomas Jürgasch.
”For det første adskiller de kristnes monoteistiske tro sig fra næsten alle andre religiøse grupper i senantikken – undtagen naturligvis jøderne. Dette særkendetegn gav ud over bevidstheden om at være borgere i himmerige helt klart en vis samhørighed. Især da de kristne blev forfulgt på grund af deres tro og oplevede et stort pres udefra. Det svejsede dem kraftigt sammen. For det andet spillede den udlevede solidaritet efter min mening også en vigtig rolle i styrkelsen af samhørighed i menigheden, for eksempel ved agape-fejringerne,” siger han med henvisning til menighedens kærlighedsmåltider, som havde Jesu sidste måltid som forbillede, og hvor de rigere medlemmer gjorde det muligt for fattige brødre og søstre at spise sig mætte.
”Derudover har det tilsyneladende udøvet en vis tiltrækningskraft, at der her var en religion, der gav det enkelte individ et tilbud om mening og ikke så meget som den romerske statskult havde kollektivet i fokus. Det gjaldt især i perioder, hvor Romerriget som stat var i krise, det vil sige især fra midten af det 3. århundrede,” siger Thomas Jürgasch.
Frem til 300-tallet talte de kristne blot et ganske lille mindretal i Romerriget, betoner Anargyros Anapliotis, dr. theol. og ekspert i kirkeret ved Institut for ortodoks teologi, München Universitet. Det ændrede sig, da kejser Konstantin den Store konverterede til kristendommen og i år 325 indkaldte til det første økumeniske koncil. Her blev den allerførste kirkeret formuleret, og koncilet – eller rådet – lagde grundstenen til at gøre kristendommen til statsreligion i Romerriget. Biskopperne havde i mellemtiden fået stadig større magt, og koncilet stadfæstede det system, at biskoppen over den enkelte provins’ hovedstad var leder af en bispesynode, som repræsenterede kirkens enhed i det romerske rige, siger Anargyros Anapliotis.
”Det bliver ofte undervurderet, hvor stor betydning kejser Konstantin og det første økumeniske koncil havde for kristendommens overlevelse og udbredelse. I årene inden Konstantins kejserdømme fandt nogle af de værste kristenforfølgelser sted. På kort tid blev et lille mindretal til den dominerende religiøse gruppe i hele Romerriget,” siger Anargyros Anapliotis.